Tivoli er åben! Også forlystelsesparken, og det er den, det på sin vis skal handle om i dag. Hvorfor nu det? Fordi jeg var på tur derinde med både søn og bedre halvdel. Vi fik luftet benene og barnevognen, vi blev nær blæst omkuld af et gospel ensemble, og så fik vi noget at spise. Maden blev indtaget på Price’s Diner i Tivoli – og det er dette sted, denne historie handler om.
Velkomst og vent-venligst skilt. Men se også lige det flotte skilt på taget…
Sikke et vejr – og sikke en herlig anledning til at spise under åben himmel. Vejret altså. Det var årets første rigtige sommeraften, selvom vi stadig befinder os i en forårsmåned. Det meste er sprunget ud, det er lysegrønt og himlen er var blå. Klokken var 18, og vi stoppede ved skiltet ved Price’s Diner i Tivoli. Således befalede skiltet og ganske kort tid efter, havde vi et bord til to med plads til “vognen” ved vor side.
Det er dansk (amerikansk) sommeridyl…
Jeg fik en pressemeddelse for et par uger siden, som omhandlede Adam og James’ nye satsning i Tivoli. Der var sågar invitation til pressemøde og bespisning i pressemeddelelsen, men jeg missede den kom-sammen, men nu er jeg her altså. Og jeg er spændt. Det er ikke fordi, vi mangler steder, der kan servere “børgers” i København eller i Tivoli, men i Tivoli er det lidt enten eller: Enten det dyre og fine hos Nimb – eller også det semi-fesne gadekøkken, hvor folk indtager maden stående og med plastikbestik. Sådan groft set. Jeg tænkte, at Price’s Diner i Tivoli er den gode mellemting: Her kan du sidde ved bord (inde eller ude), bestille godt og blandet fra konceptuelt, men velovervejet menukort og forvente gode råvarer.
Tivoli er som sagt lige åbnet, og det samme er restauranten, så man kan – med lidt god vilje – forvente lidt startvanskeligheder. Sådan lidt i stil med en sommerbil, der har været i vinterhi – den skal lige vågne, huske sine lyde og have gang i aksler og omdrejninger, før den leverer varen. Vi fik kvikt og venligt anvist et bord, og så gik tjeneren. Han var venlig, men glemte at komme med menukort, som han stod med i hænderne. Ingen fare. Vi får øjenkontakt, han beklager og kommer med menukortene.
Menuen
Vi bestiller to gange burger – for mit vekommende en baconburger og hertil en kærlig omgang dele-“fritter” og løgringe. Jeg er tørstig, så det bliver til et stort glas øl for mit vedkommende. Mens vi venter, har jeg observeret to selskaber på tre og seks personer, som har ventet ved skiltet uden at få kontakt til en tjener. Begge selskaber går igen efter noget ventetid, og det er drønærgerligt, at ingen ser dem, for der er pladser. Også uden for.
Vores drikkevarer kommer, vi skåler, gospel-kortet giver den en på glorien, og Tivoli er bare stedet at være lige nu. Bag os sidder der to par, som begge har bestilt mad, og som begge kan lide ketchup til deres side-orders. Der er dog kun ketchup hos det ene par, men det løser tjeneren ved at spørge ketchup-parret, om han må låne flasken, så det dipløse par kan få lidt Heinz-tomat. Således skifter flasken bord to gange. Det er tåbeligt. Der skal være ketchup på alle bordene i en diner. Og det er der heldigvis ved vores bord.
Fadbam… Nej. Et stort glas øl.
Nu kommer maden! Seks løgringe er det blevet til – og mange flere fritter. Det er helt fint med antallet af løgcirkler, for størrelsen er flot og smagen i øvrigt ditto. Crispy ydre og hjemmegjort efter min bedste overbevisning. Dyppelsen står i hvidløgets tegn – ikke aioli, men mindre kraftig smag af hvidløg. Fritterne er topsprøde, varme og smager langt mere af kartoffel end af mel. Det er skønt.
LFD (løg, fritter og drip)
Og nu til burgeren. Brødrene P slår sig på dansk kød fra Kildegaarden – jeg kender ikke denne gård, men jeg vil mene, at gården kan sit kød, for det smager aldeles glimrende. Bøffen er saftig, der er masser af smag, og man har på ingen måde været nærig med grisen: Talrige skiver knassprød bacon ligger ovenpå bøffen som et frækt stykke velsmag. Lidt løg, iceberg og diverse dressinger er det også blevet til – og alle disse elementer udgør et fint halleluja til gospel-koncerten.
Flot. Eller du ved – gode råvarer for langt størstedele af anretningen.
Der er dog et par skuffelser i burgeren. Tag for eksempel den tykke skive tomat. Den smager af ingenting. Overhovedet. Bollens ophav spørger jeg til: Er den hjemmelavet? Tjeneren svarer sødt, at hun ikke ved det, men vil vende retur med et svar, som dog udebliver. For bollen er i min bog en ommer. Den er for tør, og det vidner ankomsten om – den må være stødt på et eller andet hårdt, for der er røget et stykke af. Det ligger godt nok i kurven, men det siger lidt om, at konsistensen er lidt skæv – i hvert fald til min smag. Den minder om et kedeligt kuvertbrød, der smuldrer, når det bliver skåret igennem. Det er synd, når nu de andre råvarer er gode. Andre dele af bollen klæber sig til tænderne, så jeg er helt og aldeles på herrens bollemark, hvad angår konsistensen.
Burgeren. Og bollen – nu med kantslag.
Vi er nået til vejs ende. Vi takker af. Omend der har været startvanskeligheder med en svupser og en svipser, som for alt i verden bør forbedres, så kommer jeg gerne igen. Der er nemlig også en sektion med hotdogs, som fint kunne friste. Dem ser jeg nærmere på en anden gang.
Få en børger-brik på Facebook
