Home Living Artzul – et dansk marmoreventyr med portugisk islæt

Artzul – et dansk marmoreventyr med portugisk islæt

by Nicolai Klingenberg

Vi skal et smut over i departemnetet for marmor, interiør og marmor. Her finder vi nemlig en dansk duo, som består af Christian Halsted og kone. De har blandt andet boet i London og rejst i Portugal. Det er den korte fortælling. Ægteparret har ydermere skabt en designvirksomhed, og om denne handler dette interview…
Christian – du og dine kone har stiftet virksomheden Artzul. Hvad rumsterer I med?
– Vi har begge arbejdet med design i London i mange år, så det lå i kortene, at vi skulle lave vores eget før eller siden. Design er vores fælles form for kreativ udfoldelse, og vi arbejder derfor ikke kun indenfor en enkelt kategori, men derimod med design i en bredere forstand – fliser, møbler, brugskunst, indretning, arkitektur, osv. For os er det passionen for det at skabe, der driver værket, hvorfor vi ikke lader os diktere af en enkelt produktkategori. Både som mennesker, såvel som i arbejdsøjemed, er vi nok ikke typerne, som kan lide at indskrænke os fra start af. 

Christian Halsted

Christian Halsted

Og hvornår og hvordan kom I idéen?
– Vi var i Portugal sidste år, hvor vi lejede os ind i en villa “in the middle of nowhere”. Indretningen var intet mindre en fantastisk, og ejerne fortalte os om de mange kunsthåndværkere i området. Efter at have besøgt flere af dem fandt vi frem til et lille værksted, der producerede håndlavede fliser af marmorpuds. Derefter gik der ikke længe, før vi havde en aftale i stand, hvor vi fik mulighed for at lave vores egne designs og modernisere udtrykket i de ellers ganske ornamenterede mønstre. Vi følte derudover, at fliser var et relativt overset produkt, som har så mange facetter – både praktiske og dekorative – som vi, i de nordiske lande, aldrig har dyrket. Samtidig med at vi begyndte at arbejde på fliserne, besøgte vi mange af de omkringliggende marmorbrud og blev betaget af den særprægede sten, de har i Portugal. Derfra kom store dele af inspirationen til vores føste møbelkollektion, Alto.

Værkstedet

Værkstedet

Marmor har haft et blakket ry – men er nu retur. Hvad er det materialet kan efter jeres mening?
– Man glemmer ofte, at marmor er som så mange andre naturprodukter: En vifte af forskellige arter. Den hvide italienske over den spraglede indiske, grønne irske eller rosafarvede portugisiske – marmor har et så forskelligartet udtryk verden over, hvilket gør, at den er fantastisk at arbejde med. Vi valgte med vilje tre meget ekspressive typer marmor, hvilket giver enormt meget individualitet i vores designs. De er alle forskellige, hvilket giver vores produkter det personlige islæt, som vi længe har følt manglede i dansk design.  

Marmorbruddet

Marmorbruddet

Hvorledes adskiller I jer fra andre producenter?
– Jeg mener, at Artzul skiller sig ud på en række parametre. Vi arbejder på tværs af designkategorier, forsøger at holde os til naturlige materialer, vores møbler er håndlavet i Danmark og sidst, men ikke mindst, så er vi ikke bange for at afvige fra det nordiske udtryk, som desværre har gjort store dele af interiørindustrien “beige”. Dansk design er blevet en række skalstole i pastelfarver eller et overflødighedshorn af nips. Vi tror mere på kunsthåndværket og det ekspressive.

En nydelig bænk - og alt andet en beige

En nydelig bænk – og alt andet en beige

Jeres sortiment tæller pt fliser, tre bænk og tre borde. Hvad kan vi forvente at se fremadrettet?
– Vi vil gerne forstætte med at arbejde med naturmaterialer, men vi vil som sagt ikke lade os indskrænke til en enkelt kategori. Vi har tidligere snakket om håndvævede lammeuldstæpper, en revitalisering af kakkelbordet, udvidet møbelkollektion, kalksten, og meget meget mere. Vi er i en opstartsfase stadigvæk, så vi arbejder langsomt henimod en portefølje af produkter, der kan spille sammen, uden at de nødvendigvis behøver at skulle læne sig alt for meget op ad hinanden udtryksmæssigt. Vi leger også med tanken om at lave dele af produktionen mere skræddersyet. I så fald kan kunder få lavet Artzul møbler og fliser ud fra deres behov, så vi ikke er dikteret af vores egne serier.

Bordet går under navnet Alto

Bordet går under navnet Alto

I slår jer på “80 % organic” marmor. Hvad i al verden vil det sige?
– De fleste fliser er lavet af  kemiske blandingsprodukter i lande med blakket produktionsvilkår. At vi har valgt at arbejde i Europe med et produkt af 80 % ren marmorpuds reder nødvendigvis ikke verden, men det gør, at vi stolt kan lægge navn til produktet og fremstillingsmetoden. Marrokanske cementfliser har et relativt lignende udtryk som vores fliser, men det svarer lidt til at sammenligne fleece og cashmere. At bruge ren marmor og mineralske pigmenter i vores fliser gør, at farven står flottere, produktionen er mere bæredygtig, og kvaliteten er jo også markant bedre. Jovist, det er dyrere, men så er vi tilbage til fleece og cashmere snakken. Den eneste grund til, at det ikke er 100 % marmorpuds er, at pudsen ikke binder under tørring. I vores møbelkollektion er det dog 100% ren marmor – selvfølgelig.

Flotte fliser med indbygget bæredygtighed

Flotte fliser med indbygget bæredygtighed

Hvad kan marmor som andre materialer ikke kan?
– Marmors liv er unikt. Der er så meget variation og personlighed, som ganske enkelt ikke findes i andre materialer. Ikke fra naturens hånd i hvertfald. Det er tungt som bare fanden, men det har en naturlig eksklusivitet som er second to none. Og så er det jo også et ganske eksotisk materiale at få lov at arbejde med, når man kommer fra et land som Danmark. Det er en fed oplevelse at vælge en blok ud, og derefter få den skåret lige som du vil have den. Det viser, at man vil det lidt mere end så meget andet, når man står og køber en sten på tre ton. Det er alt eller intet.

De seneste år har set en revitalisering af marmor. Forbrugere er altid på jagt efter noget nyt, men marmor bliver ved med at dukke op. Jeg tror det er fordi, at marmor indeholder så mange facetter. Ligesom træ ikke bare er træ, så er marmor ikke bare marmor. 

Artzul marmor

Artzul marmor

Hvordan lyder jeres DNA?
– Vi har to spilleregler, som vi for så vidt muligt prøver at følge. Den ene handler om at forsøge udelukkende at bruge naturmaterialer. Det er en fantastisk verden af dykke ned i, og man får så meget forærende designmæssigt. Den anden retningslinje er vores ønske om en forening af stilarter. Vi slår ikke os selv op på at være “nordiske”. Vi tror på et skandinavisk udtryk, men vi finder gerne inspiration fra mere spraglede traditioner. Personligt er jeg gladere for indretninger med farver, varme, gøgl og excentricitet end den kolde, stilistiske, androgyne oplevelse jeg ofte får i danske hjem. Vores produkter tager det bedste af begge verdener.

Endnu et Alto bord - men med anden marmor

Endnu et Alto bord – men med anden marmor

Slutteligt – hvornår mener I, at ”œnoget” kan betegnes som godt design?
– Godt design er personligt design. Design bør repræsentere os som mennesker. Charlotte og jeg snakker ofte om forskellen på et flot hus og et spændende hjem. Sidstnævnte har personligheden og historierne, som vi altså mener er alfa omega i design. Artzuls designs tager derfor først og fremmest udgangspunkt i det unikke.

Alto bordet - lige på...

Alto bordet – lige på…

Tre kvikke til Christian:

Hvad skal du bruge vinteren på?
– Januar står på en stor rejse i Mellemøsten, så den danske jul skal underholde mig indtil da. Jeg har praktisk talt rejst verden rundt det seneste år, så jeg glæder mig rigtig meget til at være i København og lære byen at kende på ny. Efter ti år i London er det som at være flyttet til en ukendt by, især med så mange nye gode spisesteder. De skal udforskes.

Må vi se et ikke-marmor relateret foto fra din telefon?
– Vi var i Japan det meste af september. Da vi besøgte i Kyoto, sov vi i et såkaldt ryokan (japansk gæstehus). Det var som at træde ind i en film fra fordums tid. Helt fantastisk autentisk oplevelse, som jeg under enhver at prøve (også selvom man sover på gulvet og spiser tang til morgenmad). Billedet er fra en tidlig morgen, kort efter vi havde fået serveret grøn te på vores lille terrasse.

Kyoto - Ryokan

Kyoto – Ryokan

Hvem har du sidst nydt et mindeværdigt måltid med?
– Det svarer ikke helt på spørgsmålet, men en god veninde, der har boet i München en årrække, har inviteret mig med på Noma på torsdag. Det er seks tyskere, der kommer til København for at opleve restauranten inden den lukker, så det kan kun blive festligt.

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk