Tre fødselsdage på to dage. En masse grønt derude. Et nyt sæt nøgler. Og en tur med det offentlige, da bilen skulle hentes. Et par mødefotos, ordentligt børn og hverdag galore. Sådan er det blevet i denne uge, og det let skræmmende/fascinerende er, at ugen aldrig kommer igen. Således kan billederne heller ikke genskabes. De er fortid. Men kan genopleves her. Vi begynder med en let-fyldt skralder.
“Hvad i al verden er det, der ligger på hattehylden i bilen derovre…?” Svar:
Kærestetur som turist i Danmarks hovedstad
“Så vil jeg også”
Vi gik en del skridt bagud. En anden bro – et andet perspektiv.
Jeg kiggede gennem en kollegas bilrude. De var ganske stille, men de var til at få øje på.
Det er som om, at man opsang – mellem linjerne – er blevet noteret. Det roder stadig, men mindre. Stadig klammo? Jep.
Såler.
Alt godt i Sverige? Det kan man så diskture. Men vinden var ikke til at tage fejl af. Postkort fra Sverige i øvrigt.
I afdelingen for udlån af pegebøger og gør det selv, er der altid hjælp og smil på agendaen.
Der var nogen, det mærkede varmen mere end andre
“Efter du er blevet ældre, er det så altid de samme ting, du lægger mærke til?” “Jeps. Intet har ændret sig…”
Jeg bliver så glad.
Mor hviler bare…
En konfirmand fik ringet en ekstra gave ind til lidt boldspil.
Jeg modtog en MMS.
De sutter pynter måske ikke, men det var tidligt om morgenen.
Jeg drog videre i eget selskab.
Og et par hundrede meter længere mod nord.
“Du går lidt dårligt igennem…?”
Tiden flyver. Jeg accepterer. Men skræmmes også lidt.
Mere får du ikke for den 500 euro – eller 25 øre. Det har til gengæld været en stor fornøjelse at dele lidt fra de sidste syv gange fire og tyve timer. Bliv ved med at leve dit liv.