Åh – godt at se dig. Jeg gad nok vide, hvad tid, du ser denne skrivelse. Er du natteravn, syvsover eller morgenfrisk? Ved du hvad – det er ligegyldigt. Bare du er her. Det er blevet søndag, og vi skal have rumsteret lidt kalenderen, for her skal det handle om det, der allerede er foregået. Tidshorisonten går fra-og-med lørdag den 4. juli til og med fredag den 10. juli. År 2020 i øvrigt. Først en sort hund. Velkommen til.
Vi var til fem års fødselsdag, og jeg er mildest talt både forbløffet og ærgerlig over, at jeg ikke fik fotograferet noget som helst. Det ligner mig dårligt, men altså – det var hos Ole og Katherine, hvis søn – Magnus – havde inviteret til gilde.
All right – vi fik gæster. Tre endda. Fra selv samme husstand. Zeth, Marie og Hector.
Her får du lidt lokalt. Vor strand. Den er offentligt, så den er faktisk også din.
Silleben i lertøj.
Jeg strakte mig og kunne pludselig se solen. Den kom i øvrigt med på fotografiet. Heldigt? Det kan du sige.
Ved du, hvad der gør en ung dreng glad? Besøg af skorstensfejren. Det bliver kun bedre, hvis Jesper (renovationsmanden) også kommer. Og det gjorde han.
Jeg mener, at huset er blevet solgt – men uret er der stadig. Og huset ligger stadig i Gilleleje.
Vi lånte et roterende renseaggregat. Det virkede virkelig vel.
Vi handlede friskfanget torsk, olie, lavede en dej, dyppede torsken i dejen og puttede torske-dejen i olien, som var kogende. Vi lavede også “påmfritter”, som vi også kogte. Det hele kan ret beset kaldes fish and chips.
Stormen lagde sig. Vandet trak sig tilbage. Solen kom frem. Vi gik ud.
Vi fik øje på en langnæbet sag, som ved nærmere – og forhåbentlig korrekt – research, viste sig at være et ikke helt almindeligt syn på vores breddegrader netop nu.
Det her minder mig om min barndom, omend jeg voksede op med helt andre gadelygter. Måske er det blot fordi, lyskilden og pælen er af ældre dato. Men jeg kan godt lide det, jeg så.
Vi kørte efter en traktor. Fandt vej til køerne. Men også kalvene. Og fik en snak med en landbrugsansat. Det var alle tiders.
Hertil kom vi. Der var færre fotografier end for syv dage siden, men det jo ikke antallet, der tæller (mig bekendt). Nå. Det var nok for nu. Husk, at du aldrig ved, hvem der holder øje med dig, når du holder på Q8 og hælder frisk motorolie i motoren.
I sidste uge var dagbogen slået op på disse sider
Find My-Pleasure.dk på Internet-fænomenet Facebook her