Home Spottet En verdensmand med slattent håndtryk

En verdensmand med slattent håndtryk

by Nicolai Klingenberg

Han har hele verden i sin hule hund. I hvert fald hvis du spørger ham selv. Men det er slet ikke nødvendigt at spørge for at se det. Med semi-rank ryg, et par hvide træd-i-sko (med let opadgående snude) og et flot hentehår (fra hans højre side mod venstre), indtager han verden. Og hvilken verden, det er!

Han har styr på trafikken, og han er ikke bleg for at bruge hornet – de andre er jo direkte idioter i trafikken. Heldigvis kan bilens musikanlæg med den dertilhørende compact disc med Scatman John (æret være hans minde!) altid få hans humør på rette kurs igen. Han har et handicap-skilt i forruden, som tillader ham at parkere hvor-som-helst – og kvit og frit. Skiltet fandt han på et kræmmermarked, og selvom han er ved sine fulde fem, så var skiltet jo til salg, og han slog til før alle andre. Først til mølle, som man siger. Og man kan jo trække lidt på det ene ben, når bilen er parkeret, og hvis nogen kigger skeptisk.

Og bilen har sørme også elektronisk trip-tæller. Og termometer.

Og bilen har sørme også elektronisk trip-tæller. Og termometer.

Han har altid et godt greb i dokumenttasken, som møjsommeligt bliver låst med den lille nøgle – der er nok af nysgerrige sjæle, som ikke skal rode i hans sager. Mobilos? Den ligger fast i højre jakkelomme, men samtalerne kører via Bluetooth, eftersom lillemor havde været flink til at kigge på ønskesedlen, da julen 2010 var lige på trapperne. I øvrigt var det samme år den gamle mobil måtte lade livet, da den ikke mestrede Bluetooth.

Jeps - den eksisterer den dag i dag, men fungerer ikke. Hvorfor den er gemt hos forældrene, skal jeg ikke kunne svare på, men det var til dette apparat, at David B ringede engang i midten af 90'erne.

Det var tider…

Når han sætter bilen i bakgear for at holde med snuden mod vejen ved hjemmet, giver han altid et lille kækt dyt – og når det er fredag, så bruger han det særlige horn, som spiller la kuka-kuka. Måske hedder melodien la cucaracha, men uanset hvad, så smiler lillemor så sødt, når det er fredag, og han giver et lille dyt. Idéen opstod, da han havde set sjove videoer på Youtube og pludselig faldt over en video med NETOP sådan et la kuka-kuka horn.

Se nu der! Sådan en flok amatører. For helvede. Eller for pokker i hvert fald. Nu skal han til møde – og det gælder liv eller død. Omtrent da. Han vil tilbyde sin kunnen som servicemand til virksomheden i Ledøje Smørum, som har hele seks store kopimaskiner af lidt ældre dato. Både han og virksomheden ved, at god kvalitet hører fortiden til. Derfor er han i sit es. Han ved, at han er blandt de få, der kan servicere disse apparaturer – og han ved, at der vil være respekt omkring hans kunnen. Han træder ind i kontoret og trækker et let duftspor efter sig af Kouros. Der kan jo være kvinder i firmaet, som kan have en lille, men dog anselig rolle, hvis der skulle blive spurgt til deres mening om ham – for hvad ved kvinder om teknik? Han ved dog, at kvinder har svært ved at modstå en mand med en duft, der er opkaldt efter en græsk mandestatue. Og i særdeleshed, hvis der lige bliver blinket til fruentimmeret i samme nu, som han passerer.

Kouros

Kouros

Han tager turen til 4.sal, hvor han sørme møder chefen selv! De giver hånd. Han gør sit bedste for at virke selvsikker. Og det har virket. Chefen er tilfreds med samtalen, men kan simpelthen ikke begribe, hvad det var den pudseløjerlige mand duftede af. Og hvad i al verden var det for et håndtryk? Det var som at trykke en fastelavnsbolle med remoncefyld. Men skidt pyt – de kopimaskiner skal jo serviceres de næste tre måneder, og når servicefakturaen kommer, er firmaet for længst erklæret konkurs.

Jeg tog den til fjerde

Det er på fjerde sal, der skal laves forretninger

Det har været en flot dag. Og så er det oven i købet fredag. Lillemor venter spændt derhjemme på at høre om mandens vigtige møde. Mon ikke hun kan fornemme, hvordan det er gået, når han giver et fredagsdyt? Så absolut.

My Pleasure kører non-fiktion på Facebook

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk