Det lakker mod enden af oktober måned. Så småt. Det drysser vældigt fra træerne, og de mørke timer bliver flere. Sindet? Det er lyst. Gudskelov. Og nu er det søndag, og ugen der gik tid. Vi begynder med sommerhusidyl og en lille finger, der viser vejen frem. Jeg kommer også med en undskyldning.
Det er ikke alle luksuriøse genstande, der sælger sig selv i en ruf.
Himmel, hav og buskads.
Jeg fandt telelinsen frem og spottede et yndigt væsen i trætoppen.
Jeg var nede med skrald, og jeg havde en kop kaffe med. På vejen op snublede jeg på trappen og fik sjasket en ikke uanselig portion kaffe ned i Kenneths motionsfodtøj. Jeg fik fjernet det meste og sat dem til tørre.
Vi skulle til middag og medbragte en dessert. Den kunne jeg ikke tage æren for. Men jeg mæskede mig gevaldigt.
“Øh, ved du hvad tid, de åbner dørene til fidget-spinner-bonanza…?”. Nej.
Sikkerhed er vejen frem. Eller. Nå. Her kommer lidt aflåst asfalt.
Ikke det knivskarpeste foto, men flot ur. Med ikke korrekt indstillet dato. Men skidt pyt.
“Anders, hvad i al verden foregår der under bordet…?”
Der sker ting og sager hos Dahlman. Må det gå dem overordentlig vel!
Jeg rendte på Karlshøj – jeg troede han var i færd med at udskrive parkeringsbøder, men i virkeligheden fik en en breaking news meddelelse.
Vi bænkedes os. I stole. Det var en flot aften. Og lasagne.
Miraklernes tid er overhovedet ikke forbi!
Nyheden om de nye lokaler spreder sig med lynets hast.
Charlottenlund Stationsplads er et sandt tilløbsstykke udi rare mennesker.
Jeg tog i mørkekammeret.
Og blev hentet flot på vejen mod en middag i København.
Det var Bille og jeg, der skulle ud at spise.
Mere blev det ikke til. Du skal dog kun sove omtrent syv gange, før der er flere socialrealistiske fotografier på det elektroniske tapet. I mellemtiden kan du se frem til en række andre fine skrivelser.