Der var den igen – ugefinalen i form af en søndag. Men der er du jo også. Hvor herligt. Jeg kan ikke afvise, at det bliver en lille smule vemodigt denne gang – men når en dør lukkes, så åbner en anden. Og det man siger, det er man selv. Du kender alle flosklerne, men lad os komme i sving med løjerne! Først en tur ned ad vejen.
Både vand, kyst og familie tog sig flot ud.
Efter en heftig nedpakning af minder og personlige sager, stod det hele pludselig ryddet. Det personlige var ude – og det var tid til andre personligheder at præge løjerne.
Vi fik lidt fransk den sidste aften.
Et gruppefoto mere – til evigt minde. Om fine minder og stunder. Det er lige før, det kræver en hel skrivelse for sig selv.
Hvis nogen måtte være i tvivl, så skifter sommerhuset hænder om lidt.
En sidste hjemtur. Og vips – der var den ofte fotograferede vej.
Tilbage i de hjemlige rammer. Og vupti – der var pludselig en hund. Den var dog vældig ivrig, så motivet blevet noget rystet.
Husker du at kige op af og til? En helt ny verden åbner sig, du! Med maskiner og flotte farver. Prøv det.
“Se lige – den lurer på os igen. Den der lysende ting!”
En mand var ude at lufte sit bilsæde.
En vældig impulsiv invitation tikkede ind. Vort svar tikkede hurtigt den anden vej. Det blev et ja tak til familien Rom.
Hertil kom vi. Nu uden sommerhus, men stadig med hinanden. Det er det vigtigste. Kan du have en fin søndag? Godt. Vi ses snart igen.
Skal du have lidt Facebook? Så er det her
I sidste uge tog det hele sig således ud
