Det er testtid igen. Og det skal omhandle et ur. Så langt, så fint. Det er ikke første gang, jeg har med et smartwatch at gøre, og det er sikkert heller ikke sidste, men da det er en rum stund siden, jeg sidste testede et sådant ur, er det første, der slog mig, at markedet for smartwatches er i en vældig udvikling – og her skal vi se på Huawei Watch GT 2 Pro.

Jeg er ganske glad for de få ure, jeg har – og samlingen byder på noget for en vær pris. Jeg har blandt andet et Swatch ur, som koster få hundrede kroner, og det opfylder sådan set det væsentligste et ur skal kunne: At vise tiden. Jeg har ure, der koster mere, men som kan det samme: Vise tiden – og måske også en dato.

Men hvad så med Huawei Watch GT 2 Pro? Det koster straks under 2.000 kroner – og så kan det meget mere end nogen af mindre egne ure kan. Og mere end jeg med stor sandsynlighed kommer til at bruge. Netop nu i hvert fald.
Førhen hørte jeg mange argumenter om, hvor fedt et smartwatch var – det blev beskrevet som en forlængelse af en smartphone. Folk ævlede løs om, at uret kunne vise, hvem der ringede til dem, de kunne afvise opkald eller læse en sms på uret. Den slags havde jeg ingen fidus til – brug telefonen, eller lad den ligge.

Nu ser det anderledes ud. Tag nu bare stressmåleren og søvnovervågeren i Huawei Watch GT 2 Pro – de to funktioner kræver, at du har uret på. Og det er faktisk ikke blot interessant, men også brugbar information, synes jeg. Du får ikke kun en oversigt med data, men du får også forslag til forbedringer, hvis din søvn måtte være besværet eller decideret håbløs.

Er du glad for nogle af de funktioner, du får i dyre, mekaniske ure, kan du glæde dig over alt fra alarmfunktion, chronographfunktion, månefase og evighedkalender. Du kan også “udskifte” urskiverne efter eget ønske og gå efter en sag med mange informationer på eller blot en traditionel (og ganske festlig) urskive, som jeg gjorde.
Førhen slog flere producenter sig på, at et smartwatch skulle ligne et traditionelt (mekanisk) ur mest muligt – både med hensyn til de elektroniske urskiver, men også på lænkefronten. Den tendens synes ikke lige så væsentlig på Huawei Watch GT 2 Pro. Og det er positivt. Bevares – der er tydelige referencer til et traditionelt ur, men det prøver ikke mere end, hvad godt er.
Er du tosset med sport? Og eventuelt golf? Brug uret – du får blandt andet en “swing træner”, som analyserer dit sving (og det siges i øvrigt at mekaniske ure ikke har godt af blive båret under en golfrunde). Du kan desuden måle din puls, monitorere dine ruter og meget, meget mere. Der er over 100 aktivitetsbaserede features – knock yourself out!

Uret vejer – uden rem – 52 gram, og det mærkes også let. Diameteren er på 46,7 millimeter, som er til den absolut store side i traditionelle urmål, men mindre kunne ikke gøre, når du har en skærm med meget data. Til gengæld er alt nemt at aflæse, og du swiper ubesværet rundt mellem menuer og funktioner.
Har du fem minutter til en opladning, kan du bruge uret i ti timer. Det er gode cifre. Når uret er fuldt opladt, har du strøm til mellem 8 og 14 dages brug afhængig af brug.

Konklusionen? Et vellykket ur. Kan et smartwatch blive mit eneste ur? Nej. Kan jeg blive lettere irriteret over serviceomkostninger på mekaniske ure? Ja. Og sådan kan jeg blive ved – hvert ur kan sine helt egne ting, men når det kommer til funktioner, præcision og indkøbspris, vinder et smartwatch utvivlsomt.

Vil du videre mere om Huawei Watch GT 2 Pro, så besøg Huawei her
Du finder mere teknik på My-Pleasure.dk her