Der var gået en rum tid, siden de havde mødt hinanden. Sidenhen var der sket ting og sager. De havde været på Rhodos, på storbyferie, fået børn og blevet gift. Men først gift. Hans navn var Lars. Et navn han var fint tilfreds med. Lars var – i modsætning til sin bedste ven – blevet, hvor han og konen kom fra. Hjembyen havde jo alt, hvad man skulle bruge: Bager, Brugs, herlig natur og der var kun 20 kilometer til den nærmeste Bilka, hvor man både kunne få praktisk tøj samt fint til hjemmet, når nu hans kone alligevel var så tosset med den slags pjat.
Der var sket masser af ting i ”Københavnstrup”, hvor hans bedste ven, havde slået sig ned. Han havde fået en flot stilling og en ditto løn med både firmabil, gratis telefon (omend intet var gratis i denne verden) og iPad (som hans børn sikkert brugte al for meget tid med). Den bedste ven og hans flotte samt noget yngre kone rejste land og rige rundt. Endda med børnene. Det var en gåde for Lars, hvordan de havde råd til den slags. Måske han snød med skatten. De boede sågar i lejebolig, som var penge lige ud af vinduet, hvis man spurgte Lars. Men det var der ingen, der gjorde.
Lars, hustruen og deres to børn skulle til koncert. Det foregik på torvet i byen. Og det var gratis. Heldigvis. Koncerten var først klokken 18.30, så de kunne spise hjemme inden. Heldigvis. Om end buffeten var god, så løb det op. Der stod de så. Alle fire. Lars var i blåt. Blå vindjakke, blå skjorte, blå trekvartlange bukser og blå gummisko. En solbrille af mærket Police sad på næseryggen. Han gloede ud i luften. Uden at tænke. Og uden at se på scenen. Han sagde ingenting. Og tænkte ingenting. Han havde for længst glemt sig selv og sin lykke. Han var mildest talt blevet en drænet, grå og vissen udgave af sig selv.
Lars er der et sted…
Mod øst sad Lars’ bedste ven. Han og familien havde inviteret venner og familie til havefest i sommerhuset. Der var pyntet op på en oprigtig og overskudsagtig måde. Der var frisk fisk på grillen, kølig vin, hyggeligt børnebord og høj latter. Der blev skålet, kysset og krammet. Lars dukkede op i tankerne, da han fandt en flaske halvgammel Campari i skabet. Flasken havde fulgt ham i årevis. Den var en ældgammel gave fra Lars, som havde fået den af sine bedsteforældre. Lars havde disket op med særlige Campari sjusser, men det var årtier siden. Lars’ ven kiggede på flasken, men nænnede ikke at tømme den. Flasken var et minde om en fantastisk tid med Lars. Gad vide, hvordan det egentlig stod til med hans ældgamle og bedste ven Lars i disse dage”¦
Hvordan mon det går med ham Lars….
Historien er præsenteret i samarbejde med Campari – læs mere om dem her
