Det skulle vel ikke være tid til en ugekavalkade? Jo. For 258. gang (plus lidt mere, for der gik koks i nogle romertal for år tilbage), og vi er faktisk trådt ind i forårets sidste måned. Velkommen til 1. maj. Og et egoskud.
Vi fremviste vores søn og bød på et glas.
Ro på settet. Bare lige to sec. Okey-dokey.
Det har alle dage været en fordel at have et godt kort i portemonnæen.
Så for pokker. Hele familien skulle samles, eftersom Alexander fyldte år. De to yngste var også på pletten.
Omtrent sådan så det ud.
Det er tante Helle til højre, Amalie med det brede smil, mig med munden og fætter Anders med fingrene og iklædt et flot arvestykke
Rungsted Havn i høj sol. Eller. Ja, du ved.
Vi anede et parkour talent.
Der var besøg af fire ben med fønet hår.
Ak ja. Det blev den første dag i ugen.
Forlorne tænder og glasøje.
Husker du buffetmesterskabet fra sidste uge? De gik faktisk videre!
Flotte Anders havde været en tur i Paradisets Have, hvor han blev budt på et æble af en slange. Anders faldt i med begge ben. Og nu er resten historie. Pokkers. Og på med figenbladet.
“Nico! Der er en kunde, der har haft noget hjemmelavet saft med, som er helt øko. Vil du ikke smage?! Værsgo!”
Der er ikke noget som at kreere en lille skitse.
Det er rart at kunne holde sig semi-inde, når regnen siler ned. Det må den gerne holde op med. Nu.
Der blev til et stykke chokolade mere.
Zeth kom forbi for at blive fotograferet.
Nej, hvor fint!
Mod himlen, tak.
Kontorhunden.
Jeg handlede en lille fødselsdagsgave.
De så hinanden an.
Jeppe Bentzen kom forbi. Ja lige præcis – ham der skriver af og til herinde.
Der er altid liv og glade dag i biksen.
Hamrende god. Bum-tisj.
Vi runder af i afdelingen for lave siddemøbler.