Myscandinaviantribe – gennemført familieidyl i øjenhøjde

Jeg bliver nemt rørt, og jeg kan garantere dig for, at denne her historie har rørt mig. Jeg har smilet, mens jeg har læst svarene til mine spørgsmål, jeg har drømt mig hen til den gård, hvor det hele udspiller sig, og så er jeg gennem imponeret over det valg, som de involverede parter i historien har truffet. Det ligner en blanding af Emil fra Lønneberg (i Norge), en lykkelig familie, idyl på allerhøjeste niveau, som selv den mest kreative film- eller reklamemand M/K ikke ville kunne matche at mestre en reproduktion af. Det er der heller ingen grund til, for Myscandinaviantribe er ægte.

Rikke – jeg faldt over en svært idylisk profil på Instagram, som tilhører dig. Men hvem er I egentlig?
– Sådan lidt kort og firkantet så er vi far Thomas. Han er en rigtig træmand (på den gode måde). Han har begge ben plantet solidt i jorden. Han er fornuftig, velovervejet og skide dygtig. Han elsker naturen og gammelt håndværk. Han er 33 år og arbejder som skovfoged.

Så er det mig. Mor Rikke. Jeg er den svævende og spontane. Jeg er den med alle de gode (læs: småtossede) ideer. Jeg er 32 år og arbejder som jordemoder – når ikke jeg lige går hjemme børnene.

Så er der selvfølgelig også alle ungerne: Alma (12) , Karl (9), Sofus (8), Edith (2) og Anker (9 måneder).

Og til slut alle dyrene som lige nu tæller en hund, en gris, en ko, to katte, to kaniner, tre geder, tre ænder, tre haner og et ukendt antal høns.

Vi er en familie, som er meget bevidste på at se mulighederne frem for begrænsningerne, når vi træffer valg i livet.

Vi bor i Norge. Så langt syd i Norge, som det går an, når man ønsker at bo lidt isoleret, men samtidig ikke vil have alt for langt til familien i Danmark. 

Skal du lave middag, så lav middag. Slå telefonen på flymodus, og lad være med at gå og tænke på, hvilke regninger der skal betales, og hvor mange mails der skal besvares, når børnene sover. Nyd din families selskab, brug sanserne, og nyd nuet.

Og hvad er jeres historie?
– Både Thomas jeg har sådan set altid drømt om at leve det liv vi lever lige nu. Et lidt isoleret liv  – langt ude på landet – på en gård med børn, med dyr og med naturen til alle sider, men at vi skulle være her i livet allerede nu var ikke lige i kortene.

For fire et halvt år siden var jeg lige blevet færdig som jordemoder. Efter mange år med studieliv var jeg SÅ klar til at komme i gang med at arbejde. På samme tid dukkede muligheden for at flytte til Norge op.

Det var en vanvittig hektisk periode med bachelorskrivning, flytning, nye jobs, nyt hjem, ny skole, nyt land. Alt sammen lige oven i hinanden. Men det var i grunden også ret fedt. Vi var helt høje på adrenalin i den periode, for alt gik så stærkt.

Mange mennesker omkring os syntes, det var fedt, at vi gjorde det, men der var mindst lige så mange andre, der syntes, at vi var tossede. Som vi så det, så var det ikke så farligt. Hvis det viste sig, at Norge ikke var, hvad vi drømte om, så kunne vi jo altid bare flytte hjem igen.

Det ville være et langt større sats at blive hjemme – så kunne vi en gang i fremtiden sidde der i vores trygge lille 60’er-villa i forstaden og ærgre os over, at vi ikke turde tage springet dengang, vi havde livet foran os.

Det var i store træk sådan vi tænkte. Og med det ræsonnement, var det ikke så vanskeligt at tage springet og flytte! 

Vi startede med at bo i et lejet hus helt ude ved kysten. I en stor nybygget villa med hjøt til loftet, fuldtidsjobs og en phillipinsk au-pair – som må siges at være lidt en kontrast til i dag. 

Efter cirka et halvt år i Norge var to ting gået op for os. For det første: At Norge er et fantastisk land, og det var her, vi ville blive. For det andet: Livet som udearbejdende forældre med småbørn var slet IKKE os.

Så begynde vi at lede efter gård. Det var jo i virkeligheden det, vi begge to drømte om, så det var jo bare at kaste sig ud i det. Vi brugte weekenderne på at køre hele Sydnorge tynd for at kiggede på smuk natur og forladte gårde.

Da vi fandt gården, vi bor på nu, var vi solgt. Bygningerne så gamle og forfaldne ud, men den 250 år gamle gård var fuld af sjæl og charme. Den havde en fantastisk beliggenhed, og under overfladen var den i god stand.

I marts 2014, halvandet år efter vi kom til Norge, flyttede vi ind på gården. Den havde stået ubeboet i årtier, og her var hverken indlagt vand eller toilet, da vi flyttede ind, men her var – og er stadig – en formidabel udsigt og et hav af muligheder.

Siden da, har vi brugt tiden på at istandsætte gården, oparbejde jorden, puste liv i de gamle bygninger og fylde det hele op med liv igen.

Vi er meget optaget af at gøre tingene på en måde – og i et tempo – hvor der er tid til at nyde livet og børnene, mens de er små. De er med os i alt. De er med, når vi sår om foråret, og når vi planter ud om sommeren. De er med, når der skal sættes kartofler, og når der skal laves hø. Når der skal malkes, fodres og slagtes. De er med i køkkenet, når der skal ostes, syltes og bages, og de er med på traktoren, når der skal laves brænde om vinteren.

Det er fantastisk at have mulighed for at bruge så meget tid sammen med sine børn.

Vi laver ost, yoghurt og smør. Vi samler æg, henter grønt i køkkenhaven og klør grisen bag øret. Aftensmaden bliver altid lavet fra bunden og bliver gerne sat over allerede om formiddagen.

Du er hjemmegående – hvad laver din mand?
– Thomas er arbejder som skovfoged. Og så er han far, bonde, tømrer, altmuligmand og så fremdeles. Han er den dygtigste og mest arbejdsomme mand, jeg nogensinde har mødt.

Jeg er kun hjemmegående, fordi jeg er på barsel. Egentlig er jeg jordemoder. Både Thomas og jeg nyder at være hjemme med ungerne. Så når Anker kan ”overleve” en hel dag uden amning, skal jeg tilbage på arbejde, og livet som hjemmegående deles ligeligt mellem mor og far.

Jeg kan forstå, at I er selvforsynende. Hvad kan I diske op med?
– Tja. Det afhænger lidt af årstiden. Lige nu kan vi vel diske op med lidt af det hele. Vi er løbende i gang med at tømme køkkenhaven. Der bliver lagret, fermenteret, henkogt, syltet, frosset og bagt, så vi kan komme igennem vinteren. Vi har slagtet julegrisen, skudt en elg og slagtet kyllinger. Vi har samlet svampe og bær i skoven og Rosa (koen) giver 10-12 liter mælk i døgnet. Det går til ost, smør, yoghurt og madlavning.

Så har vi i øvrigt også mohairgeder, som forsyner ungerne med stikketrøjer. Altså når ulden er vasket, spundet og stikket.

Vi kan IKKE selv lave korn, sukker, kaffe, chokolade, salt, peber, olie osv. Noget må vi altså købe.

Hvor øde bor I egentlig?
– Når man sammenligner med danske forhold, så bor vi ret så øde. Vi har godt nok kun  to en halv kilometer ind til en lille bygd med kiosk og skole, men der går kun 25 børn på skolen og vores lille købmand har ret begrænsede åbningstider. Men det er jo ikke så vigtig, når vi har de fleste ting selv. Vi har cirka 35 minutter til den nærmeste ”rigtige” butik –  altså sådan en a´la Netto. Og vi har cirka en time til en større by med indkøbscenter og sygehus. 

Har man travlt med en masse ting, som slet ikke giver mening for en selv, så vil travlheden føles som noget negativt, men hvis man har travlt med masse meningsfyldt indhold, så er det noget helt andet. Så er det slet ikke så tosset at have en masse ting for.

Og hvad går en typisk dag med?
– Sådan helt firkantet så har Thomas ansvaret for alt, som foregår ude, mens jeg har ansvaret for alt, som foregår inde.

Bortset fra en masse moderne goder som indlagt vand, køleskab, vaskemaskine med mere, så lever vi nok næsten, som en husmandsfamilie gjorde for 70-80 år siden.

Hver morgen står vi op tænder op i brændekomfuret (her kan godt være ret koldt om morgenen, for vinduerne i huset er over 100 år gamle og vi varmer huset op med brændeovne og brændekomfur), hvorefter vi bager et brød, fodrer dyrene og malker koen morgen og aften. Vi malker for hånd, for det er det nemmeste, når man kun har en ko.

Vi laver ost, yoghurt og smør. Vi samler æg, henter grønt i køkkenhaven og klør grisen bag øret. Aftensmaden bliver altid lavet fra bunden og bliver gerne sat over allerede om formiddagen.

Er der tid til overs bruger Thomas den i værkstedet. Der er altid noget, som skal vedligeholdes eller istandsættes. Jeg bruger tiden på at sy eller strikke.

Er der rigtig meget tid til overs, tager vi på vandretur med hele flokken af unger. Vi har fjeldet lige i baghaven, så det er bare at pakke tasken og tage vandrestøvlerne på.

Vi har ikke fjernsyn, eller iPads og vores børn har ingen telefoner. Men selvom vi har fravalgt en del teknologi her hjemme, så er det ikke fordi, vi er sådan nogle religiøse teknologifanatikere. Jeg ser store fordele i alt den viden og læring, som børnene kan finde på nettet. Dog vil jeg helst have at vores børn skal leve deres liv og lege deres lege i virkeligheden og ikke foran en skærm, så længe de er små.

Hvad med aftenerne?
– Vi prøver på at finde tid til at sidde ned og slappe af om aftenen. Det lykkes for det meste.
Rent konkret plejer jeg at sidde strikke lidt, inden jeg går i køkkenet og sætter et brød over (det brød vi bager om morgenen). Nogle dage laver jeg også smør. På en rigtig god dag sætter jeg mig ved spinderokken.

Thomas tilbringer en del aftner i værkstedet. Han er ret vild med at lave ting med økser og kniv. Han har snart en økse til et hvert formål…

Hvis han er inde, så sidder han ofte og læser om jagt, jordbrug, håndværk eller lignende.

Og så spiser vi chokolade!

Hvad savner du mest fra bylivet?
– At have mine venner tæt på.

Og mindst?
– Lugten, lyset om natten og larmen.

Hvad har jeres liv givet af mærkbare forskelle hidtil?
– Masser af livsglæde, fede oplevelser og nærvær

Hvad er planen herfra?
– Det er ikke en testperiode. Det er en livsstil, som vi har tænkt at fortsætte i mange år fremover, men om det er for evigt – det ved jeg ikke. Når børnene en gang bliver store, og der ikke er ”behov” for en mor og en far hjemme, så kan det være, at vi får lyst til helt andre ting. Måske vi skal rejse verden rundt, eller måske skal jeg ud og bruge min uddannelse et sted, hvor der virkelig er brug for den. Det ved kun fremtiden. I nuet er det denne her livsstil, der giver mening for os.

Slutteligt – et godt råd til folk, som føler sig ophængte og fortravlede?
– Det ved jeg ikke rigtig. Vi har jo om nogen en travl og ophængt livsstil. Er det fordi, du tænker at, det at have travlt og være ophængt, er noget negativt? For det synes jeg ikke nødvendigvis, at det er. At vi har noget vi skal – og gerne en hel del, så vi ikke bare ender med at sidde på sofaen og hænge med mobilen – Det er i virkeligeden både motiverende og energigivende.

Travlhed er vel næsten uundgåeligt i en børnefamilie i dag. Det, det handler om, er, hvad man har travlt med. Har man travlt med en masse ting, som slet ikke giver mening for en selv, så vil travlheden føles som noget negativt, men hvis man har travlt med masse meningsfyldt indhold, så er det noget helt andet. Så er det slet ikke så tosset at have en masse ting for.

Du kender det måske fra dig selv – nu du er blevet far. Man bliver  presset i hverdagen på måder man aldrig har oplevet før og alligevel har livet aldrig givet så meget mening som nu. – Har jeg ret?

Ellers handler det i bund og grund bare om at være nærværende i de ting, man foretager sig. Så kan man nemlig nyde livet, mens man lever det.

Skal du lave middag, så lav middag. Slå telefonen på flymodus, og lad være med at gå og tænke på, hvilke regninger der skal betales, og hvor mange mails der skal besvares, når børnene sover. Nyd din families selskab, brug sanserne, og nyd nuet. Gør det samme, når du skal putte din baby, gå i skoven med familien, tale med din kone eller”¦.

Følg Rikke og familien her