Home Kort - men godt Feel-good stafetten med Abdel Aziz Mahmoud – om tandbørstning, fest og andet godt

Feel-good stafetten med Abdel Aziz Mahmoud – om tandbørstning, fest og andet godt

by Nicolai Klingenberg

Rundt i livet med Abdel Aziz Mahmoud

Feel-good stafetten er havnet hos en ny modtager – han hedder Abdel Aziz Mahmoud. Vi kommer omkring et morsomt klip, nogle bøger, ordentlige mennesker og andet godt. Tag vel imod ham.

Abdel Aziz Mahmoud

Dagens mand på job: Abdel Aziz Mahmoud

Abdel – hvad er det bedste, der foregår i din tilværelse for tiden?
– Jeg har fået utroligt meget rutine og stabilitet i mit liv. Lige fra arbejdsvagtplan, sommerhus, morgentræning og madklub. Jeg har sjældent været så struktureret. Det passer mig perfekt efter fire år med det modsatte. Men jeg kaster nok op over al den forudsigelighed lige om lidt.

Og hvad er det gode liv for dig?
– Kvalitetstid med ordentlige mennesker.

Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en tusindlap på?
– Et gavekort til Det Kongelige Teater.

Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særlig tydeligt?
– Det er ikke en hemmelighed, at jeg trives i festligt lag. Både som deltager og arrangør. Det er dels en kærkommen lejlighed til at se en masse mennesker på én gang, som jeg måske hidtil ikke har haft tid til. Men jeg får altså decideret energi af fester. Både af at glæde mig til, være i og tænke tilbage på dem.

Sidst var det til julefrokost arrangeret af gode kolleger i mit nye job hos Nordisk Film TV. Det var tiltrængt at få snakket og danset sammen med denne flok. Selvom jeg ikke var i festudvalget, så går der hurtigt fest-arrangør i mig, hvis jeg ser én kollega stå alene, en anden på vej hjem eller en håbløs DJ uden sans for rummet.

Kunne du være venlig at vise os et Youtube klip, som du har moret dig kosteligt over talrige gange?
– Annika Aakjærs menses-sang. Selvom jeg endda var i salen, da den foregik, har jeg nok set eller vist klippet en lille håndfuld gange.

Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
– Ikke noget, som er ude af mine egne hænder.

Og hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
– Facebook.

Hvordan står det i øvrigt til med kærligheden?
– Her otte år inde tror jeg sgu, at det holder. Nogen et eller andet sted må have tabt et væddemål!

Abdel Aziz Mahmoud

Dagens mand med sin mand.

Kunne du diske op med et herligt tip, der med lethed kan gøre hverdagen endnu mere flot?
– Start dagen med et grin eller en dans. Hjemme hos os er det nogle gange begge dele. Vi (læs: jeg) har fundet på en åndssvag stå op-sang. Og jeg prøver altid at få min mand til at grine inden morgenkaffen og tandbørstningen.

Lad os se et foto fra din telefon, som hørmer af feel good, og fortæl os lidt om det.
– Det kommer her- og er fra en koncert med seje Lizzo i KB Hallen.

Fra telefonen

 Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen måtte vise sig fra en grå side?
– Vær taknemmelig for de dårlige oplevelser, for de indeholder vigtige lærepenge. Jo før de kommer, jo bedre. Vær glad for, at du ikke oplevede dem endnu senere i livet.
Og husk at være ordentlig under hele processen. Som jeg plejer at sige: Ordentlige mennesker oser af overskud. Behagelige mennesker kommer langt. Og dumme svin kommer alene.

Slutteligt – hvor kan man få jævnlige doser af dig?
– I mine bøger “Hvor taler du flot dansk!” og “fra Libanon til Lærkevej”. Er vært på Go’ aften Live alle hverdage 17:20 og 18:25 på TV 2.

Fra et blandt mange foredrag, hvor du også kan blive klogere på Abdel Aziz Mahmoud

Og ellers må du gerne stalke min insta, @Abdelight, her

Hvem er Abdel Aziz Mahmoud?
Danmarks svar på Oprah, tror han selv. Altså bortset fra, at han hverken har et emperie (eller nogen ansatte overhovedet), en bogklub eller en bil-karavane at give væk. Men han krammer ofte tilfældige på gaden, tuder for et godt ord og har ligeledes en yoyo-vægt.

Læste du ikke den sidste Feel-good stafet med Ulla E? Så kan du se den her

Facebook med måde er her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk