Bedst som det var fredag, blev det pludselig søndag. Midt i mellem disse var det lørdag, og sådan går uge efter uge. Omend opskriften på de syv dage altid er ens, så er indholdet det ikke. I denne omgang skal vi omkring Tyskland, 1. sal, Julio Iglesias, 1977 og meget andet fint. Først et par nyudklækkede verdensryttere.
Af og til bliver det akavet, når jeg hiver kameraet frem. Gudskelov var det ikke sådan på fotoet herunder. Overhovedet.
Vores søn er utrolig glad for dyr. I særdeles hunde. Af og til går glæden begge veje.
Vi er ved at være på plads, og det er vi mægtig glade for.
Festen var gået godt. Om nogen havde kørt baglæns ned af et gelænder melder historien dog ikke noget om.
Hjemmesyltet pynt i øvrigt.
Det blev mandag formiddag.
Me va. Me va.
De færreste er klar over, at Jeppe har et lykke-skab, som han altid har med sig. René forsøger at mærke lykken i kontorstol, som kan rulle, men siddemøblet synes ikke helt at have bragt lykke. Endnu.
“Kast lige anker!”
Proportionsforvirring.
“Det er da den der plantekasse, der sidder på en væg i City?” Nemlig.
Anno 1977.
Kvaliteten bliver aldrig helt den samme, når kameraet vendes om.
Berner er ældre, end jeg er. Det kan man ikke se.
“Hvem er ham idioten, der fotograferer os..?”
Af og til tager det tid at lave video…
Så er det jo fint, at man kan nyde omgivelserne så længe.
Turen til Tyskland havde et formål.
Vi kom hjem igen. Og spiste med Mikkel.
Vi kiggede på vinduer.
Således blev søndagen skudt i gang med en retrospektiv aktivitet. Glem ikke at nyde nuet, mens du glædes over fortiden og ser frem til morgendagen. Hold dig flot, sund og rask. Også mentalt.