Home Living Rummand.dk – en ny forretning til den boliginteresserede mand

Rummand.dk – en ny forretning til den boliginteresserede mand

by Nicolai Klingenberg

Jeg har let ved at blive begejstret over andres flid. I dag skal vi møde Steinar Stefansson, som kvittede den vanlige ni-til-sytten-trædemølle for i stedet at blive selvstændig. En ting tog den anden, der kom flere ombord, og i dag er Steinars projekt – Rummand.dk – online. Jeg sendte ham en række spørgsmål – og han svarede fyldestgørende. Læs hele molevitten her.

Sådan ser den nye . ud. Tillykke Steinar!

Steinar – du er en del af den nye platform, Rummand. Hvad er det, I kan?
Rummand er stedet for den moderne mand, som ønsker at indrette sig med et maskulint udtryk og en personlig stil. Kort sagt er Rummand Danmarks nye boligunivers for mænd.

Her finder du inspiration til den maskuline boligindretning, der er kendetegnet ved en minimalistisk og simpel indretning, hvor funktionalitet og komfort spiller en stor rolle. Vi er et inspirationssite, som sælger af produkter og designs fra førende, men også upcoming skandinaviske designere. Vi arbejder med udvalgte samarbejdspartnere, der lever op til vores krav til det visuelle udtryk, men der er selvsagt også lagt stor vægt på kvaliteten af produkterne.

En stor dele af varerne kan beskrives som “rå og industrielle”, så hos os kan man fint forvente materialer såsom stål, træ, læder og beton – og farverne er ofte i mørke og brunlige nuancer.

Det er og bliver maskulint

Hvordan og hvornår opstod idéen?
– Jeg har altid interesseret mig for godt og funktionelt design, og så er jeg vokset op i en arkitektfamilie, hvor diskussionerne sjældent faldt på fodbold og politik, men oftere på visuelle og æstetiske elementer i hverdagen. Nu er det efterhånden mange år siden, jeg flyttede hjemmefra og skulle indrette mit hjem for første gang, men det har altid været en udfordring at finde lækkert design, der er direkte “henvendt” til manden. Det er her, vi vil gøre en forskel med RUMMAND.

Efter at have besøgt et utal af fysiske samt online butikker, navigeret rundt på boligblogs og læst diverse boligmagasiner, for at finde inspiration, fik jeg den gode ide (synes jeg selv) at skabe et boligunivers, som var henvendt til dem, der måtte have hang til den maskuline boligindretning – lidt i stil med de forretninger, som har et fokus på for eksempel den nordiske stil.

Dernæst tog jeg springet og opsagde min stilling som Key Account Manager for en større dansk eksportvirksomhed og har det seneste år viet min tid til at skabe Rummand.dk.

The Robot – en CE godkendt lampe fra biksen

Der kan handles interiør og boligløjer på talrige sites, så hvorfor er der plads til jer?
– Der er plads til os, fordi vi differentierer os væsentligt fra vores konkurrenter. Vi kommer ikke til at konkurrere på +10.000 varenumre, dag til dag levering, pastelfarver i overflod eller nipsting og plaider i lange baner.

Vi har skabt Rummand  til mandens adfærd og stil, så vi arbejder med udvalgte produkter, der skaber overskuelighed for vores besøgende. Dernæst vil vi løbende inspirere via blogindlæg, som er skrevet til vores målgruppe – og så har vi altså en webshop, som er enkel at navigere rundt i.

Grundstenene og idéen er baseret på masser af research omkring præferencer og købsadfærd hos netop mænd.

Råt. Og maskulint.

Og hvem er I, der står bag?
Efter at have arbejdet fuldtid med Rummand i godt seks måneder, kunne jeg godt se, at det var en opgave, jeg ikke kunne løfte alene, så jagten gik ind på partnere, som kunne hjælpe – og som kunne dele min vision. Valget faldt på Victor fra TPMarketing. Victor er en ung og knalddygtig fyr til webudvikling og alt, der foregår online. Han sidder med den daglige online drift og skal løbende analysere, udvikle og optimere, så sitet altid fremstår som mandens foretrukne boligsite.

På det strategiske og analyserende har vi Kevin, der er iværksætter helt ind i sjælen. Han driver Friday Group og ved, hvad det vil sige at sætte skub i en ny virksomhed. Sidst, men ikke mindst, har vi Daniel, som er den mere eksekverende og strategiske type. Daniel har de seneste syv år været administrerende direktør for gazellevirksomheden Danwi A/S. Han skal hjælpe med at skabe en lang række processer, som kommer vores kunder tilgode.

Kontor-tid.

I har rumsteret og analyseret en del data omkring mænds købsvaner, når det kommer til køb af boligrelaterede produkter. Hvad har overrasket jer mest?
– Mænd shopper bolig og interiør, men de gør det primært online! Mænd står kun for 17 % af den totale omsætning indenfor bolig- og interiørmarkedet, men ser vi isoleret på onlinehandel, genererer manden 50 % af omsætningen. Det kom alligevel bag på mig, hvor stor en forskel, der er tale om.

Hvis vi ser på tendenserne over en periode på de seneste 15-20 år, har der også været en utrolig udvikling – manden er vitterligt rykket ind i hjemmet og begyndt at bestemme. Tidligere havde manden kontoret, det var hans sted og her besluttede han alt – også omkring indretning. Efterfølgende overtog manden køkkenet – her har tendensen de seneste 10 år været, at vi både kokkerer, men også (ofte) bestemmer, hvordan køkkenet skal indrettes, og så har vi jo også en lille fetisch for køkkenmaskiner…

Nu er mandens ret og ønske til at bestemme rykket videre til resten af hjemmet – der er – lidt firkantet fortalt – kommet et oprør mod pastelfarver og nipsting, planter i overflod og ligegyldige elementer uden funktionalitet.

Plads til flasker. Eller planter.

Mænd har også en helt anden beslutningsproces ved køb. Vi bliver inspireret, når vi ser noget æstetisk og kan se, hvordan det skaber personlig værdi og på baggrund af det, handler vi. Der er ikke langt mellem tanke og handling, men der skal mere til, før at mandens interesse bliver vækket. 

Samtidig ønsker vi – mændene – at tage beslutninger med det samme. Om loungestolen skal være Stillehavsblå eller Altanterhavsblå er ikke noget, der fylder hos manden – vi vil handle og ikke shoppe.

Rummand er i luften nu. Hvorfor skal man(d) besøge siden?
– Er du træt af pastelfarver, nipsting, puder og plaider? Hvis du kan svare ja, så skal du besøge Rummand. Vi er skabt til manden, som ønsker at tage beslutninger, handle (modsat shoppe) og skabe sig et personligt hjem med et maskulint udtryk. Du skal besøge vores site for at finde inspiration blandt udvalgte produkter, som er designet med funktion, kvalitet og æstetik som værende de vigtigste elementer. Du skal besøge os, fordi vi sammen kan skabe et sted for mænd, og hvor du kan være med til at skabe retning for fremtiden – både for Rummand som platform, men også fordi du skal ha’ medbestemmelse i dit eget hjem…

Og hvordan er det med kundeservice?
– God kundeservice er alfa og omega for os – og mænd generelt. Vi indfører derfor noget helt nyt i branchen: Exceptionel kundeservice uden åbningstider – men altid åbent! 

Det betyder, at du kan ringe til vores kundeservice, når behovet er der – altså både i weekenderne og alle aftener i løbet af ugen. Vi ved, at mænd ikke har mest tid mellem 10.00 og 18.00, hvorfor vi altid vil være ved telefonen. Har vi – mod forventning – ikke mulighed for at svare, så ligger man en besked, og vi ringer tilbage hurtigst muligt.

Spisestue-inspiration

Vi tror på, at glæden opstår, når virkeligheden overstiger forventningerne.

Hvordan ville en kort beskrivelse af Rummands stil eller DNA lyde?
– Rummand er kendetegnet ved et bredt og fladt produktsortiment og er en inspirationskilde, som passer til den maskuline boligindretning. En platform, som er gennemsyret af enkelthed, og skræddersyet efter mandens ønsker. Vi er under evig udvikling for at blive endnu bedre.

Vi er stedet, hvor god kundeservice og gennemsigtighed er i højsædet, og hvor vi altid vil gå den ekstra mil for at hjælpe vores kunder. 

Hvilke tre produkter, kunne du selv finde på at købe?
– Personligt er jeg tosset med produkterne fra The Oak Men – deres æstetiske og maskuline tilgang til lækre designs af træ, synes jeg er inspirerende, så deres opslagstavle af massiv, sort metal er æstetisk og funktionel. Du kan skrive med kridt og bruge de fem tilhørerende ege-magneter på tavlen.

Tavlen…

NICHBA DESIGN laver fede og lækre produkter i stål, og deres sorte væghængte skrivebord i 6 millimeter pulverlakeret aluminium har en funktionel og minimalistisk stil, som passer perfekt ind på mit kontor.

På den ene væg…

Og på den anden

DECK sidebord i sort/marmor og teak fra OX Denmarq som barbord – synes jeg – er et fantastisk æstetisk møbel, som fungerer perfekt til mandens ”Must-have” hjemmebar.

Bar-bordet

Hvordan ser I gerne, at sitet udvikler sig?
– Vi vil være under konstant udvikling, hvorfor der løbende vil blive bygget på med relevante samarbejdspartnere, og vi vil kontinuerligt arbejde med inspirationsartikler.

Vi ser gerne, at folk benytter Rummand som et inspirationsmedie – og som et sted, hvor de kan finde totalløsninger, som de kan forestille sig i deres eget hjem, og hvor de nemt og enkelt kan bestille en ”plug and play” løsning. Derfor synes vi også, at man bør tilmelde sig vores nyhedsbrev på Rummand.dk – vi lover, at vi ikke vil bombardere dig med tilbud og ugentlige opdateringer, men kun sende relevant – og interessant – indhold.

Slutteligt – må kvinder gerne kigge (og købe) med?
– Vi vil utrolig gerne have, at kvinderne også følger med og bruger Rummand. Vi tror på, at der er plads til et boligunivers for mænd, men det er bestemt ikke forbeholdt mænd.

Oakmen-miljø

Tre hurtige til Steinar Stefansson:

Hvad byder resten af dit forår på rent privat?
– Jeg skal bruge nogle dage på Northside Festival, nyde foråret med familien og gode venner, grille på terrassen og ellers bare nyde de lange lyse aftener. Så har vi desuden en barnedåb den 21. maj, så der bliver huset fyldt med godt selskab, og vi har bestilt en super hyggelig kok, som kommer og laver lækker mad til os.

Må vi se et hverdagsfoto fra din telefon og høre lidt om det?
– Hverdagsfotoet er af min datter Sofia, som kom til verden i januar måned samt hunden Ronja. De er allerede rigtig gode veninder, og sammen med min kæreste fylder de utrolig meget i min hverdag. 

Fra telefonen

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Lige inden Sofia kom til verden, var vi på en kærestetur med vores vennepar Morten og Line til Reykjavik, hvor vi besøgte den fantastiske Restaurant Dill. Det er en restaurant, som gør en dyd ud af at bruge lokale råvarer og omfavne de islandske traditioner…. Fantastisk oplevelse på en ditto restaurant, som netop har fået deres første Michelin stjerne.

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.