For nogle måneder siden landede jeg et vaskeægte drømmejob hos Andersen Biler. Jeg rumsterer med marketing, tekster, strategier – og kreative tiltag. Blandt andet podcasts. Den første er i hus, men jeg den er ikke udgivet endnu. Jeg vil nemlig gerne have et par stykker mere i optageapparatet, før vi ruller det hele ud. Og det er her, du kommer i spil…

Uanset om du kører i en ældre, ny, billig eller dyr bil, så er jeg sikker på, at du har en god historie. Det kan være, du har kørt til verdens ende, at du pendler dagligt på den samme strækning, hvor du observerer finurlige ting og sager, du har måske særlige køreritualer, som involverer pitstop, musik eller noget helt, helt andet.
Jeg har selv talrige mindeværdige køreture i hovedet – dengang jeg kørte min hustru til fødestuen midt om natten for eksempel. Egne ritualer? Der er nok at tage af – den obligatoriske kørepølse på weekendturene før jeg fik børn, Strandvejsture med mine egne forældre, min playliste eller turene til den gamle B&W grund før området for alvor blev udviklet.
Der var også dengang, jeg havde et rendez vous, som endte med duggede ruder i en rød, sænket, chiptunet Honda Accord. Den lader vi lige stå hen i det usagte for en stund.
Kan du fornemme, hvor jeg vil hen? Netop – jeg vil fortælle de gode bilhistorier. Har du en? Skriv endelig til mig på nk@my-pleasure.dk – jeg glæder mig til at høre fra dig! Og hov – kender du en med en god bilhistorie, så tip vedkommende, ok? Mange tak.