Home Kort - men godt Feel-good Stafetten med Jill Liv Nielsen – om frihed, træværk, sushi og yoga

Feel-good Stafetten med Jill Liv Nielsen – om frihed, træværk, sushi og yoga

by Nicolai Klingenberg

Er du parat til mere Feel-good? Godt – denne gang er den serveret af Jill Liv Nielsen, og selvom det ikke blev til en podcast i denne omgang, så er lydmediet ikke glemt. Men fat endelig ro – svarene er nemlig rare, gode og vedkommende. Du kan også forvent en morsom video.

Jill Liv Nielsen
Dagens omgang Feel-good kommer fra hende her: Jill Liv Nielsen

Jill – hvad er det bedste, der foregår i din tilværelse for tiden?
Det er, at jeg er blevet selvstændig. En drøm jeg længe har haft. Jeg ELSKER den frihed, der hører med, og at jeg selv kan bestemme.  

Og hvad er det gode liv for dig?
Det er at have det sjovt. Jeg elsker at grine – det er heldigvis også altid tilgængeligt og ikke betinget af, at der skal være en særlig setting. 

Derudover er det gode liv for mig også gode middage, at danse igennem natten og at være sammen med dem, jeg holder af.

Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en tusindlap på? 
Lige præcis en tusindlap brugte jeg på maling til mit træværk. Jeg har et rækkehus, og træværket skreg.  

Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særlig tydeligt?
Et lidt anderledes minde, der springer frem, er Libanon i november 2019. Jeg var der for at undervise om PTSD og traumer på et tidspunkt, hvor landet var i oprør. Der var demonstrationer, opildnede og højrøstede mennesker, skyderier og afbrændinger, og det var egentlig ikke et særligt festligt. 

Efter nogle dage var jeg ude at spise med et selskab. En super hyggelig og festlig aften – og hér stod vi på et tidspunkt på gaden og kunne igen høre biler, der dyttede og med larm fra højtalerne. Jeg tænkte ”ÅH NEJ, ikke nu igen”. Rundt om hjørnet kom der en kortege af dyttende biler med flag, råb og højtalerne på max – MEN i en åben jeep, så jeg et brudepar, der stod op og så vanvittigt glade ud. Det var en meget festlig kortege og skønt at opleve den livsglæde og fejring af kærligheden midt i et land i oprør.

Jeg har ikke noget billede af ovenstående, men det har jeg til gengæld af min søster og jeg. Det var første gang, hun blev sluppet løs efter barsel sidste år, hvor vi var til Nik og Jay koncert 😊

Jill Liv Nielsen
Til koncert

Kunne du være venlig at vise os et Youtube klip, som du har moret dig kosteligt over talrige gange?
Uha…. Det er jo lidt afslørende ….men jeg dør simpelthen af grin over de videoer, hvor folk kommer til skade…… (og det er jo virkelig ikke pænt), men jeg kan simpelthen ikke lade være. 

Det seneste, jeg har grint af mange gange – altså som i hulket af grin over, var en video på Facebook, hvor folk hjemmetrænede og det gik galt.

Quarantine workout – Safe at Home!

Quarantine workout – Safe at Home!Send your fail to direct @amazingwgmore workout ideas https://clc.to/workoutideas

Slået op af Amazing Workout Girls i Onsdag den 15. april 2020

Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
På et større plan ville jeg ønske, at vi fik en verden, hvor folk så ud over egen næsetip og var mere imødekomne, betænksomme og hjælpsomme over for hinanden. 

På mit eget plan, mere yoga, sushi, chokolade.

Jill Nielsen
Uden chokolade – men med yoga.

Og hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
Vi skal have mindre selvoptagethed. Det trættes jeg af på alle planer – og fjendtlighed. Vi skal simpelthen holde op med at behandle hinanden dårligt! Hvis vi i stedet tog en empatisk og nysgerrig brille på og besluttede os for at give liiiige lidt ekstra i stedet for at kræve og være optagede af, hvad vi selv kan få, så ville vi alle få det bedre. 

Hvordan står det i øvrigt til med kærligheden?
– Som med foråret – den er farverig og blomstrende

Kunne du diske op med et herligt tip, der med lethed kan gøre hverdagen endnu mere flot?
At alle tog pænt tøj på hver dag.

Lad os se et foto fra din telefon, som hørmer af feel good, og fortæl os lidt om det.
Åh, det er virkelig svært at vælge, men jeg har et nyligt af min datter og jeg inden sengetid. Hun ELSKER at lægge sig bag mig, og så skal jeg lade som om, jeg ikke har opdaget hende og så blive forskrækket, når jeg lægger mig ned.

Det kom der dette billede ud af.

Feel-good ved sengetid

Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen måtte vise sig fra en grå side?
Jeg tror, det er meget vigtigt at forholde sig til, at livet nogle gange ER gråt, og at det er helt okay. Det skal nok blive lyst igen. 

Vi kan alle opleve at gå i mørke tunneler, der synes endeløse, men det vigtige er, at vi bliver ved med at søge mod udgangen. For den er der. 

Slutteligt – hvor kan man få jævnlige doser af dig?
Jeg har for nyligt skrevet en bog, der hedder ”Liv – En fortælling om at lære at leve”. Den er også på lyd, så min stemme er tilgængelig for alle 24-7, og så er jeg naturligvis at finde på både Facebook og Instagram. Jeg er sjovest på min private Facebookside, som man kan følge, for der lægger jeg ofte alle mulige skøre videoer op – typisk af mig selv, hvor jeg dummer mig.  

Jill Liv Nielsen bog
Bogen – og tillykke med udgivelsen i øvrigt.

Ønsker man faglighed og min seriøse og dybe side, har jeg en professionel side på FB og er at finde i min praksis i Hvidovre.

Hvem er Jill Liv Nielsen?
Jill Liv Nielsen, 44 år. Tidligere vinder af Big Brother 2001 og 2004 og tv-vært på bl.a. ”Det vildeste pis med Jill” og ”Big Brother”.  I dag er jeg psykoterapeut, foredragsholder, forfatter og mor til Mille Liv på 9.

Den sidste Feel-good stafet var en podcast, og den kan du høre lige her

Facebook & My-Pleasure.dk er her

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk