For et par uger siden bragte jeg nyheden om Timex M79 Automatic – og siden da har jeg haft lejlighed til at montere uret på håndleddet. Dermed er der lagt i kakkelovnen til et par tanker – og talrige fotos af uret i herlige hverdagssituationer. Sjovt nok kommer begge dele her.
Da jeg så uret på billeder, var jeg ganske sikker på, at lænken ville være ganske skramlet – dels på grund af prisen på uret, men også fordi jeg har oplevet lignende lænker, der har virket vældig blik-agtige. Det postulat blev dog ikke indfriet – jeg synes ikke, at lænken halter. Skulle den have haft et foldespænde? Mit bud er nej – jeg har ikke tidligere set et virkelig vellykket foldespænde på et ur til 2.099 kroner.
Vi bliver lidt ved lænken – en læser kommenterede på et opslag, at han havde hørt, at lænken er af en sådan karakter, at den nærmest kan være et substitut for hårfjerningsremedier: De små mellemrum på lænken skulle altså kunne nive og trække hårene ud af armene. En mulig løsning? At fjerne hårene på armene inden brug, men den slags er decideret skørt, hvis du spørger mig. Den gode nyhed? Jeg har ikke mistet nogle hår omkring uret. Jeg kan ikke afvise, at det kan ske, hvis lænken bliver slappere med tiden, men du har altså ikke noget smertehelvede i vente, hvis du frygter den slags…
Kaffe i karmen og opsyn med potteplante 
Jeps. Klokken er lidt over 11, og alt er vel.
Nå. Jeg vil gerne medgive, at uret som sådan ikke har en 100 procent harmonisk urkasse. Den kan godt virke en kende klodset, og med sine 14,5 millimeter i højden, stikker Timex M79 også op – ikke generende, men det er til at få øje på, når man kigger fra siden.
Arbejdsdagen lakker mod enden, og det blev en kort dag. Herligt. 
Pantning. Et tilbagevendende og ikke mindst festligt gøremål.
Jeg læste et par andre anmeldelser af uret, og flere havde klager over lynetten – den skulle være faldet af ved brug. Jeg har brugt lynetten til både at time mad, men også blot til en omgang semiterapeutisk snurren med kransen (som man siger), men den er ikke faldet af. Den har de obligatoriske klik-lyde, som er ganske metalliske, hvis du forstår. Det hørmer en lille smule af budget, men det passer vel også fint til uret.
Ældste søn er hentet. 
Vi hilste på en fransk bulldog 
Hjemme igen – nøglen i døren 
Alt var stadig godt med den mindste
“Men det ligner jo et Rolex GMT Master II “Batman”?!” Altså lynetten har samme farver, men så stopper lighederne da også? Timex M79 Automatic har en helt anden lænke, vandtolerance og pris. Derudover er der glasbagkasse til urværket, som ikke er synderligt smukt. Et Miyota værk uden dikkedarer eller pynt.
Det svarer lidt til at stå og betragte et stykke med leverpostej (med sky) gennem ruden hos smørrebrødsforretningen.
Ville jeg vælge uret fra på grund af glasbagkassen? Ingenlunde. I øvrigt leverer urværket både visning af ugedag og dato, men disse skifter ikke synkront – ugedagen følger en times tid senere end datoen, som dog skifter ganske præcist omkring midnat. Datoen begynder dog at røre på sig en times tid inden.
I og med at den foregående model – Q Timex 1979 Reissue – var udsolgt ganske tjept, så anede jeg en gentagelse. Jeg blev dog også lidt spekulativ og tænkte, at Timex angiveligt havde skruet op for produktionen af Timex M79 Automatic, og at de dernæst ville lade mindre “drops” falde med en flot timing, så urene så ud til at blive revet væk på no time, selvom der var en masse på lager. Marketing er jo en pudsig sag, ved du nok.
Da uret røg “ud” på en svensk hjemmeside, var det lynhurtigt udsolgt. Aha tænkte jeg. Man kunne – vist – skrive sig op til næste sending, og jeg holdt øje. Urene kom på igen – og var hurtigt væk. Så altså – populariteten kan spores, men da der ikke meldes noget ud om antal eller lignende, så er det som at sælge elastikker i metermål. Jeg vil dog gerne understrege, at jeg ikke forsøger at tale noget ned her.
Så hvad er dommen? Den korte version lyder, at det er et ur, der overrasker positivt på blandt andet lænke og komfort. Uret er maskulint og har en diameter på 40 millimeter, som jeg fint synes, det kan bære. Som nævnt i første skrivelse (se længere nede), er det dog pudsigt at hylde en 70’er quartzmodel med et mekanisk værk.
Slutteligt et foto af den famøse lænke.
Find Facebook her
Min oprindelige artikel om uret, kan du læse her
