Home Depeche Mathilde Vesterherup om kanstens-kebab, et dårligt kamera og bedstemor

Mathilde Vesterherup om kanstens-kebab, et dårligt kamera og bedstemor

by Nicolai Klingenberg

Vi skal træffe Mathilde Vesterherup, som er kommet til Sjælland. Med sig har hun blandt andet et kamera, fra hvilket vi skal se fotografier fra i denne skrivelse. Læs med – det er særdeles rar og interessant læsning.

Mathilde – hvad roder du med rent fotografisk for tiden?
– Jeg arbejder med at lave nogle portrætserier lige nu, og så har jeg et par ufærdige projekter, jeg skal igang med. Jeg har ikke rigtig nogle faste planer, alt mit fotoarbejde er ret spontant.

Hvordan vil du beskrive din fotografiske  stil overfor en person, som står med ryggen til dine fotos?
– Melankolske, men æstetiske øjeblikke. Mere ved jeg ikke, men du er velkommen til at vende dig om, måske er du uenig, så kan vi snakke lidt om det. Jeg vil hellere høre din mening, end at høre min egen.

Hvordan blev du i sin tid klar over, at du ville beskæftige dig med fotografering?
– Jeg var cirka 13 år. Når jeg var ked af det, så gik jeg en tur med det dårligste digitalkamera i hele verden, hvilket jeg var bedøvende ligeglad med. Jeg fangede bare øjeblikke med det lille kamera, gik hjem, og så dem igennem og fik det pludseligt meget bedre. Den gåtur var nu fortid. Så jeg skulle nok blive glad igen, bare i fremtiden. Lige pludselig en dag, så var jeg bare fotograf. Jeg var ikke klar over, at det var det, jeg ville lave, før jeg ikke følte, at jeg havde et valg mere.

Et mindeværdigt øjeblik fra en fotooptagelse?
– Den 20. december 2015, fik jeg besøg af Mina Fagerlund. Mina spiller violin, og i den periode var jeg ret optaget af at fotografere lyd. Vi faldt hurtigt i snak og fandt ud af, at vi var meget ens af sind – det var faktisk næsten uhyggeligt, så ens vi var. Vi gik en lille tur og besluttede os for, at vi ville fotografere foran en sø. Hun stod klar, jeg tog kameraet op. Hun begyndte at spille. Lyden af lyd, der rammer den kolde december kulde, var så storslået og unik, at jeg ikke kunne andet end at tage kameraet ned igen. Jeg begyndte at filme hende med min mobil istedet, for jeg vidste, at det her øjeblik, var værd at miste et par gode skud med kameraet på. Folk der var i nærheden stoppede også op, så over på Mina, og var måske ligesom mig, ramt.

Det var første gang, af hvad jeg kan huske, at jeg har hørt musik så tæt på og endda ude i naturen. At så lille et menneske, kunne lave så stor en lyd, det havde jeg ikke regnet med. Billedet herfra, kommer aldrig i nærheden af den følelse, det var at være der, men det er stadigvæk et af mine yndlingsbilleder, fra et af mine yndlingsminder som fotograf.

Hvad vil du gerne med dine fotos?
– Lave min egen verden. En verden jeg gerne vil se. Jeg vil gerne eksistere i tidsløse portrætter af mennesker, jeg har mødt. Så jeg håber, at folk, der ser på mine billeder, både ser hvor fantastiske og unikke mennesker er. Jeg fotograferer ting, jeg drømmer, og sætter mennesker på ting jeg tænker. Derfor kommer jeg heller ikke udenom min interesse for den mere eventyrlige genre, og den tror jeg oftere, at folk kan se sig selv i. For hvem har ikke ønsket sig et andet sted hen i ny og næ? Drømt en drøm, man græder af at have vågnet fra? Hvem øsnker ikke, at man nogle gange bare kan hoppe ind i en anden verden og leve et andet liv – bare lige for en stund? Det gør jeg ihvertfald. Ikke ofte. Men det sker.

Hvornår er kvinder efter din mening smukkest?
– Når de ikke prøver at være smukke. Det er ikke nødvendigvis, når de har eller ikke har make-up på. Det rigtige eller det forkerte tøj. Følger mængden eller er fisken, der svømmer mod strømmen. Men bare de der øjeblikke, hvor man glemmer at tænke. Jeg spurgte min kæreste om, hvornår kvinder er smukkest, for hvad ved jeg egentlig om det? Jeg er jo selv kvinde. Så min kærestes svar på dette spørgsmål er:

“Mathilde, du er smukkest om morgenen, for når du slår øjnene op for første gang, ligner du en, der ikke ved, hvor du er…”

Kvinder prøver måske oftere end mænd at se ud på en måde, der passer ind. Så svaret er kort: Når man ikke prøver. Når du glemmer, hvor du er. Så er du smukkest. Det gælder vel både for mænd og kvinder.

Hvad er den største fordel ved at være kvinde og fotografere kvinder?
– Fordel… eller forskel? Fordel er måske tilliden? Men hvorfor skulle mænd ikke også kunne opnå det? Forskellen er, at jeg kan snakke kvinde-snak med dem, men det er jo ikke det, de er her for. Du er hverken mand eller kvinde, du er fotograf, vis det. De er her for at lave billeder, skabe noget, der ikke var der før. Du skal ikke fotografere folk, hvis du ikke kan se objektivt, når du ser igennem dit kamera. Som fotograf er det ikke mit job at dømme. Det er ikke mit job at vide bedre. Det er mit job er at vise mennesket foran mig, at de kan stole på mig. Der er ikke noget der er pinligt, noget der er forkert. Der er ikke noget man ikke må eller skal.

Skal man være lidt af en lurer for at blive en god fotograf?
– Nej, tværtimod synes jeg. Det kommer vel an på, hvad man laver indenfor fotografiet, men jeg har længe oplevet, af mine billeder bliver bedst, når jeg er alt andet end en lurer. Jeg stiller spørgsmål, tager fat i folk, siger “hvem er du?”, viser interesse og lærer dem at kende. Jeg elsker at møde mennesker – for jeg tror, at jeg lærer noget hver gang, jeg fotografere et nyt ansigt.

Hvis du lurer, så antager du. Du opdigter, finder på, og gætter.

Det gør vi vel alle – men for mig er det bedste portrætter jeg har taget, af dem der gav mig lov til at lære dem at kende.

Og hvornår er et foto rigtig godt i din verden?
– Når jeg ser på et billede og lige stopper op for at definere den følelse, jeg får. Så er et billede godt. For hvis det kan få folk til at stoppe op, så kan det noget, der er værd lige at tænke lidt over.

Hvilken kvinde ville du helst fotografere og hvorfor?
– Min bedstemor, Else. Hun rørte mange mennesker blot ved at være menneske. Det kender jeg ikke andre, der kan. Jeg nåede at fotografere hende, inden hun rejste herfra i november 2017. Det er sørgeligt, at jeg aldrig kan fange hendes sjæl igen, så I kan se mere til den, men jeg nåede det, og det må vi nøjes med. Se hende lige – er det ikke fantastisk, at der findes et billede af hende?

Hvad kan man gøre som amatør for lige at peppe sine fotografier op?
– Du læser, du øver, du ser på andre, og du tager imod kritik, som var det fredags bland-selv-slik.

Hvis du ikke kan distancere dig fra dit arbejde, så bliver du aldrig bedre.

Det er vigtigt, at man som ny fotograf forstår, at der aldrig er noget galt med de ideer, man har. Det er udførelsen, der skal læres. Dine ideer bliver aldrig hverken dårlige eller gode, for det bestemmer du ikke altid selv; det gør beskueren. Har du en idé, du gerne vil udføre? Så bliv god nok til at gøre det, du skal kravle før du kan gå. Det tager tid, men hvis du har mod på det, så skal det nok komme.

Hvor kan man se mere til dine fotos?
– Det kan du blandt andet på min Instagram, og på min Facebook-side Mathilde Photography. Du må også gerne komme forbi til en kop kaffe, så kan vi bladre mine billeder igennem og få os en snak om alt og ingenting.

Tre hurtige til Mathilde Vesterherup: 

Hvad byder resten af dit efterår på rent privat?
– Jeg er lige startet op som selvstændig fotograf, så jeg skal sætte mig ind i en masse kedelige ting, det gider I slet ikke høre om. Derudover skal jeg arbejde – regningerne betaler jo desværre ikke sig selv, så nogle gange må man lade kunstnerrollen være lidt på hylden og tage sig af livet.

Selvportræt

Det gode ved det er heldigvis, at når man tager en pause fra at være voksen, så mærker man kærligheden til fotografiet endnu mere.

Må vi se et hverdagsfotografi fra din telefon og høre lidt om det?
– Kæresten og vores vovse Oscar. Mine to yndlingsdrenge er blevet gode venner, selvom hunden i starten havde lidt svært ved at acceptere, den nye mand i mit liv.

Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Jeg er lige flyttet til Helsingør, jeg kommer fra Jylland, det seneste sted jeg har boet er Århus.

Jeg valgte at holde min 24-års fødselsdag for de nye mennesker, jeg har mødt herovre, hvilket endte i en bytur, hvor jeg bare opførte mig som en på 18. Det endte med, at jeg klokken 7 om morgenen sad på en kantsten og spiste kebab med min nye veninde Julie. Vi var fulde på den der irriterende fnisende måde, men ihh altså, hvor er det dog fantastisk, at man som næsten-voksen kan få en ny veninde, man på så kort tid holder så meget af. Sjælland er faktisk ikke så slemt alligevel.

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk