Nu skal vi et smut i kælderen. Hos Kong Hans. Det forholder sig nemlig sådan, at champagne-fabrikanten (det kan vi godt kalde huset) Dom Pérignon har lanceret en nyhed. Og så alligevel ikke. Det handler nemlig mere om et nyt navn og en ny etiket. Indholdet? Det er intet mindre end velsmagende.
Det smager så godt, at man griner. Foto: Mads Damgaard
Nå, vi begynder lige med lidt nyttig viden, for som du sikkert ved, så sender Dom Pérignon kun årgangschampagne på markedet. Det vil sige, at alle flasker – eller i hvert fald indholdet – er unikt, så snart der er en ny årgang på markedet. Derudover skal du også vide, at en årgang udvikler sig over tid, så hvis du for eksempel har smagt en Dom Pérignon 2004 i 2014, så vil den ganske givet smage aldeles anderledes ti år efter. Eller fem år efter for den sags skyld.
Klar, parat, Dom Pérignon 2004 som velkomst
Indtil for nylig havde man for vane at re-lancere nogle årgange hos Dom Pérignon. Disse relanceringer gik under navnet Dom Pérignon Oenotheque, men glem du bare det navn igen. Nu. Det er nemlig sådan, at man har skippet det navn til fordel for begrebet P2. Konceptet er dog det samme – man laver en ekstra degogering af en champagne, man har i kælderen hos Dom Pérignon.
Dagens kantine: Kong Hans. Foto: Mads Damgaard
Degorgering? Det vil sige, at man nedfryser det yderste af flaskens hals, hvor der sidder en vanlig kapsel på, og dernæst fjerner det yderste i halsen, som indeholder gærrester og smuds, som har fundet vej ned til halsen, da flaskerne stod – og blev drejet rundt – i de store pupitre. Når en kældermester ser potentiale i en årgang, vælger han – eller hun – at lave endnu en degogering af den givne årgang. Netop det faktum har gjort sig gældende for Dom Pérignon 1998, som nu er sendt ud som Dom Pérignon P2-1998.
Et dygtigt hold i køkkenet hos Kong Hans. Foto: Mads Damgaard
Al den snak kræver et par lækre snacks fra Kong Hans. Vi snupper en omgang krustader med østers og kartoffel, lidt tatar af vildt, et vagtelæg med kaviar (når nu man ikke har salt i nærheden) samt en profiterol med trøffel.
Åh, hvilke snacks.
Foto: Mads Damgaard
Tilbage til P2. P’et står for Pléntitude, og det dækker over, at en flaske som minimum har ligget og udviklet sig i 12 år. Man er i øvrigt ikke meget for at nævne noget som helst om, hvor mange flasker, man producerer årligt – eller pr. årgang hos Dom Pérignon, men til gengæld lover man, at det kun er 10 % af en given årgang, der bliver til P2 flasker. Det er altså ikke meget. Men det bliver faktisk endnu mere unikt.
Her er vi ved at få en omgang pighvar til bordet. Den er bagt i saltdel. Foto: Mads Damgaard
Det forholder sig nemlig sådan, at der fremadrettet også vil blive lanceret Dom Pérignon P3. En halv procent af en given årgang bliver til P3. Det er en lille mængde. Men det er ikke nyt. Faktisk har man gjort det samme under Oenotheque begrebet, men da mængden var så lille, nåede disse flasker aldrig til Danmark. Er du rejsende i sko og strømper eller leveringsdygtig i et livsnyder C.V. med højniveau i champagne, har du måske truffet bekendtskab med sådan en sag tidligere. Jeg havde dog aldrig hørt om det før. Det snupper vi lige en bid mad på.
Pighvar med let grillet salat. Fisken har i øvrigt fået omkring 35 minutter i saltdej. Og ved 190 grader. Foto: Mads Damgaard
P3’eren vil i øvrigt have modnet og godtet sig i minimum 20 år, før den sendes på gaden. Men hvordan smager Dom Pérignon P2 anno 1998 så? Altså overfor mig sidder Niels Lillelund. Han er fra Jyllands Posten, og han udbryder – Hold kæft, det er godt det her! Altså for sig selv. Men jeg må give ham ret. Mit smagsrepetoire måler sig ikke med mange af andre ved bordet, men jeg må give Niels ret. Hvis du læser vinmediet Wine Spectator, har du måske set, at Dom Pérignon P2 1998 lever op til sit årstal i points – den har nemlig fået 98 ud af 100. Mediet beskriver sagen således: “Offers precision and finely detailed form, powered by an expansive palate of flavor. The layers of ripe crushed blackberry and glazed apricot fruit complement the saline-tinged minerality and oyster shell notes, graced by hints of pastry, honeycomb and exotic spice. Mouthwatering and persistent on the zesty finish. Drink now through 2030.”
Niels Lillelund. Foto: Mads Damgaard
Det er jo et rent potpourri. En flaske koster i øvrigt lige omkring 2.500 kroner – eller det samme som en uges charterferie på afbud. Usammenlignligt? Så afgjort. Men morsomt. Champagnen er vel nok en af de mest opsigtsvækkende, jeg har smagt til dato. Omend der står 1998 på etiketten, så smager den overraskende ungt. Det hænger nok sammen med den nylige degogering, og stikker du snuden i glasset, er det som at tage et par svømmetag i et smørhav. “Den skal lige have lov at åbne sig”, lyder det. Det er klart.
Sådan ser P2 ud – fra 1998. Foto: Mads Damgaard
Frokosten fortsætter. Vi har det aldeles udmærket, skulle jeg hilse at sige. Vi bliver trakteret på højt niveau, og den ene lækre ret tager den anden. Det samme gør sig gældende med glassene. Vi får rosé fra 2003, hjemmegjorte lækkerier til kaffen og fasan tarteletter – dog i anden rækkefølge.
Tartelet-tid. Foto: Mads Damgaard
Kong Hans har leveret en storslået oplevelse. Det samme har Dom Pérignon, og de to udgør en intet mindre end sublim duo. Det er en sådan oplevelse, man skal samle tankerne omkring. Det kan faktisk være svært at få det hele med, hvorfor jeg også primært har fokuseret på noget så faktuelt som navneskiftet (det der med at gå fra Oenotheque til P2, som du læste om længere oppe). Du får lige hele frokosten herunder – det er nemlig også faktuelt.
Velbekomme!
Tramp druerne til din egen vin på My Pleasures Facebook side her
