Familieliv med os som de voskne. Vi begynder med en let rodet morgen. Dernæst ud af døren. Uden stres og ud i solen. Snuse og dufte til foråret. Snakke. Og så tale lidt. Ikke gå for hurtigt. Vi går til gengæld mod byen for både at se og prøve cykler med lad og kasse, så vi kan komme fint gennem hverdagen på tre hjul.
Vi så også en due.
Vi får en bid mad på et marked i Kødbyen. Solen skinner stadig, og vi spankulerer videre til legepladsen, hvor vores søn næsten går. Jeg møder en veninde, som roser vore søn. Jeg er stolt. Af ham. Af dig. Og af os.
En dreng ved Siegfred begynder at græde. Jeg må oversætte for hans au pair, som ikke helt mestrer det danske sprog endnu, og jeg får ham trøstet og lover, at han ikke bløder. Så er han glad igen, og au-pairen når lige at lægge på, før opkaldet går igennem til faren.
Videre ud i verden. Vi skal lige mødes med et par venner. De skal have en datter, og jeg skal have en øl. Vi mødes på Sonny i solen. Vores søn vinker og aer en hund. Vi spenderer en time, jeg mærker det varme fortov og det gode liv. Vi går mod endnu en legeplads, og på vejen hilser en politimand på mig og roser min gøren og laden på My Pleasure. Det gør mig glad og stolt. Og min kone lige så. Jeg siger tak. Vi går videre. Det er snart aften, og straks før midnat ruller en partybus forbi vinduet og holder for rødt. Der bliver spillet Rollo og King “Ved du hvad hun sagde”.
Det har været en helt perfekt lørdag. Også selvom den fandt sted for over en uge siden og med base i vores gamle hjem. Det hele er godt. Og det bliver endnu bedre. Vi kan alt.
