Jaeger-LeCoultre Master Ultra Thin Moon Enamel
Er du i markedet for et slankt ur med rene linjer og håndlavede detaljer? Alle tiders. I så fald kunne det nye Jaeger-LeCoultre Master Ultra Thin Moon Enamel være noget, du skulle se nærmere på. Navnet er langt – men uret er elegant. Det er den korte dom.

Oh my (Jaeger-LeCoultre Master Ultra Thin Moon Enamel)….
Omend jeg endnu ikke kender forudbestillingerne, så er det væsentligt at nævne, at uret er limiteret. 100 eksemplarer. That is it. Det er muligt, at andre huse med hang til ostefremstillende CEOs også gør sig i limiterede løjer, men i det tilfælde har vi typisk med helt andre cifre at gøre. Og størrelser.
Nå. Det er ydermere væsentligt at fremhæve, at urkassen er lavet af hvidguld – om det er 14 eller 18 melder historien dog ikke noget om, men tidligere modeller fra samme serie af guld har været af 18 karat. Diameteren er på på klædelige 39 dressy millimeter, og højden på uret tillader, at du kan tage slim-fit manchetterne på: 10,04 millimeter er alt, hvad højden rager op.

Slim-fit – tykkelsen er på sølle 10,04 millimeter
Uret hører til i Master Ultra Thin serien, som har eksisteret i to årtier, og i dette tilfælde er uret ekviperet med et mekanisk urværk med automatisk optræk, som kan holde sig kørende uden din hjælp i 70 timer. Motoren (værket) kan i øvrigt betragtes gennem glasbagkassen.

Bagside med glas og hvidguld
Har du haft for vane at skele til Jaeger-LeCoultre og Master Ultra Thin serien, vil du måske kunne se, at der er kommet et nyt design på timemarkørerne. Viserne peger i øvrigt mod urskivens centrum.

Voila!
Er du til et ældre Jaeger-LeCoultre? Så læs denne historie
En tidsrejse med et 55 år gammelt guld ur fra Jaeger-LeCoultre E.386
Og når nu vi har fat i urskiven, så nyd lige den smukke, blå emaljeskive, der ydermere er guillocheret. Både emalje- og guillocheringsarbejdet er ældgamle dyder, der siges at være på vej retur. Hos Jaeger-LeCoultre har man en fast stab siddende til det sirlige arbejde – og selvom de to håndværksgrene har været ude i en tid, genetablerede man i 1996 et departement, der kunne varetage de krævende tjanser. Det hele foregår under benævnelsen Métiers Rares.

Tag den Jørgen Clevin (hvil i fred og ingen disrespekt i øvrigt)
Nuvel. Du kan både se på uret og læse af navnet, at der også findes en månefase. Denne er i selskab med en datoangivelse og begge komplikationer er placeret ved 6-markeringen.
Der er flere ure på My-Pleasure.dk her