Klarlund Expo 2018 – indenfor murene
I fredags blev Christian 4.’s nydelige handelsbygning, Børsen, endnu engang indtaget af udefrakommende i forbindelse med Klarlund Expo 2018. Jeg – og et par tusinde andre – var forbi over weekenden, og her skal vi omkring en stemningsreportage fra det flotte kom-sammen.

Fri bane forud – velkommen til Klarlund Expo 2018
Jeg tror, at den første gang, jeg var med til Klarlund Expo var i 2012 og det var på omtrent samme tid som nu. Og i år må have været det bedste komsammen – for mit vedkommende – til dato. Ret skal dog også være ret – jeg løb ind i virkelig mange rare mennesker, som jeg ikke har set længe: Pressefolk, ur-tilhængere, urmagere og venner. Plus det løse. Tiden fløj mildest talt afsted, og der var rift om de kyndige ved standene, men det skal hverken holde mig eller kameraet på afstand.

Vi begynder i foyeren med et tredobbelt wristshot…

Og lidt i glasset…

Og nå ja – svært limiteret Vacheron Constantin med håndmalet urskive…
Umiddelbart er det nemt at forestille sig, at Klarlund Expo 2018 tiltrækker flest mænd – og det er da også sandt, men der var talrige kvinder til stede – det skyldes både, at det kan være rart at have sin bedre halvdel med, så hun kan se, hvad det hele handler om, når en ur-begejstret ytrer sig, men jeg har ydermere erfaret, at flere og flere kvinder begejstres ved ure – og der handles både nyt og brugt af kvinderne. Men Klarlund er også smykker – egne og udefrakommende – og det rygterne lød, at det var muligt selv at forsøge sig med en omgang slib af ædelsten. Vi stikker straks ind i afdelingen for smykker, gode udskænkninger og vintage-ure…

Den bagerste del af udstillingen
Chaumet var også til stede i år – sidste gang havde de en gevaldig flot tiara med, som jeg fik prøvet (det kan genopleves i denne artikel), men i år var det kejserinde Joséphines smykkesæt fra omkring 1809, der var fremvist. Prisen? Uvurderlig.

Chaumet havde været i gemmerne.

Montre-godter
Måtte du have misset nogle af de ædle stene og ditto metaller, kan du være ganske sikker på, at du kan tage jagten op hos Klarlund i indre by, hvis nogen måtte have gjort sig fortjent til noget sådant.

Blandt rober og smykker
Vintage-departementet var igen i år i høj kurs, og udvalget af fremviste sager var vokset siden sidst. Flere mærker var kommet til (blandt andet den oprindelige Skin Diver fra Longines), men selvsagt også ældre Rolex-modeller med masser af indbygget historie og årligt stigende priser.

“Den kunne jeg godt tænke mig…” Det kunne jeg også.

Godt og gammelt
Nå. Vi skal videre i teksten og udstillingen, for at besøge en ny gæst. Buben&Zorweg er dem, der kan opfylde dine hedeste drømme, når det kommer til opbevaring af ure – tomme tykke opbevaringsbokse med indbyggede watch winders, lys og læder er en del af ingredienslisten til “skabene”. Har du særlige ønsker, laver Buben&Zorweg hjertens gerne noget fra bunden.

En mindre variant fra Buben&Zorweg

*Klik*

To til højre og fire til venstre…
Omend jeg vender tilbage med flere “ur-skud”, så vil jeg lige trække dig med over til Omega, som havde noget af en sværvægter i montren. Den kom ud. Og der er tale om et ur til godt over 400.000 kroner. Det er lavet af platin, har mekanisk-automatisk urværk og en diameter på 41 millimeter. Urskiven er lavet af malakit, som er et grønt, kobberholdigt mineral. Leder du efter formlen, så mindes jeg, at den lyder Cu2(OH)2CO3

Med platin på armen kommer man angiveligt også hurtigere ned på 300 meter vand.

Platin fra Omega tilsat urskive af malakit
Ikke mere kemi. Modellen fås også med urskive af lapis lazuli, som er endnu mere kostbar. Begge modeller er som sådan ikke limiterede, men de produceres i en begrænset mængde. Du kan i øvrigt godt forvente, at den bærende arm kan strække sig en anelse eller vokse lidt qua den høje vægt..

Vorherre til søhest.

Og på sned.
Ganske nær Omegas stand finder vi Rolex, og her var det muligt at få det vel nok mest efterspurgte nye Rolex GMT Master II på håndleddet, for dernæst at drømme. Ventetiden? Længere end en lægeuddannelse. Og listen er vist lukket. Fair nok. Vi begynder på afstand.

Den gyldne afdeling
Der er den. Det er da også nydeligt, men i næste artikel, vil jeg diske op med nogle ganske fine alternativer fra samme hus.

Jubilee for en flot lænke. Og ur.
Jeg strækker benene. Spadserer rundt. Hilser på flere og får lige peget kameraet mod Rolex’ søster, Tudor. Det er ikke hende til venstre dog, men hvis du kunne lide ovenstående Rolex model, så kan du forhøre dig om Tudor Black Bay GMT, som smager lidt af det samme.

Tudor-standen
Den model ser i øvrigt ud som herunder.

GMT og Pepsi-look, men anden lænke. I know. Listeprisen er også en anden: 28.440 kroner – Rolex koster 65.700 kroner (listepris – det dobbelte på “brugtmarkedet”).
Vi er ved at være ved vejs ende. Vi har faktisk været her længere, end vi må. Men det er så hyggeligt. Jeg får en kop skrub-af-kaffe hos de søde Nespresso piger og siger tak for i år.

Med et lille skævt mælk, tak.
Ganske snartligt vender jeg tilbage med et kig på nogle af de mange ure, der var til “udstilling”. I år var der flere ord og fotos i reportagen end sidst, men jeg håber, du har været med til vejs ende. Vi runder af med en af dem, der kan sit håndværk.

Screw it.
Indtil den næste artikel om Klarlund Expo 2018 rammer forsiden, kan du finde mange flere ur-artikler på My-Pleasure.dk her
Her er Facebook