Gourmet hotdog – en delikat og nem spise
Da jeg for ganske kort tid siden postede et fotografi af en pølse i brød på Instagram mediet, benævnte jeg måltidet – eller retten om du vil – som en gourmet hotdog. En mente, at “gourmet” var et tomt tillægsord, og det kan der måske være noget om. Men altså – den var ikke traditionel…

Ved første øjekast ser det måske ud som om, at labanen her er lige lovlig pyntet med grønt, men buskadset snyder….
Det forholdt sig nemlig således, at nogle af de mere enkle ingredienser, blev lavet fra bunden. Tag nu bare de ristede løg – de er nemme at købe. Men min kære hustru røg til snittebrættet og vendte herefter løgene i hvedemel og stegte dem flot sprøde.
Rødløg er jeg begejstret for, men syltede rødløg skal man heller ikke kimse ad, og dermed gik lyn-sylteriet i gang. Flueben ved disse og så parat.
Vi har desuden fået etableret en mindre køkkenhave i en flamingokasse, og fra denne blev der plukket flot pynt i form af karse, rød skovsyre og tykskulpet brøndkarse.

Pyntet, sprød og parat
Der er altid plads til forbedringer, selvom der som sådan ikke var noget (som helst) at udsætte på vores gourmet hotdog. Pølsen var flot og kødrig (men kunne være handlet hos en slagter), pølsebrødene var fremstillet uden stråforkorter (men kunne være briochebrød eller hjemmebagte) og smørelse såsom ketchup og remoulade kunne også være lavet fra bunden. Det bliver en anden dag.
Nå. Ikke mere pølsesnak om min gourmet hotdog. Der findes et hav af varianter, tilbehør og kreative udskejelser, men hermed er opfordring til at lave din egen variant blot givet videre. Velbekomme.

Der var den igen og for sidste gang: Min gourmet hotdog
PS: Brød blev lunet på selv samme grill, som pølserne blev grillet på.