Home Kort - men godt Feel-good Stafetten med Claus Pilgaard – om savn, nypudsede sko og den store karruseltur

Feel-good Stafetten med Claus Pilgaard – om savn, nypudsede sko og den store karruseltur

by Nicolai Klingenberg

Nu bliver det stærkt, for Feel-good stafetten er havnet hos manden med de hårdtprøvede smagsløg, Claus Pilgaard. Du kender ham måske bedre som Chili Klaus (med K ja), hvor der smages på tilværelsens stærke løjer i form af… ja, chili. Her skal det dog handle om det fine i livet samt få drys af det uundgåelige: De mindre festlige dage. Tag vel imod ham.

Claus Pilgaard
Claus Pilgaard – aka – Chili Klaus i Norge

Claus Pilgaard – hvad er det bedste, der foregår i din tilværelse for tiden?
– En oprigtig glæde ved, at interagere med levende mennesker efter corona-karantænen er vanvittig opløftende. 

Og hov – hvad er det med Klaus og Claus?
– K’et i Chili Klaus er fordi, “Chili Klaus” oprindeligt var tænkt som et alter ego. Problemet er, at der ingen forskel er på mig og Chili Klaus, så nu har jeg vænnet mig til, at stave mit navn med både C og K.

Og hvad er det gode liv for dig?
– Et liv uden gæld. Jeg har ikke mange penge, men heller ingen gæld – det er en lise. Og – et helt vidunderligt forhold til alle mine børn og ikke mindst mine eks’er. Det giver en let gang på kloden og ja, det værdsætter jeg.

Pressefoto af Claus. Eller Klaus. Pressefotoet er taget af Palle Schultz Hubertus

Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en tusindlap på?
– Jeg har købt en hængekøje til min lille båd. Den skal hænge mellem to master, og jeg har brugt en uge på af finde og lære de rigtige knob på YouTube, for at kunne fæstne den forsvarligt. Den er endnu ikke kommet op, på trods af, at alle hjælpemidler er på plads – vejret har simpelthen ikke været til at ligge i en hængekøje – men tanken er stadig dejlig.

Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særlig tydeligt?
– Før Corona fandt jeg vej til Alléenberg på Frederiksberg også kaldet Psykopaten. Her står et klaver, som i de sene nattetimer bliver brugt til fællessang. Jeg fik tiltusket mig 30 minutter bag pianoet og ramte åbenbart både sangene og målgruppen, for folk sang med i vilden sky. Fællessang og mennesker forever. 

chili klaus claus pilgaard
Ved et andet instrument – faktisk et PH Flygel.

Kunne du være venlig at vise os et Youtube klip, som du har moret dig kosteligt over talrige gange?
– Der er mange – jeg er jo mere på YouTube end DR. Men for to dage siden rendte jeg ind i dette klip. 

Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
– Blive kærligt puffet lidt af kvindehånd.

Og hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
– Mindre bureaukrati og papirflytteri. 

Chili klaus
På Jernbanecaféen.

Hvordan står det i øvrigt til med kærligheden?
– Hæderligt – en 7’er på 10’ skalaen. Så er der også lidt til den helt store karruseltur … 

Kunne du diske op med et herligt tip, der med lethed kan gøre hverdagen endnu mere flot?
– Puds dine sko. Det tager 10 minutter, og du får en nydelig afslutning på din krop. Kroppen står på dine sko, og dit legeme fortjener et fin sokkel.

Lad os se et foto fra din telefon, som hørmer af feel good, og fortæl os lidt om det.
Ja. Titlen er Hubertus Rafleklub, og der er tale om en rafle-klub. Vi mødes 6-8 gange om året på et raflevenligt værtshus, starter med smørrebrød og så rafler vi, til vi ikke forstår, hvad naboen siger og så slut. Kvinder er forment adgang. Ikke fordi vi ikke holder af kvinder, men der skal ikke meget dameben til, før flokken bliver urolig og spillet bliver ujævnt. Michael Carøes smukke kone kom engang forbi med nogle briller til Michael. Det ødelagde spillet i over en time, og det var tæt på umuligt at få ro i rækkerne.

Claus Pilgaard
Rafleklubben – fra telefonen.

Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen måtte vise sig fra en grå side?
– Alt er midlertidigt. Selv den største sorg bliver til at leve med. Min forældre døde begge, da jeg var ung. Savnet er der stadig, men mindet om dem bliver større og smukkere med tiden.

Slutteligt – hvor kan man få jævnlige doser af dig?
– Jeg bevæger mig jo på Youtube (her) og de sociale medier og skylder de kanaler alt. Uden YouTube ville jeg ikke have min lille chilifabrik på havnen i Aarhus idag og rejse rundt i verden med min chili-hobby. 

Hvem er Claus Pilgaard?
55 år, bosiddende i Aarhus, far til 4 søde mennesker, uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium. Vært på rejseprogrammer og ikke mindst egen YouTube/FB kanal. Iværksætter og founder af Chili Klaus med nu 6 ansatte. Rejse, båd, kultur, sport og musik elsker og i det hele taget glad for godt selskab. Elsker natten og et brunt værtshus, men har lagt smøgerne på hylden for mange år siden. 

Chili Klaus går også op i – og med – armbåndsure. Læs den gamle svinger (altså artikel) her

Gik du glip af den sidste omgang Feel-good med Nicklas? Skidt pyt – den er lige her

My-Pleasure.dk er på Facebook her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk