Er det virkelig blevet den sidste søndag i februar? Det kan du tro. Du ved godt, hvad det betyder, ikk’? Netop. Det er forår lige om lidt. Før vi kommer dertil, skal jeg præsentere dig for en række billeder, der er kommet ud af at ryste telefonen på hovedet. Velkommen til – vi begynder i køkken-alrummet.
Ind i metalkassen. Op til anden sal.
Glas, gitter, karm og kaffe. Du har set det før. Og ikke for sidste gang.
Vi tog til fremvisning og kiggede ind.
Lur lige på den skive. Og så er den endnu pænere i virkeligheden.
Jeg fandt en flok.
“Maks fem centimeter langt!”, lød det.
Stir løs for en femmer.
Ude godt, hjemme bedst. Tilsat Snøffel.
Jeg drog ud i det flotte vejr.
Jack kom hjem fra fægtning.
Vi blev klogere.
Der blev stirret for alle pengene.
Et træ i natten.
Mødetid. På med gæsteskiltet. “Og skriv dig lige ind, tak!”
Rødt gitter og sort diamant.
Tolk som du lyster.
Vi så fjernsyn.
Ego-skud. Jeg lover, at bilen var bragt til standsning.
Det er nu så rart, at solen er begyndt at vise sig noget mere.
“Er det ikke længe siden, du har vist et fotografi fra en bil, hvor du har en pølse i hånden?”
“Hold da op, hvor du fylder dig med sære sager..”
Utallige pakker kommer til matriklen. Her er endnu en sød sag.
Zzzzzz….
Morgenmadsfotografier har fra tid til anden irriteret mig en del. Nu gør jeg det selv. Så tåler jeg dem bedre.
“Hvor pokker var det nu, jeg lagde den grønne børste… Altså den med de sorte hår…”
Mor & søn.
Det her gik utrolig stærkt, men øjeblikket skulle foreviges, da jeg så en stretch limousine foran Restaurant Flammen. Det er lir.
Det var, hvad jeg kunne ryste ud af telefonen. Jeg er så glad for, at du kigger med. Jeg skal i øvrigt ikke afholde mig fra at ønske dig en rigtig fin søndag.