Ved du hvad? Vores udemøbler er kommet frem. Solen skinnede gevaldigt i dag, og jeg har set flere ting med grønne skud. Det er forår. Og Påske. Nok må vi holde afstand både hoste og nyse mere diskret end vanligt, men det lune vejr kan ingen tage fra os.
Jeg kan ydermere berette, at jeg i dag så Påskeharen med en flot portion chokoladeæg i cellofan og kulørt staniol, men her stopper festlighederne ikke, for selv samme hare bar en metalrive med træskaft over den ene skulder. Der er tale om lykketræf, for familiens næstyngste har ytret ønske om netop sådan et haveredskab.
Æg og rive vil indfinde sig på matriklen ganske snarligt, og med de ord vil jeg gerne ønske dig og dine – i behørig afstand – nærmeste en rigtig fin Påske. Lad os håbe på, at Kongeriget tager sig flot ud snarligt, så vi alle kan komme i sving med det, vi er bedst til.