Det er en stund siden, at depechen har hvilet på en mands tastatur, men i dag bliver det maskulint igen. Det er nemlig sådan, at Peter Gant har modtaget de herlige spørgsmål, hvorpå han har kvitteret med flotte svar.
Himmelfisk Marokko 2014
Peter – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Lige i øjeblikket arbejder jeg på at behandle min fotografiske skabertrang ordentligt. Der er mange romantiske forestillinger om, hvordan brændende passion er en uslukkelig kraft og består på trods af alt, men på mange måder er det jo ligesom med kærlighed: Hvis ikke man gør noget for den, negligerer og behandler den overfladisk, eller endnu værre – kvæler den ved at trække det igennem alt muligt lort – så dør den.
Den nye verden Osaka 2016
Hvordan vil du beskrive din fotografiske stil overfor en person, som står med ryggen til dine fotos?
– Melankolsk, magisk realistisk, beundrende, distanceret, dystert, men håbefuldt.. Hmm.. lidt klassisk?
Heian, Kyoto 2016
Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Jeg tror ikke, jeg blev klar over det, før jeg prøvede at lade være med det.
Men jeg begyndte også allerede, da jeg var omkring 16-17 år (jeg er født i 1990). Til tider har jeg virkelig været vanvittigt træt af det og følt, at det var begrænsende og døende og alt muligt andet. Jeg tog også et års pause på et tidspunkt, hvor jeg ikke rørte et kamera. Men det gjorde mig rastløs på en helt anden måde, hvilket jeg tror alle -med en afskygning af behov for kreativ udfoldelse – kender – så jeg begyndte at eksperimentere med, hvordan jeg så skulle arbejde med det.
Selvportræt Amsterdam 2009
Det er relativt lang tid siden nu, og jeg er stadig ikke helt sikker på, jeg har regnet det ud.
Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Jeg troede, jeg skulle til at blive spist af en stor, sur hund på Amagerfælled for nogle år siden. Den havde heldigvis en ejer med, men jeg ikke havde set ejeren, da klokken var omtrent tre om natten.
Hvilepuls Amagerfælled 2013
Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Manifestere de ting jeg føler, når jeg ser. Tror jeg … Som sagt har jeg ikke helt regnet det ud endnu, ha-ha! Lad os tage den igen om 10 år.
Mørkekammerprint Japan 2016
Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Når de får lov at være, hvad de har lyst til. Og når solen skinner – men det gælder egentlig for alle i min verden.
Sara Lindholm 2016
Hvad er den største fordel ved at være mand og fotografere kvinder?
– Absolut ingen så vidt jeg ved. I hvert fald ikke imens – når billederne skal ud, tror jeg til gengæld, der er en masse fordele, selvom det er helt fucked.
Mikoto Nara 2016
Men altså.. Det er ikke det, jeg har gjort mig allermest i, så jeg er sikkert ikke den bedste til at svare på det spørgsmål.
Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Nej, overhovedet ikke. Man skal til gengæld ville kommunikere et eller andet. Ligemeget om det kun er i forhold til en selv. Hvordan man fotograferer personligt begynder ret hurtigt at sige noget om, hvem man er, synes jeg.
Coexist Nordvest 2015
Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Når det føles som om, det er fra en anden verden. Eller ligger lige imellem.
Dune kid Tottori 2016
Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Det aner jeg faktisk ikke. Sade måske? Det ville være cool.
Foxy Vesterhavet 2016
Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Det, tror jeg, er meget forskelligt. Man kan prøve at skifte teknik. Opfinde dogmer. Noget jeg selv synes har været ret vigtigt var, at finde inspiration i noget andet end fotografi.
Personality disorder Nordhavn 2016
Hvor kan man se mere til dine fotos?
-På hjemmesiden www.pgant.dk og på Instragram
Pac Nørrebro 2013
Tre hurtige til Peter Gant:
Hvad byder din kommende sommer på?
– Et tre måneders ophold i Osaka!
Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– Jeg tager ikke rigtig billeder med min telefon til hverdag, så her er et billede fra Japan sidste efterår, hvor en ældre mand fodrede hjortene i Nara Park – historien går på, at en gud ankom til Nara i år 700-et-eller-andet; ridende på en hvid hjort og som resultat, har hjortene været betragtet som hellige de sidste 1300 år.
Fra telefonen
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Det kommer til at lyde sygt loner-agtigt det her, men jeg havde et praktik ophold i Japan sidste år, og efter en uges tid, inden jeg kendte nogen, ofrede jeg noget madbudget på, at spise lidt dyrt.
Jeg sad på en eller anden himmelhøj etage i Osakas Umeda kvarter med vinduesplads i en næsten tom restaurant – tjeneren havde intet at lave udover at servere for mig og et ældre par. Det betød til gengæld, at jeg havde nogen at snakke med hele aftenen – ikke at det var vanvittigt dybt eller følelsesladet. Men jeg husker det virkelig tydeligt.
Sådan noget inspirerer mig egentligt ret meget.
