Lige netop i dag er der tre måneder til juleaften. Uha, hvor vi glæder os. Men det handler ikke kun om fremtiden og nuet, for vi skal – ikke overraskende – syv dage tilbage og dernæst frem til fredag aften. Sådan er det nemlig med ugen, der gik. Og jeg er drønglad for at se dig. Først lidt farve-fakta.
Er der noget som at gynge, mens der bliver peget på dig med en vindmaskine? Jeg tror det ikke.
Vi havde lavet en flot buket af carpaccio, som værtinden satte i olie.
Der var kun én, der så mig…
Vi kørte ned med vores søn
Denne bygning minder om den gamle flyvebådsterminal i København
To Treo, tak
Jeg blev inviteret på brånsj af min kone.
Her er vi så ved noget vand og noget corporate.
“Hvad med den der duo, der kan synge og optræde, så pigerne hviner?” De kan skam stadig. Og er lige her.
Noget var ikke helt, som det burde være. Jeg overhørte kun Jeppe, og så måtte jeg videre.
“Klik” sagde kameraet.
Jeg fandt en flot baggrund.
Det drysser så småt fra træerne.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men det var nu meget morsomt.
Johs – og jeg for den sags skyld – opdagede en ekstra dør, som hører til dametoilettet.
Noget med Lotte og Stine.
Kværne, bolle og kaffe.
Et nyt fænomen er kommet til opgangen. Og sølvkanden står skarpere end nogensinde.
Nå. Græsset skulle slå, havemøblerne pakkes sammen og lyskæden skulle tændes.
Jeg måtte ringe til Nikolaj Karlshøj, da jeg havde gemt to særlige papkasser, som jeg vidste ville falde i hans smag.
Det var det. En mægtig fin uge lakker mod enden, mens en ny er lige om hjørnet. Hvis du lige blinker med det ene øje, så bliver den kommende uge fantastisk.
Ugens vise ord stammer fra frugtens verden, hvor du skal huske, at det er bedre at være en smule pæreformet end at være en strid banan.