La Banchina – en anbefaling. Og en forelskelse.

Jeg er helt tosset med at tage på opdagelse på halv-hemmelige steder. Det er dog længe siden, at Refshaleøen og området omkring det gamle B&W var halvhemmeligt. Men jeg har netop været derude for at få en på opleveren. Og jeg skal lige love for, at jeg blev begejstret.

Velkommen til! Her hørmer af sjæl og atmosfære.

Mine første møder med B&W området ligger velsagtens en ti-femten år tilbage. Dengang var der øde. Virkelig øde. Og jeg kom der kun i bil. Var det mørkt, kunne jeg fint hitte på at låse dørene, for pludselig havnede man på en smal “vej”, hvor der holdt parkerede biler med skumle typer bag ruderne.

Det er her, der kokkereres, Småt, men godt. Og du flækker selv dine morgenboller.

I dag er det ganske anderledes, men den fantastiske ånd lever stadig derude, selvom øde er erstattet af klatrehal, yachtservice, kreative værksteder, start-ups, teaterhalløj og spisesteder. Og nu nærmer vi os. Jeg blev nemlig tippet om La Banchina af en ven. Jeg så, han havde postet “noget”, som jeg straks så nærmere på og efterfølgende spurgte ind til.

Idyl Simpelthen.

Først gik turen derud henved aften. Der var fulde huse. Eller fuldt skur om man vil. Der var kø til bestilling og ingen ledige borde, men blot synet gjorde, at min kæreste, min søn og jeg tog derud dagen efter. Hos La Banchina åbner nemlig klokken otte med let morgenspise, som man selv anretter. Herefter står den på let frokost, og om aftenen står den på let aftenspise.

Åha.

Vi kom om formiddagen. Der var høflig, men lettere afmålt betjening. Det hænger nok sammen med, at min nysgerrighed og de mange spørgsmålene heraf garanteret er blevet besvaret tæt på 1.170 gange (det er i hvert fald det antal tjek-ins stedet side har på Facebook).

Det står skrevet på træet.

Men hvad er det for en pudseløjerlig bygning? Og hvad betyder navnet? Navnet først. Det er italiano og betyder bådebro. Når du ser omgivelserne, giver det mening. Og det italienske lever også på “kortet” – blandt andet i form af økologisk Spritzer. Vinene skulle være ditto – i hvet fald øko – men dem kastede jeg mig ikke over, da klokken var 11 ved ankomst.

Slå dig ned. Bliv her. Så længe du vil.

Og så er der bygningen. Den har tidligere levet et liv som vagtbygning, når B&W sjakket mødte ind, eller når leverancer kom til eller forlod den enorme grund. Måske skulle arbejderne passere en vagt og identificere sig på vej ind – og hjem. Bygningen er i øvrigt opført i 1940 og rummer et areal på 30 kvadratmeter. Højden? Den er tre meter.

Det er derinde, det foregår. Og har foregået. Siden 1940.

Jeg kunne så fint tænke mig at få fortalt historier fra en af vagterne, der har siddet i bygningen år efter år, sommer efter sommer og vinter efter vinter. Havde de monstro nogensinde forestillet sig, at der i dette industrielle område skulle serveres økologisk vin? Eller at der ville ligge letpåklædte damer på bådebroen og sole sig? Og hvordan var det egentlig at være vagt på B&W?

Men hvad er konceptet så på Banchina? Simpel mad. Gode råvarer. Og gerne mest mulig øko. Men så sandelig også en sublim placering med en ditto udsigt. Den lille oase er i øvrigt ikke plaget af “loungemusik” eller anden musik, hvilket virkelig er en befrielse. Da min søn begyndte at hyle en smule, valgte vi da også at forlade stedet (der var gået små to timer, så alt var dækket af), for roen er en del af oplevelsen. I hvert fald om formiddagen. Om aftenen er der flere folk og mere vin, og så bliver det hele mere levende. Sådan skal det også være.

Når aftenen falder på, blusser disse sager op…

Men hvor spiser man? Ude på broen, naturligvis. Alternativt kan du sidde i læ under et halvtag eller under åben himmel ved et lang(bar)bord af en art. Der er dog også et par pladser inde i vagtstuen, og her skal man være kvik for at få en plads, hvis vejret er skidt.

Langbord. Uden tag.

Spisebord. Med overdækning!

Sommeren er forbi. Efteråret er i gang. Og hvad så nu med La Banchina? De bliver. Og selvom omsætningen måtte dale. Ikke på grund af manglende popularitet, men på grund af den naturlige begrænsning af udeserveringen, når hagl, byger eller lignende måtte finde vej til Refshaleøen. Der bliver stadig tale om aftenspisning på matriklen, men det kræver, at du booker bord. Den tid, den fornøjelse.

Midt i min store spørgelyst blev jeg spurgt af en gæst, om jeg var blogger. Det måtte jeg tilstå. Kvinden mente ikke, at jeg behøvede at skrive det, for så ville stedet jo ikke længere være hemmeligt. På sin vis kan jeg fint forstå hende, men når man har verdens bedste læsere, så fortjener disse også gode tips. Og ret beset har stedet været oppe at rulle siden april – og talrige, store medier har allerede været forbi. Jeg kom som rosinen i pølseenden. Men det er ikke sidste gang, jeg kommer derud.

Næste gang kunne jeg fint forestille mig, at der blev slupret kaffe indendøre. Mens regnen silede ned. Og det måtte gerne tordne. Allerede nu var der nemlig tændt levende lys, og det ville tage sig mindst lige så fint ud, hvis mit førnævnte vejrscenearie skulle blive aktuelt.

Kan du se det for dig…?

Vores bestilling var i øvrigt såre simpel. To boller med ost. Du smør dem selv – og smørret er økologisk. Osten høvler du selv. Og bollerne er hjemmebagte. Hertil? En glas iskaffe. Og en americano. Simpelt og fint.

Vores bestilling

Jeg kunne blive der ude i timevis. Og jeg er glad, for at vi snuppede en formiddag. Der herskede en helt særlig stemning, sjæl og idyl. Vi var selvsagt også heldige med vejret, men den svært patinerede bygning har bare “noget”, der ses så sjældent i København. Jeg er tosset med det.

Kender du en, der har passet “bommen” på B&W, så kontakt mig endelig!

My Pleasure flyder her