Home Ure Panerai Luminor Marina – to nye modeller går til stålet

Panerai Luminor Marina – to nye modeller går til stålet

by Nicolai Klingenberg

To nye Panerai Luminor Marina

Jeg har ejet to Panerai-ure i mit liv. Begge har skiftet håndled, og jeg savner dem ikke. Jeg er dog blevet fascineret over husets kunne fra tid til anden, men ikke i en høj nok grad til, at jeg har handlet mit tredje. Tror jeg, det kommer til at ske? Nej. Ikke lige nu. Noget siger mig også, at mærket har haft det bedre – og efterspørgslen ditto. Kan det ændre sig? Muligvis…

Panerai Luminor Marina PAM977

Dagens ur: Panerai Luminor Marina PAM978 (og PAM 977)

Men altså – jeg er tilhænger af at publicere nyheder, så derfor skal det her handle om to nye modeller: PAM00977 og PAM00978. Forskellen på de to? Størrelsen. 77’eren måler 42 millimeter og 78’eren måler 44 millimeter. Er tiden for de store ure ved at løbe ud? For mit vedkommende ja. Jeg trives sjældent med mere end 40 millimeter, og dermed er jeg mere eller mindre afskrevet fra Panerai. Og Audemars Piguet Royal Oak Offshore. Og Hublot Big Bang. Der er selvsagt undtagelser, hvor urene hylder en fortid, hvor størrelsen var væsentlig – pilot-ure a la IWC Big Pilot. Men jeg er ikke pilot.

Panerai Luminor Marina PAM977 – 42 millimeter

Panerai Luminor Marina PAM978

Panerai Luminor Marina PAM978 og to millimeter større. Det er ikke lige til at se, men det kan mærkes, hvis du skal dykke dybt…

Nå. De to nye Panerai Luminor Marina modeller har også fået en ny sølvfarvet urskive, som mig bekendt ikke har al verden med brandets fortid at gøre, men måske har de gjort sig nok i denne og derfor sadler om.

Modellerne kommer ydermere med stållænke med påmonteret butterflyspænde, og det er ikke hverdagskost hos brandet. Jeg tvivler ydermere på, at puristerne vil bryde sig gevaldigt godt om de to nye modeller, men jeg kunne forestille mig, at man fra Panerais side måske er på jagt efter et nyt publikum.

Panerai Luminor Marina

Kan – og bør – foldes sammen…

Der er kun 100 euros prisforskel på de to modeller – du får de 42 millimeter for 8.200 euro, mens de 44 millimeter koster 8.300 euro og begge tikkeværker havner således lige under 62.000 kroner.

Panerai Luminor Marina PAM978

All right – det er ikke helt tosset på en mørk baggrund, hvor den sølvfarvede skivede træder flot frem

Værkerne? Man har for længst lagt “vi køber værkerne hos andre”-mentaliteten på hylden, og dermed er begge urværker udviklet og samlet hos Panerai selv. Det er muligt, at en tidsvisning og datoangivelse er alt andet end avanceret urmageri, men du skal vide, at du som flittigt rejsende eller jævnligt eksperimenterende  i sommer- vintertidsindstilling vil kunne glæde dig over, at urets minutviser ikke stopper, når du stiller på uret. En lille finesse, der er værd at nævne – uret har i øvrigt også en gang reserve på tre dage (jeps 72 timer).

Panerai Luminor Marina PAM977

“Se, vi har selv lavet det hele”, sagde de hos Panerai

Vil du høre noget tosset her til sidst? Det lille Panerai Luminor Marina PAM00977 tåler 100 meter vand, mens storebroderen tåler 300 meter vand. Jeg tvivler på, at du nogensinde kommer ned på nogen af de dybder, men sikke en forskel. Til gengæld kan jeg godt lide, den blå sekundviser på begge modeller – flere af Panerais modeller med tourbillon har en blå prik på urskiven, som sladrer om urets komplikation, men det er en anden saga.

Panerai Luminor Marina PAM977

En lille, blå detalje…

Der er mange flere ur-historier på My-Pleasure.dk her

Nå ja – Facebook er her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk