Godt du nåede det – jeg håber ikke, du har halset herhen? Nuvel. Jeg har fiflet med kameraet og formået at trække øjeblikke ud af apparatet – disse øjeblikke lader sig vise som digitale fotografier, og det er dem, du skal se i denne udgivelse. Lad mig begynde med et tabt postkort. Velkommen til i øvrigt.
En stejl rutsjebane i regnvåde omgivelser. En form for ødeland. Men vi var i godt selskab.
Stive whiskers, blåøjet og svær at imponere?
Vi fik gæster – børnene var i det tilstødende lokale.
Fermenteret kål, confiteret and, nødder og andet godt.
En søndag i naturen er bare alle tiders.
Vi bænkede os. Og det var slet ikke koldt.
En han med sit følge.
Zeke var der for tre år siden.
Jeg fascineres af tabte fotografier og holder af at forevige dem.
Zeth, Marie, Anders, Stine og tre søde børn. Det var bare alle tiders.
Pølsemanden har drejet nøglen om – og 1. november skulle den stå på kebab, men det hele er udskudt.
Man kan godt blive lidt synsforvirret af kip-op billederne, men jeg tror din hjerne har godt af at analysere de skæve vinkler. Så værsgo.
Hvad lå til grunds for, at stakittet skulle være lyseblåt? Blev de tilfredse med resultatet?Hvornår er det malet sidst? Jeg ved det ikke.
Omend Nanna er stolt af sine elektroniske apparater og fra tid tager rundt på afdelingerne for at vise både computer og telefon, så kan hun godt være lidt genert. Men kun lidt.
To rum – og to personer. Begge sidstnævnte er vældig rare.
Der var et eller andet mindre festligt over denne udsigt – men så er det godt, der er lys i sindet, ikke sandt?
Langt hageskæg i venteposition.
Den sidste uge? Den så sådan ud som her