Vor ferie lakker mod enden, og allerede før det faktum blev en realitet, erfarede jeg, at der var mindre lyd ude – både om morgenen og om aftenen. Med lyd mener jeg fuglesang og mere specifikt solsortens sang. Jeg lagde også mærke til det sidste år, og siden da har tankerne om den forsvundne sang rumsteret i bøtten på mig.
Der er den – solsorten. For 100 år siden var den ganske menneskesky, men som tiden er gået, er fuglen blevet mere dristig, hvorfor den ny findes i villakvarterer
Jeg mener også, at det var sidste år, at jeg læste en bog, hvori forfatteren beskrev et af de spæde varsler om efterårets komme som solsortens aftagende sang. Jeg husker ikke bog eller forfatter, men linjerne satte sig i mig. Jeg har det med at få drysset en smule melankoli over tilværelsen, når efteråret nærmer sig. Det er dog ikke på den depressive, men mere nostalgiske vis: De lyse timer bliver færre, udetid bliver til indetid, sommerminderne sætter sig – og jeg begynder at glæde mig til de mørkere dage, hvor klichéen om simregryder og stearinlys skal blive realiseres.
Vi snupper en solsort, som er optaget i Ballerup i 2011.
Jeg er også begyndt at tænke på julen, men det skal jeg nok holde for mig selv. Jeg ved, du synes, det er for tidligt. Men det er sundt at glæde sig.
Solsorten går under navnet Turdus merula på latin, og er et fornøjeligt navn at sige – derfor er overskriften navngivet, som den er.
En solsort i Sverige
Lyt efter solsorten – den synger på sidste vers, men straks er det forår påny, og så synger den igen.
My-Pleasure.dk på Facebook
