Jeg har skrevet om et hav af danske iværksættere i løbet af de 11 år, som My-Pleasure.dk har eksisteret. Det glæder vældigt, at en del af disse stadig eksisterer. I nyere tid har jeg skrevet om About Vintage, Christopher Cloos og Barons (de klinger alle uhyre engelsk, men de er altså danske), og sørme om trioen ikke slår pjalterne sammen nu…

Essensen? En fælles butik på Strøget i Kongens København. Der bliver tale om et univers, hvor alle brands passer ind – uden at konkurrere med hinanden. Og det er godt set, hvis du spørger mig.
Du kan med andre ord få en komplet “jeg-bakker-op-om-dansk-iværksætteri” starterpakke, som rent konkret vil bestå af et nydeligt ur, en ditto brille og en klædelig skjorte. Måske to – det bestemmer du selv.
Måtte du kende noget eller lidt til danske iværksættere og det hertilhørende miljø, så ved du måske, at alle kender alle. Det gælder også for førnævnte trio, og de har altså fundet flot, fælles fodslag. I pressemeddelelsen lyder det, at der er tale om et pop-up koncept, så jeg skal ikke kloge mig på, hvor længe sagerne løber af stablen. Jeg ved dog, at About Vintage var først med butikken, og at Christopher Cloos rykkede ind i går – og at Barons følger til september.

Jeg vil håbe, at alliancen er vedblivende – det giver, efter min opfattelse, flot mening for alle parter, men da jeg ikke er sovset ind i sagerne, vil jeg ikke blande mig i de beslutninger. Til gengæld lover man, at der venter både vejledning og mulighed for at prøve sagerne i butikken. Dog ikke på samme tid, da Cloos bliver afløst af Barons.
Ved du, hvorfor det også er alle tiders tiltag? Fordi at de tre virksomheder primært er online funderet – dermed kan skeptikere eller potentielle tvivlere få syn (skjorte og ur) for sagen ved et fysisk fremmøde, hvor man kan mærke, prøve, spørge og blive klogere. Og selvom alt er enormt online, så er det rart med en fysisk butiksoplevelse af og til. Det er hermed muligt.
Kig forbi, hvis du er nysgerrig – det hele sker i Nygade 6 i København.
Og hov – så er der læserservice. Bliv klogere på Barons her
Og Christopher Cloos her
About Vintage kan du læse om her
Find Facebook her