Home Jeppe Bentzen Vi kan kun nyde det forrykte, fordi det trygge venter derhjemme

Vi kan kun nyde det forrykte, fordi det trygge venter derhjemme

by Nicolai Klingenberg

Jeppe Bentzen har været ude at rejse. Det var en flot tur. Jeg kan også lide at rejse, men det skal på ingen måde handle om mig. Jeg overlader hermed ord (og fotos) til Jeppe, som har fotograferet og forfattet nedenstående. Det er god læsning.

Jeppe på rejse

Jeppe på rejse

Det, du læser nu, skulle egentlig have været en streetstyle af manden på gaden i Israel, magen til den fra New York, du måske har set. Jeg er for nylig hjemvendt efter en uge i Tel Aviv og Jerusalem. En tur, der for alvor satte mine tanker i gang. Tanker, der er for store til en neutral streetstyle, men som jeg har besluttet mig for at dele med dig her.

Jeppe drikker kaffe

Jeppe drikker kaffe

Når jeg rejser, prioriterer jeg destinationer, som jeg på forhånd ved vil udvide min horisont og udfordre mit syn på verden. Israel vækkede min nysgerrighed, til trods for konflikten og faren ved at være der . Turen blev en stor succes, og der var ingen problemer med noget som helst. Tel Aviv er skøn og bød på fantastisk falafel og humus. Jerusalem er det mest interessante sted, jeg nogensinde har besøgt. Selv for en ateistisk fyr som jeg, var det tydeligt, at der herskede noget spirituelt over den historiske by. Jeg kan bestemt anbefale at rejse dertil.

Interessen for at opleve verdens forskelligheder handler, for mig lige så meget om at revurdere mit syn på Danmark. Jeg tror på, at man er nødt til at have oplevet eller været tilstrækkeligt oplyst om alternativer, før man sagligt kan danne sig en holdning til hvad man har, og hvordan man mener at det bør være. Når det så er sagt, så har jeg jo ingen forstand på, hvad det vil sige at leve i et borgerkrigsramt land i Mellemøsten, fordi jeg har boet der i en uge. Det gik i særdeleshed op for mig, da jeg i løbet af ugen mødte to lokale herrer, der havde det tilfælles, at de begge har base i Israel, men har boet rundt omkring i verden – inklusiv København.

Jeppe spiser godt

Jeppe spiser godt

Uden for en iscafé i det hippe område Floretine mødte vi Benjamin og hans kæreste. Jeg ved ikke, om han hedder Benjamin, men det har jeg besluttet mig for at kalde ham. Han spurgte min rejsemakker og jeg, hvor vi kom fra. Til hans store glæde kom vi hele vejen fra København, og man kunne se hans øjne lyse op som Tivoli en decemberaften, da vi fortalte ham det. Det viste sig, at vores nye bekendte havde boet i vores hovedstad i to år. Det sad stærkt i hans erindring, selvom at han flyttede derfra for otte år siden. Vi endte med at tale med ham i en halv time. Han savnede Danmark frygteligt – også da han efterfølgende flyttede til New York. Han mindes danskernes afslappede tilgang til livet og hverdagen. Hele vores mindset var radikalt anderledes end alle andre steder, mente han. ”You guys walk around in the streets with a box of beer like it’s nothing. You never see that in New York nor in Israel”, som han sagde. Han mindes Amager Strandpark, Christiania, Fælledparken og Islands Brygge. På sin telefon viste han os et billede af en ukendt blond piges bare bryster, fotograferet i Fælledparken en sommer. Det billede var postet på Facebook – ikke af pornografiske årsager, men simpelthen af chok over, at pigen kunne finde på det. Vi blev enige om, at eksempler som dette formentlig kun finder sted, fordi vi i Danmark føler os trygge. Han var klar over det tårnhøje skattetryk, danskerne betaler, men den ordning ville han hellere end gerne tilslutte sig i bytte for tryghed, fri lægehjælp, skoler, færdigbyggede bygning og politi i gaderne.

Skæbnen ville, at vi nogle dage senere faldt i snak med en anden herre på en bænk uden for kaffebaren Purple Square (angiveligt den suverænt bedste kaffeoplevelse i Israel – bestemt et besøg værd). Dennes navn fik jeg heller ikke fat på, men nu må du selv bestemme, hvad han skal hedde. Han viste sig i hvert fald at være kaffeanmelder. I den forbindelse var han i en periode bosat i København, hvor han udforskede kaffemarkedet. ”I truly love Copenhagen.. Everyone so relaxed, friendly and down to earth. You are all so well dressed. Most of you guys care about the nice things like coffee, cloth, furniture and such”¦ Because you don’t have bigger concerns”.

Jeppe møder en mand med en vigtig T-shirt

Jeppe møder en mand med en vigtig T-shirt

Han ramte mig med den sidste kommentar. Vores hverdag er fyldt med bløde værdier og bekymringer, der er vand under broen, sammenlignet med menneskernes i eksempelvis Israel. Værdier, som i den kontekst er fuldstændig ligegyldige. Ikke at vi skal skamme os over det – hans pointe var netop, at han ville ønske, at det var ligesådan i Israel.

Begge møder blev afsluttet med, at de lokale herrer fortalte os, at vi ikke ved, hvor heldige vi er. Det gik op for mig, at det da kunne være en start; at være klar over det. Opmærksom på det. Vi ér virkelig privilegerede. Det er ikke fordi, jeg pludselig har set lyset, blot fordi jeg er en smule berejst, men det har bestemt sat nogle tanker i gang. Det er gået op for mig, hvorfor jeg er nysgerrig efter at opleve tilstande i verden, der ikke er lig min egen. Det er fordi jeg ved, at jeg inden længe sidder trygt derhjemme i andedammen.

Jeppe på marked

Jeppe på marked

Du kan se mere til Jeppe her

Og My Pleasure her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.