Hvad var det for et sæt lodne ører, der forsvandt i buskadset? Kunne det virkelig være Påskeharen? Jeg tror det. Det er jo påskedag lige nu. Og søndag. De to ting hænger sammen – det gør mel og vand i øvrigt også, og så hedder det dej. Men her skal det handle om ugen, der gik. Den er gået godt, omend den påduttede afstandstagen fint må begynde at melde sin exit. Først lidt idyl. Velkommen til.
Er der noget som at samles i køkkenet? Næppe. Derfor tog jeg også et foto,
Vi var faktisk også praktiske. Manden på savværket ramte lidt ved siden af, så den tiltænkte låge blev hamret fast, så elskabet skal løftes af. Men hvad pokker…
Vi har ikke væltet os i grøntsager på det sidste, så da det skete, måtte jeg forevige det. Se selv. Værsgo.
“Er der ellers sket noget…?” “Ork ja – vi så en forbipasserende cementblander”. Anledningen? Længere nede er de i sving med at opføre et nyt, flot sommerhus.
Walter. Hvis man vender ham på hovedet her, smiler han.
Wilma. En hyppig gæst. Du har set hende før.
Verdens rarereste René havde fødselsdag. Hans søde børn var færdige med deres trampolin. Nu lever den et nyt liv hos os. Tak for det.
Jeg har besluttet, at vi ikke behøver at besøge planteskolen i år. Vi har jo rigeligt i vores frodige have.
Pludselig gik jeg en gammel kasse igennem. Der fandt jeg et gammelt foto. Jeg kører på Kaspers knallert og fætter Anders sidder bagpå. Det var tider.
Vi gravede et dybt hul. Formålsløst, men stadig fantastisk. Dernæst dækkede vi det til. Og et par dage efter, gjorde vi det hele igen.
Jeg er sikker på du så supermånen. Nej? Så se lige her.
Endelig forår. Jeg var på rundtur med barnevognen. Drønhyggeligt.
Det hele summer. Den var lidt… Nå, du forstår nok.
Vi kom også en lille tur væk fra matriklen. Ikke langt, men hvad pokker.
Vi har også rullet markisen ud. Den er vi vældig glade for. Skal du have fifs og tips, skriver du bare.
Kan du huske indledningen med Påskeharen? Jeps…
Gæster. Endelig. Flot afstand og med begge lejre i tidligere, lang isolation. Vi krammede ikke engang – desværre. Men jordbærkagen hjalp lidt.
Ferdinand og Amalie begik suveræne kanelsnegle. Jeg nåede at smage dem…
Jeg håber, du fandt det ugentlige tilbageblik interessant – jeg ved fint, at det er lidt mennesketomt, men jeg må tilstå, at jeg glæder mig til at tilbringe stunder med vores rare venner snart igen. Når det er sagt, så er jeg ovenud begejstret for at have være så tæt på mine drenge og min hustru i de seneste uger.
Var dit Internetstik i stykker for en uge siden, så kan du glæde dig over, at seneste uge-revy venter her
Er du med på noderne? Prøv Facebook her
