Home Pindemadder Barburrito – majs, tacos og et mexicansk tequila-orgel

Barburrito – majs, tacos og et mexicansk tequila-orgel

by Nicolai Klingenberg

Vi skal en tur i en kælder. I Skindergade. Du kan godt tage sombrero på og pakket køllen til piñataen, for vi skal rundt om bordet med Mexico som omdrejningspunkt. Der skal også skænkes lidt i de små lerpotter.

Det er hernede...

Det er hernede…

Aftenen havde budt på stand-up komik, og dernæst skulle fire munde mættes. Klokken var tæt på 22 (jeg vil hellere spise så sent end klokken 18), så maverne rumlede, og da Fætter Anders var med, vidste jeg, at serveringen ej så gerne måtte være langtrukken. Og portionerne må ej heller være for små, når min fætter skal spise. Men tilbage til ham senere. Vi kommer ned. Og her er fulde huse. Og et par hygge-berusede gæster i baren.

Lidt flere folk

Lidt flere folk

I min optik er der ikke tale om en regulær restaurant – eller bar. Måske nærmere en halv-luksuriøs kantine med mulighed for at hænge i baren. Og vælte ned af stolen uden at blive skældt ud. Højtalerne byder på musik anno ældre dage – jeg hørte blandt andet “Yes sir, I can boogie” med Baccara. Det nummer kom ud i 1977, og da jeg er født i 1978, kunne det tænkes, at min forældre havde… nej, det ønsker jeg ikke at tænke på.

Endelig en ordentlig lyssætning. Jeg beklager, at kameraet ikke helt kunne følge med.

Endelig en ordentlig lyssætning. Jeg beklager, at kameraet ikke helt kunne følge med.

Et postulat jeg ikke er helt enig i...

Et postulat jeg ikke er helt enig i…

Nuvel. Vi har sat os. Vi får anbefalet en omgang grillet majskolbe med koriandercreme, chili og tør-ost, og vi følger anbefalingen. Ret beset er det tilbehøret, der gør det – en majskolbe får mig ikke rigtig op at ringe, men det er en ny smagsoplevelse, og jeg er glad for, at vi lyttede til tippet. Jeg sidder i øvrigt med flot pyntet gebis, som ved selv det mindste smil afslører et større trådgardin af  majs-trevler. Den skal jeg dog ikke tørre af på Barburrito (jeg tror, jeg brugte servietten).

Kolberne

Kolberne

Men hov. Vi har også noget i glasset. Der er bestilt en kande ginger mojito, og den smager aldeles friskt. Den er serveret i sådan en kande, man skænker af i store kantiner, og som nemt slår revner, men det passer fint til stedet. Du skal i øvrigt også selv snuppe bestikket fra en beholder, men når nu mantraet er mexicansk gadekøkken, så lover man heller ikke noget, man ikke holder.

En god kande.

En god kande.

Det er blevet tid til den store serveringen, som vi vælger fra menukortets taco-sektion. Der er seks at vælge i mellem, og vi snupper dem alle. De kommer til bordet kort tid efter, og de præsenteres en kende for kvikt. Jeg husker ikke halvdelen af det, der bliver sagt (og det er ikke førnævnte kandes skyld), så jeg må spørge igen. Der er travlt på gulvet, så den kvikke forklaring skal findes der, men når nu der er meget at fortælle, så burde man sørge for ekstra hænder og fortællende munde, når huset er fuldt. Nå, men udvalget tæller blandt andet rejer med diverse grønt (herunder koriander), braiseret kalv, sprød gris, ristet kylling og en tempura reje. Man skæver altså også til Asien. I en af serveringerne findes et krydderi, der leder tankerne hen på shawarma, og dermed tager vi igen en afstikker fra det mexicanske – jeg kan ikke greje, om man skule forvente, at stedet er 100 % tro mod de mexicanske breddegrader, men samtlige serveringer er både friske og velsmagende.

Vent nu, Anders...

Vent nu, Anders…

Sidst jeg spiste mexicanske ude, var det med både levende musik og festlig pynt, og selvom sidstnævnte kunne indikere, at der var fare på færde, så blev måltidet indtaget, dog uden den helt store glæde. På Barburrito er pynten og den levende musik udskiftet med neonskilte, stålborde og musik fra højtalere, men jeg vælger Barburrito. Uden tvivl.

Så er der serveret

Så er der serveret

Jeg må ikke glemme disse to labaner. Jeg svor til den venstre.

Jeg må ikke glemme disse to labaner. Jeg svor til den venstre.

Ret skal dog være ret. Tacoerne er små – eller som en halv-stor blinis, og der skal talrige til for at mætte. Vi bestiller af flere omgange, og jeg er tilpas til sidst, omend fætter Anders – der i øvrigt også går under navnet Fætter Andreas – nemt kunne have spist otte mere, forlyder det. Og så bliver det en halvpebret fornøjelse. Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt de små “fladbrød” skal være lune, men det mener jeg, de skal. Og det var de ikke alle. Med hensyn til de sultne maver, så kunne vi selvsagt have snuppet en noget større burrito, men det var ikke, hvad vi var i humør til.

Glimrende idé med havsalt på "platten". Kør roligt din mexisnack rundt i saltet.

Glimrende idé med havsalt på “platten”. Kør roligt din mexisnack rundt i saltet.

Peter Bellis sang, Istedgade, som er en fordanskning af Barry Manilows “Copa copacabana”, er nu på spillen. Du ved sådan lidt retro feeling. Det er hyggeligt, og der grines i baren. Og ved vores bord. Det skal fejres. Med tequila. Og man kan i den grad sin tequila på Barburrito. En venlig, ung mand kommer til bordet med et udvalg, der minder om piberne på et orgel. Høje og lave flasker og nogle mere fyldte end andre. Hvis det gik kvikt med serveringen, så er der tid til fortællinger ved denne servering. Der bliver fnist lidt, da vi nævner noget om Patron tequila, som vist kategoriseres som værende lidt over “den med hatten”.

Denne mand ved et og andet om tequila.

Denne mand ved et og andet om tequila.

Vi får en sag, der har ligget på fad. Den skænkes op, vi snupper et par dråber, smører det i hånden og kan både dufte røg og agaveplante. Det er faktisk ikke en tequila, for den slags må kun produceres i Jalisco-regionen, og vores mezcal, der er en form for tequila, produceres uden for Jalisco. Du kan sammenligne det lidt med mousserende vin, som ikke må kaldes for champagne (dog med en undtagelse), hvis sagen ikke stammer fra Champagne. Du skal vænne dig lidt til den røgede smag – tag tre sip, og du er ved at være der. Absolut en oplevelse, som nemt kunne trække ud rent tidsmæssigt.

Orgel-tid

Orgel-tid

En lille krukke

En lille krukke

Vi er nået til vejs ende. Vi skal et lille smut videre, men andre bliver hængende. Barburrito lader til at være en succes. Du må gerne være ung (som minimum af sind) for at få det optimale ud af besøget, og så skal du ikke være bange for borde uden duge og selvhjælp. Er du helt okey dokey med disse fakta, så kan du fint aflægge stedet et besøg. Måske endda flere.

Lys over land

Lys over land

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk