Omega De Ville Trésor – se rød ud for en femmer
Er du mand nok til et ur med en rød rem og en rød emalje urskive? Så kunne det nye Omega De Ville Trésor nemt være noget for dig. Du skal i øvrigt selv trække uret op, men betragt det som en herlig og semi-rituel fornøjelse…

Det er denne røde laban, vi skal se på i dag. Men bare vent til du ser bagsiden!
Omega Trésor serien alt andet end ny – jeg mindes, at den har været i spil siden 1940’erne, men i hvert fald fra 1950’erne, eftersom jeg havde et nydeligt ur fra den periode. Her var guldet i spil – og det manuelle optræk lige så. Se bare her.

Omega Trésor fra medio 50’erne
Nu skriver vi så 2019, og i det nye Omega De Ville Trésor har man også skævet til guldet. Man bruger stadig 18 karat – og så er størrelsen vokset betydeligt. 40 milliemter måler den nye special edition, og man kan på sin vis sige, at den størrelse gør uret mere maskulint. Den røde emalje-urskive og den dittofarvede rem ville angiveligt være for feminint, hvis datidens Trésor-diameter på rundt regnet 33, 34 eller 35 millimeter var i spil.

Slanke visere og timemarkeringer – af guld.
Det nydeligste ved uret? Mit svar er bagsiden af uret, hvor Omega har monteret en jubilæumsmedaljon af guld (18 karat) og tilsat en svært nydelig gravering. Graveringsmønstret stammer i øvrigt fra nogle ældre Omega-urværker, der blev produceret til amerikanske marked.

Det er altså nydeligt!
Nå. Du blev bekendt med det faktum, at du selv skal trække det nye Omega De Ville Trésor op. Jeg tror faktisk, at det faktum gjorde, at jeg skilte mig af med min egen variant fra 50’erne. Har jeg fortrudt? Lidt.
Omend jeg ikke begejstres dagligt ved at trække et ur op, så er der noget særligt ved at udføre seancen. Særligt når optrækket glider som smurt.
Det vil også tilfældet her i 2019, hvor værket i øvrigt er Omegas eget Master Chronometer Calibre 8929. Det ser ud, som herunder.

Værket, der virker – og tåler omgang med magneter
Har du for vane at opholde dig i nærheden af – eller rumstere med – magnestiske elementer, så kan du roligt spænde uret på dit håndled, da det tåler 15.000 gauss. Og så er power reserven på 72 timer eller tre dage.

Lad det bare ligge i tre dage, hvis du vil…
Referencen på uret hedder 435.53.40.21.11.001, og du skal til en af Omegas egne butikker for at erhverve dig uret – og få oplyst prisen. Vi har – endnu ikke – nogen Omega butikker i Danmark, men forhør dig eventuelt hos en af de 12 danske dygtige forhandlere.