Home Kort - men godt Feel-good stafetten med Ulla Essendrop – om leverpostejsmedianen, snoozefest og astma

Feel-good stafetten med Ulla Essendrop – om leverpostejsmedianen, snoozefest og astma

by Nicolai Klingenberg

Det gode liv med Ulla Essendrop

Tilværelsen kan være mange ting – og den kan byde på endnu flere. Godt som skidt. Det er lidt af det, som kendetegner Feel-good stafetten, og denne gang er der svar på de vanlige spørgsmål fra Ulla Essendrop. Tag godt imod hende.

Ulla Essendrop

Dagens omgang feel-good kommer fra Ulla Essendrop

Ulla – hvad er det bedste der foregår i din tilværelse for tiden?
– At se vores lille søns udvikling. Han tager nogle enorme udviklingsspring for tiden, og præsenterer os stolt for nye ord og sætninger dagligt. Det er som at opdage verden på ny.

Hvad er det gode liv for dig?
– De første knap tre år af mit liv var jeg forældreløs og placeret på et børnehjem i Indien. Så det gode liv for mig er en tilværelse i et land, hvor der er tænkt i et socialt sikkerhedsnet. Et land med adgang til sundhedssystem og uddannelsessystem. Et land hvor der er en stigende bevidsthed om ligestilling og ligeværd. Et land hvor der er adgang til sund mad og rent drikkevand.

Ulla Essendrop

Dette er det eneste billede der findes af mig fra mine år i Indien.

Shut up, jeg lyder hellig her, men det er livsindhold, som jeg tænker over hver eneste dag.

Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en 1000-lap på?
– Det ærlige svar er astmamedicin. Det lækre svar er et døgn på et spasted med en veninde.

Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særligt tydeligt?
– Snoozefest alarm! Spring det her svar over, hvis du vil skåne dig selv for at læse noget søvndyssende kedsommeligt. Jeg fester utroligt sjældent. Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvornår jeg sådan virkelig har festet igennem. Jeg vil langt hellere nyde en god middag i interessant selskab. Og så går min hjerne og krop som regel i dvale inden klokken 21 på hverdagsaftenener. Så jeg er virkelig ikke nogen konfettibombe for tiden. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at nætterne stadig ikke er helt rolige – så jeg håber jeg får tid og overskud til at sprudle lidt mere, når Junior er lidt større.

Kunne du være venlig at vise os et youtubeklip, som du har moret dig kosteligt over?
– Er simpelthen aldrig kommet ordentligt i gang på Youtube. På den måde er jeg 80 år. Jeg griner til gengæld upassende højt i bussen af forskellige klip på tiktok. På den måde er jeg 13 år. Fx profilen @robbyandpenny cracker mig op.


(- ved nærmere Youtubesøgning viser det sig, at profilen vist også kan findes dér).

Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
– Søvn.

Hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
– Den forbandede jantelov. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor det er ugleset, at være en stræber, og hvorfor man ikke må råbe sine succeser højt. Stolthed er ikke lige med pral. Og er der i øvrigt noget, der sender alle mine allergier i vulkanudbrud, så er det, når vi nægter at tilskrive for eksempel forskere/eksperter/fagfolk eller andre, som har beskæftiget indgående sig med specifikke områder i årevis, nogen som helst form for ballast, fordi vi selv lige googlede det i fem minutter. Vi har BRUG for en fag-elite – og vi skal være glade for, at den findes. Og nej, det gør ikke andre mennesker mindre værd. Men vi SKAL simpelthen ikke alle sammen vælte rundt inde i leverpostejsmedianen.

Hvordan står det til med kærligheden?
– Det står mangedoblet til. Efter vores søn gjorde sin entre, har helt nye dimensioner af bundløs og ubetinget kærlighed åbnet sig. Men dermed er også fulgt en helt anden sårbarhed og skrøbelighed, som kan være krævende, og til tider udmattende, men som tilføjer nogle dimensioner til livet, som jeg ikke havde før.

Et tip der med lethed, kunne gøre hverdagen flottere?
– Grønne planter er blevet et element herhjemme, som enkelt og nemt gør noget både for æstetikken og indeklimaet. Jeg er ulideligt allergisk over for de fleste blomster, så derfor er de grønne planter flyttet ind. Og de er nemme, nøjsomme beboere.

Et foto fra din tlf som hørmer af feelgood?
– Fred, tid, og fri. Ting jeg har for lidt af i hverdagen.

Ulla Essendrop

Astmamedicin versus eller spa

Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen viser sig fra en grå side?
– Når tilværelsen tester mig, prøver jeg at læne mig tilbage i, at uanset hvor slemt, det kan føles, så VIL jeg tro på, at jeg ikke bliver udsat for noget, jeg ikke klare. Det kan godt være, at man skal hives igennem et langt, sejt træk, men jeg insisterer på, at jeg KAN komme igennem det. Og så har årene efterhånden også lært mig, at når mørke sætter ind – selv i længere perioder, så er det altid en lille bitte mikro smule bedre i morgen. OG: Uanset hvor svært det kan synes at gøre, så TAL med nogen om det. Der kommer sjældent noget godt ud af, at holde det inde i sig selv og tumle med det alene, mens det bare vokser sig større og større og mere uhåndterligt, for hver dag der går. Fortæl nogen, hvad du bokser med. Tro på, at der findes hjælp derude, også selvom kræfterne til at opsøge den, ikke er store.

Sluttelig: Hvor kan man få jævnlige doser af dig?
– Jeg er ret aktiv på instagram. Der bor jeg under navnetagget @ullaessendrop . Og ellers er det jo bare at blænde op for Aftenshowet på DR1, kl 19.04 mandag-torsdag, hvor jeg er i ruden på fast basis.

 

Hvem er Ulla Essendrop?
42-årig Aalborggenser, adopteret fra Indien. Vært på DR1. Cand.mag i Kommunikation og Medievidenskab. Mor til en dreng på 2, danner par med hans far, sportsjournalist Jimmy Bøjgaard. Har tidligere været professionel danser og danseinstruktør – til trods for udtalt højre/venstre-blindhed. Er TV-seriejunkie. Elsker alt der begynder med chokolade- eller slutter på -sovs.

Jeg begyndte til dans da jeg var 6 år. Det var kærlighed ved allerførste trin, og jeg har bestemt endnu ikke lavet min sidste pirouette.

Missede du den sidste omgang Feel-good med Helle Rosendahl, kan du læse den her

Facebook har du her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk