Dagen er aftaget med over 50 minutter, men sådan er det jo. Til gengæld er vejret blevet langt flottere, og det er langt vigtigere. Ugen, der gik er ydermere en realitet, som denne gang tæller lige omkring 25 fotos (plus et) fra de sidste syv døgn. Vi skal omkring falske blomster, socialrealistiske fotos og søde børn, men vi begynder med lidt spottede forberedelser på stranden.
Jeg hørte noget pusle, og så måtte jeg på jagt. Det endte aldeles fascinerende.
Min mor har erhvervet sig et stykke møbel til sit barnebarn.
Den lod vente på sig, men det var ventetiden værd.
Det var før, det sådan for alvor blev varmt. Men skidt pyt med mellem vejr, når selskabet er i top.
De små bliver større.
Sågar med kasse bagpå…
En sær form for taknemmelighed, skulle jeg mene.
Der er nu ikke noget som en fin hilsen fra en ditto ven.
Alt synes stadig gråt i Industrien.
Omend man har forsøgt sig med en kunstig blomst, så er stemningen ikke sådan lige til at peppe op.
I et venteværelser andensteds, var det ikke meget bedre.
Det blev en anelse bedre under åben himmel.
Vi forlod det ukendte og rykkede til det nye.
“Nej, vil du da lige se der!”
Så kom solen. Og Thomas, Gitte, Luna og en flot mængde rosé.
Vi har plantet lidt, som trækker sommerfugle, men et friskvasket håndklæde kan også gøre det.
Mens vi venter på, at græsset skal gro i baggrunden…
“Får han nok at spise…?”
De Luxe liv.
Vi fandt en solnedgang
Der var den lidt tydeligere.
En pudseløjerlig kreation
Jeg trak ham hjem.
Jeg har alle dage mestret fotoredigering på højt niveau.