Nimb Bar’n’Grill – udenbys velmagt på en grå tirsdag

En aften i sædet hos Nimb Bar’n’Grill

Har du hørt tale om Nimb Bar’n’Grill? Restauranten har eksisteret siden 2011, og nu er der nyt at rapportere fra matriklen, for de to thailandske kokke Nan K. Kortaisong og Thanyakarn Phureephatthakul er kommet til “grillen” – og de to kompetente kvinder har en fortid med michelinstjerner i kokkeærmerne fra Kiin Kiin. Jeg var inviteret til middag af Nimb, men før vi sætter os til bords, skal vi et smut i Nimb Bar. Der er netop lagt brænde i pejsen, som kom du bare med.

Det er tirsdag aften, og jeg har min ven Anders med mig. Vi bliver anvist til et par komfortable lænestole foran pejsen – og selvom vi begge har ramt 40 år, bliver vi ikke tildelt hverken slumretæpper eller fodskamler. Til gengæld kommer Nimbs barmanager Antonio Saldanha de Oliveira fluks til os med et kort – og lidt historie.

Ultimo denne måned løftes sløret nemlig for et et spritnyt cocktailkort, som vi skal smage lidt godt fra. Inspirationen? Den stammer fra de regioner, hvor dele af Tour de France fandt sted i 1909 – det er nemlig året, hvor Nimb blev en realitet (og nogle af de originale lysekroner er stadig at finde her i baren). Man har taget udgangspunkt i forskellige smagskendetegn fra nogle af de franske regioner, hvor det velkendte pedal-løb finder sted.

Ambitionerne er høje som alperne – og ingredienslisten er alenlang. Du kan fint forvente et smags-eldorado, og selvom jeg sjældent drikker cocktails, så er det en fornøjelse at får serveret noget, man – eller i hvert fald – jeg ikke selv ville kunne shake sammen på hjemmematriklen. Jeg må i særdeleshed fremhæve aperitiffen, som var flot skruet sammen af Geranium Gin, lidt mynte, cremant, lidt rabarber og en omgang likør af kastanje.

Min anden servering er på ren spiritus, og jeg frygtede, at sagen ville være en lettere kradsbørstig laban, men passionen for en velkomponeret cocktail skinner igenne: Den er afbalanceret og velfungerende uden nogen afstikkere i særlige retninger. Og så er den langt mere maskulin end Anders’ damedrink.

Anders og jeg taler om tilværelsen – både før og nu. Vi er landet overordentlig godt – både i lænestolene og i livet. Trods bump på vejen, for den slags møder vi jo alle. Men ikke på en aften som i aften. Endnu et sæt cocktails kommer til bordet, og varmen i kinderne skyldes primært pejsen.

Tiden går. Maven rumler let. Vi skal sige tak til baren og ned i resturanten. I bund og grund er de ganske flot, at man kan begynde på en Nimb etage og dernæst fortsætte til en anden – både som hotelgæst, motionsafhængig eller middagsgæst. Vi er sidstnævnte og står nu i Nimb Bar’n’Grill.

Omgivelserne har ændret sig en smule siden sidst, jeg var her. Det er nogle år siden – og få dage den daværende middag, kom vores søn til verden. Syv uger før tid. Uden relation til spiseoplevelsen naturligvis. Det asiatiske islæt på menukortet har også smittet af på indretningen, som er langt mindre rå og væsentlig mere hyggelig.

Nå. Vi møder Kenneth. Han er vores tjener og særdeles velvidende vinorakel for i aften. Hvis jeg var chef for matriklen, ville jeg være ovenud stolt af at have sådan en medarbejder. Kenneth er trods sin forholdsvis unge alder virkelig vidende om vin – og han sammensætter aftenens vine til vores spise. Det er rart at blive guidet således. Virkelig.

Vi begynder med velkomst snacks i form af kartoffel-gulerods chips med tapioka og skovsyre mayo. En fjerlet chip, som knaser nok så fint. Og sørme, om der ikke er Deutz Rosé i glasset.

Fluks videre til Gillardeau-østers – en klassisk frisk spise, som har en nip fra Asien i form af grøn chili og hvidløgsspirer, som i min bog ikke er klassisk, men til gengæld velfungerende – og tro mod det nye koncept. Den ene tager den anden – og så ruller vi ellers videre med  forårsruller med krabbe, friske urter og sesamcreme samt jomfruhummer med yam creme og koriander. Jøsses hvor de kan. Jeg ville egentlig vældig gerne have smagt en bao, men jomfruhummerne fristede – og vandt sågar over hummeren på “valglisten”. En vinderforret blev en lige kamp mellem østers og jomfruhummerne…

Kenneth kommer igen. Og han skænker på livet løs – bevares, det er elegant, men der er så mange muligheder. Vi får en sødere hvidvin til jomfruhummerne, mens en federe hvid kommer til rullerne. Men Kenneth kan mere – også for dig. Hvis du ønsker at vende op og ned på rødvin til dit og hvidvin til dat, så matcher han hellere end gerne – det kan jo være en rodet affære at eksperimentere derhjemme, så lad en fagmand imponere dig, hvis du har lyst til noget “utraditionelt”.

Vi snupper lige et spyd. Faktisk tre. Et med kammuslinger og wasabi, et med tigerrejer og et med dansk blæksprutte med hvidløg. Jeg kårer utvivlsomt kammuslingen som vinderen – den er lynstegt, uden stegeskorpe og aldeles frisk i sig selv, men også grundet wasabien, der giver dig en let mundlussing, så du ikke fortaber dig i ren nydelse. Vi får øl til spydene –  specialbryg, som er brygget i anledningen af Tivolis 175 års jubilæum (anno 2018). Og der er flere af den slags på vej – blandt andet en espresso stout fra Japan med bønnesmag og koffein, som skulle udmærke sig til ribs, fortæller Kenenth. men ribs må blive en anden gang.

Nu skal vi nemlig et smut til Amerika. Kødet er nemlig next up, og vi tager højde for kød-fy-fy: Vi vælger den mindste servering, som onde tunger vil kalde en lady steak. Den er en grillet ribeye på 300 gram. Twisten? Blandt andet et par semistærke patron-peberfrugter, men også de to af de tre sides: Pak choi kål med sesam og soja. Det skal også nævnes at kvinderne i køkkenet har tilsat steaken en forårsløgsolie, som har taget turen gennem en thermomixer og dernæst er blevet blendet. Side nummer to? Stegte svampe med østersauce og cashewnødder – og den tredje er klassiske fritter.

Ah ja – sauce. Vi smager to – den klassiske bearnaise, som er flot på smørdelen og moderat på syre og estragon. Jeg kan godt lide rigeligt at både syre og estragon, men jeg står ikke i køkkenet, og så bevæger jeg mig sjældent ud i egen bearnaise. Der var dog dengang, hvor jeg oplevede at min bearna… Nå. Den anekdote har jeg ævlet om for mange gange i privat regi.

Glacen er – sjovt nok – kraftig og med både marv, oksefond og rødvin. Skalotteløg? Det skal hun. Og løgene er også med i glacen. Det er intenst, kraftigt og alle tiders. Kødet ligeså – de 300 gram kan gøre det vanskeligt at gå medium-rare qua tykkelsen på bøffen, men vi er der praktisk talt. Det er perfekt.

To gange rødvin til maden. Bare lige smage du ved. Den New Zealandske pinot noir vinder i både Anders’ og mit smagsrepetoire, omend Kenneth selv er til malbec-løjerne fra Argentina.

Jeg må sunde mig. Her sidder vi i et intimt rum, mens trafiklyssene bipper straks uden for døren alt imens A-busser og regionaltoge suser mod talrige destinationer på den anden side af vejen. Man hverken hører eller ser dem, men jeg ved, de er der. Vi har fødderne på velduftende trægulve, vasker hænder i Meraki sæbe og tørrer hænderne i trekantsfoldede frottéservietter på water closetet.

Det er tid til dessert, men vi må stoppe, mens vi kan. Vi er lige ved at overveje den først ønskede bao, men det vil ikke klæde os.Jeg kigger på vores bord, som ligner enhver glasspillers hede drøm. Vi er mætte. Glade. Lettere opløftede sågar. Det skyldes vort eget selskab til dels, men i særdeleshed aftenen som totaloplevelse.

En gæst ringer en omgang roomservice ind fra Nimb Bar’n’Grill, mens vi takker af og drager mod egne hoveddøre. Tænk sig, at en vanlig tirsdag også kan være således.

Der er mere spiseligt på My-Pleaure.dk her

Facebook mediet findes her