I søndags ville jeg skrive noget, da jeg kom hjem fra en særdeles hyggeligt kom-sammen. Men jeg fik det ikke gjort. Det var egentlig med vilje, for jeg ville gerne fordøje oplevelsen, lade computer-apparatet passe sig selv og være til stede in persona. Det var ingenlunde en skelsættende oplevelse, men det var den 1. søndag i advent, hvor alt gik op i en flot og højere enhed.
Vi var en flok venner med hertilhørende børn. Tre par – med hver deres to børn. Vores netop tilkomne, Walter, var selvsagt også med og passede sig selv mellem de praktiske gøremål, som et meget ungt menneske kræver.
Men hvad var det så, der var så alle tiders? Det bedst beskrivende må være en gennemgribende følelse af ro og lykke. Der er følelser, jeg egentlig føler så dagligt, men denne eftermiddag mærkede jeg det hele solidt. Jeg har alle dage holdt gevaldigt meget af julen, men store forventninger kan vælte selv de stærkeste overbevisninger om, hvor god en december vil blive. Men ikke i år. Hvorfor? Jeg forventer måske mindre og lader i stedet tingene ske – men ting sker ikke af sig selv. Dernæst var den omtalte kom-sammen noget, der er foregået på andet (eller tredje?) år, så ret beset er det måske en succesfuld følelse af at have etableret en egen tradition, som hjertens gerne må vare ved.
Det gode sker, når man er omgivet af rare venner, en fantastisk familie og et bundkærligt hjem. Og så skader det ikke, at alle giver et et nap med – uanset om det gælder godt humør, initiativ, overskud, småkager eller hjemmegjorte æbleskiver.
Essensen? Sæt pris på stort, men også småt. Glæd dig over andres lykke, del din egen, giv en hånd (eller et glas) og tal om det, der kan være udfordrende eller tankevækkende, så glider det hele lidt mere elegant. Det var egentlig bare det. Tilsat min erkendelse af at jeg er en gevaldig heldig kartoffel med hertilhørende omgangskreds, familie, hustru og sønner.
Facebook finder du her