Home Depeche Kajsa Gullberg om smukke kvinder, ar og om at standse op

Kajsa Gullberg om smukke kvinder, ar og om at standse op

by Nicolai Klingenberg

Depechen har fundet vej til Kajsa Gullberg. Hun vil i denne historie svare på alverdens ting og sager med relation til sit virke – tilsat en mængde fotos, som primært er af sort-hvid karakter. Jeg blev både fascineret og klogere. Det håber jeg også, du vil blive.
Hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Jeg laver et konceptuelt projekt med udgangspunkt i den liminale fase (google er din ven), som handler om ritualer, transformationer og undersøgelse af om der findes et ”jeg”. Projektet består af portrætter i farve af personer, der har en maske/drapering der skjuler deres ansigt og portrætter i sort/hvid, hvor personer er dækket til af et sort stof så, at det kun er deres ansigt, der kan ses.

Fra serien Liminality (work in progres)

Fra serien Liminality (work in progres)

Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som ikke har set dine fotos?
– Jeg skynder mig at finde min telefon frem og viser dem nogle af mine værker.

Fra serien Liminality (work in progres)

Fra serien Liminality (work in progres)

Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Det er sket i omgange, første gang var, da jeg var fjorten år og tog min mors spejlreflekskamera op. Anden gang var jeg sidst i tyverne og skulle lave mit afgangsprojekt som grafisk designer fra Danmarks Designskole, hvor fotografiet kom tilbage til mig efter at have været tabt i ni år.

Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Der er mange mindeværdige øjeblikke, men det at fotografere mennesker er meget intimt og bluefærdig for mig, så jeg nyder redigeringsfasen langt mere. Det er også der, at selve billedet træder frem, og mange gange fortæller det en, hvad det er, man har gang i, eller hvilken vej, man skal fortsætte at arbejde hen ad.
I starten af mit seneste projekt, Unravelled, hvor jeg havde den idé, at jeg skulle blande billeder af kvinder med ar ind i mit projekt, havde jeg den første ar-session. Da jeg kom hjem og redigerede billedet, trådte et meget stærkt billede frem af et menneske, der var både råt, stærkt og stolt på en gang. Det billede er jeg utrolig glad for, og det gav mig mod på at fortsætte med at fotografere disse fremmede kvinder med ar.

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Det er fedt, når billederne får folk til at stoppe op at tænke eller føle noget, de ikke plejer – at få dem til at stille en masse spørgsmål. Efter Unravelled har jeg fået mange henvendelser fra mennesker, der ser anderledes og mere tilgivende og kærligt på sig selv, efter at de har set mine billeder, det gør det hele værd for mig!

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– I perioder med hyppig kvalitetssex.

Hvad er den største fordel ved at være kvinde og fotografere kvinder?
– Det er afhængigt af hvilke slags billeder, du vil lave med kvinder som modeller. Har du lyst til at lave et billede af en kvinde med et klassisk mandlig blik, er der en masse kvinder, der synes, at det er fedt at være model. Nu har jeg jo blandt andet lavet af kvinder, der har ar på kroppen, hvilket er sårbart for mange kvinder, for de har simpelthen fået at vide, at de burde gemme arrene væk. Så er det måske en fordel at være en person, hvor der i hvert fald ikke er noget seksuelt space i mellem os (jeg er heteroseksuel – jeg ved ikke, om det havde været anderledes, hvis jeg ikke var det).

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Modsat, man skal være et meget nærværende, autentisk menneske med mod til selv at blotte sig for at blive en god fotograf.

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Et godt billede er et, der får mig til at standse op. De fleste billeder er en mere eller mindre reproduktion af noget, vi kender – enten visuelt eller hvad det formidler. Et godt billede får man fornemmelsen af aldrig at have set/tænkt/følt tidligere.

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Well, Patti Smith og Björk har jeg altid drømt om at fotografere (jeg har lavet mange musiker- og forfatterportrætter tidligere). Smith kan jeg nok ikke tilføje så meget rent visuelt, men Björk tror jeg, at jeg kunne lave et rigtig godt billede af, der understøttede hendes kompleksitet. De er nogle seje damer og forbilleder for mig på hver sin måde. Vivienne Westwood ville også være fed at fotografere. De er de kendte damer, men der er jo også alle de andre spændende mennesker…

Illustrator og graphic novel-forfatter Rikke Villadsen

Illustrator og graphic novel-forfatter Rikke Villadsen

Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Det er selvfølgelig afhængig af, hvilke slags billeder personen er interesseret i. Men start med gå tæt på mennesker – altså så tæt på at du kan røre ved den, du fotograferer. Gør dig umage at bevare tilliden her, både modellens tillid til dig og din egen tillid til processen. Dette er et meget intimt og bluefærdig sted at være, tag vare på den tilstand, sørg for, at din model ikke står tilbage med en dårlig oplevelse bagefter, men sørg også for at der er blevet skubbet lidt til dine egne blufærdighedsgrænser. Jeg mener, at det er når vi har noget på spil, at vi kan lave noget, der brænder igennem.

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Fra serien Unravelled, publiceret af Dewi Lewis 2014

Hvor kan man se mere til dine fotos?
– På min hjemmeside kajsagullberg.com

Tre hurtige til Kaisa:

Hvad har din sommer budt på?
– Alt for meget ferie (de andres ønsker – jeg trives bedst, når de andre passer sin skole/arbejde, og jeg kan lave mit shit). Gode minder. Meget tankevirksomhed, som jeg synes, jeg kan høste af nu. Nogle fantastiske tordenskrald. Mange timer i bil.

Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– Min kæreste efter at have kørt os alle fem hjem til København fra Tjekkiet i løbet af en nat.

Fra telefonen

Fra telefonen

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– I går spiste jeg noget virkelig lækkert og drak nogle bobler sammen med min bedste veninde – det var ekstraordinært, for vi ser hinanden cirka hver fjerde måned, og der blev grinet, grædt og fortalt røverhistorier.

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk