I dag skal vi ud at spise. I Charlottenlund endda. Og jeg tilstår, at måltidet har været blandt de bedste i år. Vi skal et smut i skoven – eller ganske tæt på – hvor vi finder Restaurant Wilhelm.
Den gamle garage
Faktisk hører matriklen til museet Ordrupgaard, omend det ligger et voksent stenkast herfra, men i og med det er ved at være aften, så er museet lukket, og vi skal jo spise, så nok om Ordrupgaard. Til gengæld er det en oplevelse at betræde stien, som fører til restauranten – forvent lanterner i den lysegrønne skov, som meget muligt kan være endnu mere spillevende, når du kigger forbi. Sådan er det med foråret – pludselig har det overhalet dig over natten. Du føler en form for romantisk ro, når du går det sidste stykke, og da jeg har spist talrige måltider i byen i den seneste tid, er det en stor oplevelse at gå mod en restaurant under trækroner i skumringen.
Velkomstskilt
Og vupti – så er vi der. En ældre bygning titter frem, og det første, jeg gætter på, er, at det må have været en stald af en art. Jeg er vist heller ikke helt galt på den, for i tidernes morgen – det vil sige ved opførelsen af bygningen – var rammerne en flot garage, som rummede hestevogne. Ejeren? Han hed Wilhelm. Jeg lader mig senere fortælle, at han var blandt de første til at eje – og køre – automobil, og at han faktisk kom til skade og vistnok også gik bort i nærheden af det, der nu er blevet til en restaurant. Der er dog intet, der spøger – dog er der fut i grillen…
Følg lanternerne
Konceptet er simpelt, og det kan være rart, hvis du kommer lidt sent, og sulten har meldt sin ankomst. Du vælger fem retter for 500 kroner – eller to retter for 200 kroner. Menuen skifter hver uge, og du skal vide, at der kun er åbent torsdag, fredag og lørdag. Skal jeg komme med et tosset input, så ville det undre mig, hvis åbningsrepetoiret ikke blev udvidet snartligt.
Blandt tavler og kraniedyr
Ret skal være ret. Det er fredag, og der er ikke fulde huse. Der er dog gæster, og jeg kan mærke, de hygger sig. Der er ingen anstrengt stemning, og der siver sagte toner ud fra en diskret Sonos placering – i hvert fald hvor vi sidder. Jeg mindes dog at have hørt, at den store dag i reservatet er lørdag, så dagen efter vores besøg, vil det nok have set anderledes ud. Det håber jeg i hvert fald. I øvrigt ros til møblementet. Det er drønflot. Jeg kan ikke alle mine klassikere, men stolen bliver både løftet og aet.
Hvilket møblement
Et smugkig på water closet’et
Knokleri i køkkenet
Restauranten slår sig på gode råvarer. Og der skal helst ikke have været for langt mellem plukning, slagtning eller høst til bordet. Det er hørt før, og man behøver da heller ikke finde på noget nyt gang på gang. Og når nu vi har grønt lige uden for døren, så giver det fin mening. Men det er blevet tid til en omgang snacks. Vi begynder med pancetta, som kort fortalt kan beskrives som verdens bedste rullepølse. Den er krydret kraftigt, den er saftig og svinet smager intet mindre end sublimt. Der er en skive til hver, og det er en mundret portion. Direkte videre til en lille knold af jordskok, som er pyntet med Karl Johan mayo og rugbrødsknas. Man har i øvrigt gjort et og andet ud af anretning – vi begyndte på marmor og er nu på træ. Sidste snack fik jeg ikke fotograferet, men jeg kan fortælle dig, at der er tale om en anretning af vildand med porreaske og syltet løg. Perfekt samspil mellem det syltede løg og den tunge and. Egentlig er de tre snacks – og aftenen bredt set – ikke SÅ karakteriseret af forår, men når nu menuen skifter fra uge til uge, så vil jeg gætte på, at der allerede er sket lidt her ved næste skift.
Rullepølse deluxe
dav
Jordskok – ikke det bedste foto, men hvad pokker
Vi drikker i øvrigt vin fra Østrig. Og vi får også hjemmegjort surdejsbrød med pisket smør og pesto på ramsløg, hvor sidstnævnte er i sæson og fundet lige uden for garagen.
Den første vin
Det er tid til ceviche – af torsk. Torsken skulle være landet ved Langø, mens tomaterne er fra Sicilien. Indrømmet – det er ikke lige om hjørnet, men smagen er fin, og der må man bøje sig. Der er masser af grønt, som også er plukket fra den nærliggende skovbund, og her mærkes også lidt kradse sager med masser af smag. Det er forår. En mormordressing gør det også fint, og jeg mindes også at finde morkler på min tallerken. Det er en lækker ret, som har enormt meget smag – dog er fisken ikke helt ensartet i sin “marinering”, hvilket er lidt synd. Den lette marinering tiltaler mig i øvrigt mest.
Torsken
Vi trækker lige ud for en stund. Det er jo fine omgivelser, og der dufter herligt fra grillen. Lanterne er ved at komme til sin ret, og der hviler en ro og en atmosfære over stedet, som er værd at køre efter. Og lade bilen stå. Det er blevet tid til asparges. Og der er både grønne og hvide. Igen har ramsløget fundet sin vej til tallerken, og her kommer urten virkelig til sin ret. Der er også sprødt kyllingskind til, som byder på tovlig meget – og god – smag. Der er dog intet foto i dette tilfælde. Det skal jeg beklage.
Bålfad og skumring
Udemiljø
Al dente ravioli med kartoffel, morkler, ristet hvidløg, syltet løg og brunet smør? Det kan du tro. Det er nemlig næste ret. Det er tunt, men portionen er nøje afstemt, så hvis du allerede er mæt af opremsninger og beskrivelser, så skal du bare vide, at vi har det godt ved bordet. Det er smagsbomber, hvor nogle er tungere end andre, men du er ikke for mæt. Og det er plus.
Al dente
I Sverige har man mere skov og måske også flere jægere. I hvert fald samarbejder restauranten med en skydekyndig svensker, som har bragt næste ret til adressen. Et mørbrad fra et vildsvin er blevet grillet udenfor over åben ild, og ligger nu med en puré af knoldselleri, sauce af sennepsfrø, skalotteløg og her findes sørme også sauteret spidskål. Kødet er grillet til perfektion og har masser af smag – og er noget nær fedtfrit. Der skal også lyde en ros til de medfølgende urter. Alt i alt et flot jagtbytte, og vildsvinet kunne ikke have endt sine dage bedre.
Det vilde svin
Vi får også en chartervin. Den er fra Mallorca, og jeg valgte den, eftersom jeg har hørt lidt hvisken i krogene om, at øen fint kan følge med. Når maden og menuen desuden er ambitiøs, så ville det undre mig, hvis man havde valgt en vin, der var ikke var “noget særligt”.
Vi har det glimrende
Vi er ved vejs ende. Men en lille dessert skal vi ikke snydes for. Den består af flødeis med en bund af stegt brioche, og isen har i øvrigt et let strejf af vanilje. Du får også rabarber i to afskygninger og lidt skovmærke.
Brioche og is
Aftenen på Restaurant Wilhelm er forbi. Mørket har sænket sig – men ikke som vi har været vant til siden december. Det er en anelse varmere, lidt lysere og foråret er for alvor lige om hjørnet. Jeg har ingen problemer med at anbefale dig et besøg på ovenstående adresse. Det ville ikke undre mig, hvis jeg selv kom igen. Hold dig opdateret på menuer med mere her
Vi kommer retur
Om en stund kan du sikkert også sidde ude
