Bo Møller Andersen – genistreger og skabertrang
For omtrent 15 år siden traf jeg Bo Møller Andersen på en presserejse i Mexico. Han var en alle tiders rejsekammerat, og jeg blev aldeles fascineret af hans måde at bruge ord på. Jeg mindes også, at han havde en skæv hjerne og en ditto humor, og selvom jeg ikke har haft al verden med Bo at gøre siden, så har vi skrevet sammen af og til. Bo har ydermere fået et gok på tuden med et brilleetui af en dansk kendis, men det er en helt anden historie. Tag godt imod Bo og hans kunst!
Bo – kan du ikke fortælle lidt om, hvad du er for en starut?
– Bo Møller Andersen, 50 år, uddannet journalist med 24 års erfaring fra trykte medier. Nu skriver jeg ikke længere (for penge), men fråder som altid i min inderste lidenskab: at tegne og male. Bom.
Er det ikke fantastisk? Det synes jeg – og det er en af Bo Møller Andersens seneste kreationer
Du er ferm med en pen, synes jeg – hvornår fandt du ud af, du kunne tegne?
– Da jeg var en knægt der på Frederiksberg i skyggen af Codanhus, så jeg et tv-program om at lave sine egne tegnefilm og begyndte umiddelbart derefter at skrible nogle figurer frem, man kunne putte ind i et univers. Jeg manglede noget at lave, efter jeg var røget i slåskamp med Brian Hamann, bissen fra gården, og ikke turde komme dernede længere. Tidligere havde jeg samlet på pelshaler, mønter, tændstikæsker, dolke, sten, Anders And-blade og badges, men tegning overtog meget hurtigt hele drengeværelset. Pengene, jeg tjente på at gå med reklamer, røg direkte ned i næsten nyåbnede Fantask og til Tegnecenteret på St. Kongensgade, hvor jeg købte et hvidt tegnebord, som kunne skråtstilles.
Mere dystert – bemærk også parret under markisen.
Eksperimenterede hurtigt med tusch – og brugte snart AL min tid efter skole ved tegnebordet, mens jeg optog det bedste fra Hej P3 på min ghettoblaster, og drak Coca-Cola 0,35 med metalskruelåg. Købte al litteratur på markedet og lærte mig perspektiv, kalligrafi, teknikker og værdien af en gammel tandbørste dyppet i hvid, når man skal lave stjerner. Studerede Manara, Moebius, Corben, Franquin og alle de andre tegneserielegender intenst. Og dyrkede airbrush lidt senere. Og akryl. Og kridt og kul og grafit og spray og akvarel og gouache og autolak og tusser og olie. Olie er et fantastisk medie, du kan arbejde med i månedsvis, fordi den aldrig tørrer. Du bliver til gengæld aldrig færdig, synes jeg. Jeg er rundet af tegning, så jeg foretrækker ofte akryl, som tørrer stenhårdt op efter et kvarter.
At tegne og male har været min bedste ven og bedre halvdel altid. Jeg har kysset piger og uddannet mig, reproduceret og fået blender, men under det hele har der altid ligget et stykke papir og en filtpen.
Og hvad har du brugt det til gennem tiden?
– At blive lykkelig og tjene penge. Da jeg var 15, havde jeg en kæreste, som gjorde rent i Danske Banks Personaleforenings lokaler. En dag tog jeg med hende på arbejde og lavede en tegning på deres whiteboard. De kontaktede mig et par dage senere, fordi de havde set min tegning, og jeg blev fast illustrator i deres magasin i flere år. I dag leverer jeg den ugentlige rebus i SE og HØR, Gæt en kendt. Gennem årene har jeg tegnet for en masse blade og firmaer.
Mere kulørt
Jeg dyrker ubevidst altid lys og skygge i min omverden. Og måden, vådt stof falder på. Og nuancen af grøn i de underste blade på et stort egetræ, eller hvordan en hestehale hopper, når en kvinde løber. Jeg elsker kabler og komplicerede el-installationer i det offentlige rum eller højlys på en forkromet kaffemaskine. Hvis du ikke registrerer den slags i din daglige færden, kan du aldrig genskabe det på et lærred. Skygger ligger nederst, højlys ligger øverst. At tegne er at se.
Hvis jeg siger Krasnapolsky og U-Matic og BMA1989, hvad siger du så?
– Jeg arbejdede på UMatic og hang ud på Kras i 80/90’erne. De bedste sidegadedigtere havde begået selvmord eller sad på Floss med DAD og Sandmen. Jeg lavede plakater til UMatic om events og koncerter. Og drak til p-pris og mødte nogle fantastiske mennesker og legendarisk smukke og fucked up kvinder, som nu er gamle på Facebook, som jeg selv, men stadig utroligt smukke og ikke så fucked up længere. På nær et par stykker.
Red.: Det skal nævnes, at UMatic var et legendarisk diskotek i en gammel cykelkælder i Vestergade, og Krasnapolsky var den legendariske café ovenpå, hvor firserpunkere og digtere og alle os andre hang ud langt ind i halvfemserne. Hvis du altså ikke vidste det. Med tak til Bo.
Umatic anno firserne
All right. I dag driver du BMArammer&kunst – hvordan opstod den idé?
– Jeg mistede mit job som journalist, fordi ingen læser blade længere, og så åbnede jeg min egen butik i Vendersgade med salg af billedkunst og indramning. Købte stor kunstsamling og fuldendt indramningsværksted af alkoholiseret kommunist med blærecancer.
Fra den tidligere forretning
Butikken måtte jeg så lukke igen på grund af en gevaldig huslejestigning. Nu forsørger jeg mine børn ved et andet arbejde, som er meget langt fra billedkunst, men meget interessant.
Masser af ansigter. Og en hund.
Du lader til at være lidt dorsk med dine domæner – hvor kan man se mere til dine værker?
– Nåh ja, jeg skal se at få genåbnet mit site, så jeg kan være på, på, på hele tiden altid. Der ligger en masse på noget, der hedder Facebook. Eller kig forbi matriklen og få en kop kaffe. Bor ved Nørreport.
Et skaberrum
Hvad går typisk gennem dit hoved, når du laver kunst?
– At sætte mig med en filtpen og et stykke papir er det bedste, jeg ved. Så sker der ikke andet i mit hovede end det. Netop dér. Ikke som tunnelsyn eller dyb koncentration, nærmest som abstraktion og liflig frembringen af noget, som ikke var der før.
Eksplosivt
Det begynder i min sofa foran fjerneren, hvor jeg altid har papir og penne indenfor rækkevidde. Doodles og ren afkobling, fordi jeg kan lide det og ikke kan lade være. Bevæge hånden over den hvide flade og afsætte en kontrolleret streg.
Pludselig er der et hjørne eller en detalje, som fungerer og vil noget mere. Det hedder inspiration, og det er en dejlig følelse. I Guds nærvær.
En karismatisk mand
Derfra kan det blive til hvadsomhelst fra ingenting i papirkurven, hvis det ikke var pænt nok alligevel, til et oliemaleri på to gange halvanden meter mange måneder senere.
Gennem års gentagelse er afstanden mellem stregerne på papiret og billedet i mit hovede blevet mindre. Når jeg en dag får frembragt lige præcis, hvad jeg ser for mit indre øje, dør jeg nok.
Indtil da drejer det sig om at få noget, jeg har lavet, og som jeg kan lide, til at se så godt ud som muligt gennem en masse arbejde, og hele processen er rendyrket meditation.
Man kan jo også tegne bogstaver, som kaldes at skrive.
Et univers
Vil du noget med dine værker?
– Jeg har ingen mission overhovedet. Jeg kan bare lide at male og tegne. At der så er et gennemgående træk af et eller andet i mine værker må tilskrives, at de er lavet af mig. Hader at sælge og skulle af med noget, jeg har lavet, selvom jeg har brug for pengene og elsker, at der er en efterspørgsel, som oven i købet er stigende. Øv.
Mere kulørt
Hvordan vil du beskrive din kunsteriske stil for en, der ikke står foran dine værker?
– Romantisk sci/fi gælder for en del af malerierne. En ikke-eksisterende genre.
Det meste har et element af noget, som ikke passer, i et givent univers.
Jeg har ofte følt mig fremmedgjort i en verden af folk, som ikke forstår mig. Jeg har ofte – bevidst og ubevidst – tilstræbt at tilføre noget særdeles upassende til noget, der fremstår fint og korrekt udefra. Også som journalist. Som billedkunstner føler jeg mig som Gud, som får ting til at ske på mine egne præmisser.
Sci-fi og farver
Det hele er mine drømmebilleder. Absout harmoni og skønmaleri eller forvreden rædsel. Og gerne noget, man kan forsvinde ind i som tilskuer.
Du laver både sort/hvide værker og kulørte, og stilen synes at være ganske forskellig. Har du to sider i dig, eller hvordan skal det forstås?
– Jeg er ret kompromisløs. Nuancer har jeg lært. Og jeg synes, en grisaille er meget smuk. Kan godt lide grafik. Det sort/hvide stammer fra sort-pen-på-et-hvidt-papir, jeg begyndte med. Down to basics. Farverne er LSD. Det er superfedt at smøre juveler af tyk, olieret pigment på grundet kanvas, kan jeg love dig. Farver, som eksploderer i dine øjne.
Ud i rummet
All right – hvor kan man handle dine værker, og hvad koster de fra?
– Man kan ringe 21667211. De koster forskelligt. Fra 700 og op. Aj, 750. Rammer jo også ind. Kig forbi.
Slutteligt – hvornår mener du, at noget kan kategoriseres som kunst?
– Når det rører noget i dig som tilskuer. Kunst er aldrig ligegyldig. Den vil tages stilling til. Det kan jeg godt lide.
En slags Snøvs måske?
Tre hurtige til Bo Møller Andersen:
Hvad byder din kommende sommer på?
– Mine to sønner.
Må vi se et hverdagsfoto fra din telefon og høre lidt om det?
– Har en stor samling vintageplakater, jeg nogle gange sælger ud af, når jeg nænner det. Her på Israels Plads.
Bo på Israels Plads. Et foto fra telefonen.
Hvor og med hvem har du sidst spist et mindeværdigt måltid?
– Spiste små, tørrede fisk og drak bobler ved Torvehallerne med en veninde, mens Brøndbyfans i tusindvis gik forbi på vej til pokalfinale i Parken og kastede om sig med kanonslag.
—
Der er mere kunst- og boligstof på My-Pleasure.dk her
