Så. Der blev det saftsusemig søndag igen. Om otte måneder er det 1. juledag, og ganske snarligt fylder min hustru år. Sådan er der så meget. Her skal det hverken handle om hurra eller helligdage, men om et indblik i dele af tilværelsens sidste syv dage. Vi begynder med en bisættelse af en fugl.
Fuglen var ikke det eneste, der blev sendt videre. En alle tiders Facebook-gruppe gjorde, at vi fik bortgivet nogle remedier til haven i en ruf.
Solen stod på, og der var forholdsvis rydeligt. Se selv.
Det ene af ugens to termometerangivelser. Bare rolig – de tåler begge dagens lys.
Det ser nu morsomt ud, når små mennesker går i store sko. Det er trods alt bedre end folk, der går i for små sko.
Vi travede til kysten.
Med vi menes Walter og jeg.
Weekenden kom til en ende. Vi gjort holdt og fotograferede det vanlige pejlemærke.
Her et indblik i en morgen, hvor gutterne slog sig ned ved legebordet.
“Hvor er termometer nummer to?” “Bend over and I’ll show you…” Nej, det er pjat. Det kommer her.
Vi bænkede os i solen. Med et lille glas. Det var bare alle tiders, siger jeg dig.
Vi holdt et kreativt møde med alt, hvad det indebærer.
Nå – ugens kig op bliver afslutningen på denne kavalkade. Flot ikke sandt?
Nu er det bare at sige tak for denne gang. Er du i forårshopla, bør du klaske en, du holder af i rumpeten. Let, men kærligt. Du burde være på sikker grund, hvis det er din kæreste eller trolovede. Hvis ikke vedkommende kan benævnes således, bør du være – og klaske – varsomt.
Så du sidste uge? Den tog sig således ud
