Mailen var fra Magnus, og selvom han havde sendt sit telefonnummer med, så ringede jeg ikke til ham. Budskabet i mailen var nemlig til at forstå: Bliv hjemme.

Årsagen? Den er hverken du eller jeg vel i tvivl om, men måtte du alligevel overveje at tage ud i aften, så synes jeg, du skal lade være. Drama-drama og Corona-ramskrig? Nej. Bare sund fornuft. For mit eget tilfælde huserer jeg i vores sommerhus her til aften. Det er alle tiders, siger jeg dig. Næsten hele tiden. Hverken min hustru eller jeg har været aktive med NemID for at ansøge om direkte skilsmisse (ej heller seperation – jeg har i hvert fald ikke modtaget nogen notifikationer herom).
Var den nuværende situation løbet af stablen i min tid som ung ungkarl, ville jeg angiveligt have døjet med både FOMO og en “skidt-pyt-der-sker-jo-nok-ikke-noget”-indstilling, og kan du fint nikke genkendende til det scenerarie, så må jeg altså stoppe dig. Ikke med en civil anholdelse eller en løftet pegefinger, men blot et venskabeligt “bliv hjemme”. Skal du have den med hashtag? Så gerne: #blivhjemme
I aften? Ikke det store. Men velsagtens noget hyggeligt. Netop nu er der ild i brændeovnen (heldigvis kun bag glasruden), der er vin i glasset, Prop og Berta på højtaleren, en sour cream and onion og en quiche i ovnen (det lyder bare mere krukket og fint end en tærte, men til gengæld er den hjemmelavet).
Vi får det bedste – og lidt til – ud af Kongerigets tilstand netop nu. Det betyder, at vi skal blive hjemme mest muligt. Det gælder også dig. Og hov – kæmpe stort tak til alle, der holder landet kørende.
Find mere på Facebook her