Jeg havde fornøjelsen af at blive inviteret til en herremiddag for et par uger siden. Den middag gjorde indtryk. På godt og ondt. Jeg mindes talrige gode herremiddage gennem mit liv, men det er som om, at noget har ændret sig gevaldigt – og ikke til det bedre.
Det skal handle om mænd…
Palmehaven, d’Angleterre. Historisk, smukt og forholdsvis nyistandsat. Lettere dekadent endda. Tilsat stolte traditioner og sublim beliggenhed. Med andre ord var der lagt luksuriøst brænde i kaminen, da to gange Simon med forretningspartnere inviterede til tre retters middag.
Et ældre foto af den dynamiske duo
Vi begynder flot i de tilstødende lokaler til ”palmen”. Der skænkes rundhåndet champagne, vi trykker hænder, får opdateringer af den fiktive og reelle slags, møder et par nye ansigter, vender ryggen til et ældre og glædes over talrige bekendte, som i visse tilfælde er gået fra at være hej-hej bekendtskaber i nattelivet til venner.
Hov, er det ikke dig fra… nattelivet?
Men hvordan er det nu med tiden – og at komme til tiden. Vi ved fint, at man ikke banker på døren før det annoncerede tidspunkt, og man bør maksimalt betræde indgangspartiet ti minutter – nogle vil mene 15 – efter det officielle klokkeslæt. Og nu begynder det at sejle. Folk kommer dryssende. Har ikke fulgt den anbefalede dresscode, som burde være overkommelig, da den ”bare” skal være sort. En farve som nemt bør kunne findes i garderoben hos natterlivets korsriddere.
Med sus i skørterne og i hyrevogn gik turen gennem City. Bygningen til højre har i øvrigt fået nye ejere.
Vi skal til bords. Der står en hær af tjenere parat. Jeg er sikker på, at disse er ovenud stolte af deres virke – og deres arbejdsplads. Men nok ikke af gæsterne. Folk tonser rundt. Ænser knapt serverinspersonale, forret, hovedret eller dessert. Folk har voldsomt travlt med at fotografere hinanden, sig selv og spiritusflasker. Og jeg ryger med på den vogn. Delvist ufrivilligt. Jeg magter ikke at afbryde en sidemands fotografering af en halv-spist laks, og jeg vil gerne lige dele et stemningsfuldt foto med en dedikeret læserskare.
Vi er til herremiddag. Ikke til elektroniskmesse i Harzen eller MobileGames i Tappernøje.
Det er muligt, at Simon og Simon driver en natklub, og at der kan være en fidus i at invitere et stort slæng på middag, som efterfølgende entrerer natklubben, men de er værter. De byder på middag. Og de har gjort sig umage. Jeg ville ærlig talt blive en kende skuffet, hvis mine gæster ikke kom til tiden, ikke fulgte en dresscode eller hvis der ud af det blå blev ringet andre gæster ind, før desserten var fortæret. Eller serveret. Hvem i al verden ringer efter udefrakommende til en privat middag? Og hvordan kan man(d) tage det for givet, at man(d) bare kan invitere frit til et middagsselskab, som man er gæst til?
“Bare kom – det er helt i orden. Tror jeg…”
En god ven har for år tilbage frabedt sig, at man fifler for meget med telefonerne, når vi samles som en gruppe af folk. Det er fint, at telefonen kan ringe efter middag, og man har mere eller mindre accepteret, at jeg ”altid lige skal poste et foto”, når vi er samlet. Blot for at vise, at jeg er i godt selskab og for at dele en stemning.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan en middag, som den jeg var til, havde forløbet for 30 år siden. Eller 20. Jeg er absolut overbevist om, at den havde ført til mere – nye venner, nye forretningsmuligheder, nye generelle forbindelser, men frem for alt mere tilstedeværelse. Det her er på ingen måde en opfordring til at melde sig ud af de sociale medier, men nærmere om at lade adgangen til dem blive længere tid i lommen og værdsætte det selskab, man er gæst til. Nu har jeg også mindet mig selv om det.
Det var mindre kompliceret i 90’erne
Kom til tiden på Facebook
