Bladguld – en bog af Mads Holger

Mads Holger kalder sig for den sidste romantiker, når han blogger om et og andet på madsholger.blogs.berlingske.dk, men jeg vil mene, at han lige så vel kan kalde sig den første romantiker. I nyere tid. Han er begejstret for guld, gallakjoler, kvinder, alkohol, luksus, som han står ved, at han ikke er opvokset med, men som han er kommet i berøring med her og der. Både i og udenfor landets grænser. Vi bliver i øvrigt også bekendt med, at Mads Holger er glad for salte nødder og at gå i styrtebad med kvinder efter en længere rejse eller før en middag.

Lad spillopperne begynde…Foto: Jens Stoltze

Bogen er en rejse gennem det seneste årti – plus minus – hvor vi kommer med til fest, til Sydafrika, Mellemøsten og til afhentning af Mads Holgers fars urne i Sverige. Vi bliver informeret om, at et bidet bør anvendes til etagevask fra stueetagen og ned – og ikke til at lave fækalier i. Det skal ret beset siges, at den episode fylder ganske lidt og er skrivelsens mest latrinære passage, som dog i den grad morede mig.

Gennem mine møder med Mads Holger har der altid været et hav af kvinder. Af den yngre slags. Jeg har truffet et par stykker af disse, men hørt og læst i pressen om langt flere. Som jeg engang læste i en artikel fra Politiken, hed det sig noget i retning af, at ”Vi er i teateret” fra Mads Holger, da en journalist var med til højbords ved et gilde med Holgers entourage af kvinder. Det skulle forstås, at der måske blev lagt ekstra glasur under et stort lag flødeskum, som så igen blev pyntet med gladguld. Og sukkerkugler. Altså: Det er sandheden, men med et overvejende fokus på det smukke.

Globaliseringen spiller en væsentlig rolle i bogen – Mads Holger, der er fra 1977, husker tiden med vennerne, hvor det der med at tage en flyrejse til et sted i Europa ikke blot var kostbart, men også noget man planlagde i god tid. Qua Mads Holgers omgang med kvinder, der er i hvert fald er et årti yngre, er vokset op med ophold i udlandet på sprogskoler, sommerferier og med forældrene. Det hænger sammen med, at verden er blevet mindre – men måske også at Mads Holgers entourage kommer fra andre kår med mere mønt.

Udviklingen i globaliseringen beskriver Mads Holger blandt andet således: ”Toblerone-chokolade var engang det fineste i verden, det vidste alle, og endelig var der den store guldtoblerone, som man kunne købe, hvis man havde været i udlandet og haft adgang til toldfri indkøb, men den store guldtoblerone var næsten vulgær og udtryk for blær eller grotesk opulence”.

Mads Holger skriver godt, hvis du spørger mig. Jeg kunne nemt fremhæve talrige citater, men du må tage dig til takke (det bør man ellers ikke gøre her i tilværelsen) med et enkelt mere, som omhandler en aften, hvor Mads Holger er i selskab med en russisk kvinde, som netter sig. Det beskrives således:
”Hun fortalte mig det hele, mens hun kiggede på mig gennem et større spejl, foran hvilket hun sad og flettede sit hår. Det kan for en russisk kvinde tage timer at flette sit hår i uhyre komplicerede opsætninger, men det er bestemt også noget, som enhver burde afsætte dage at sit liv til at betragte”.

Onde tunge vil måske mene, at Mads Holger er dit og dat med negativ betoning. Vi får i den sammenhæng også historien om pressehadet, opdigtede smædehistorier og dengang han blev pandet ned af nogle tilfældige, fordi de havde hørt, at han var dum. Mads Holger vil skabe noget, og det er måske det farlige og kontroversielle i hans projekt. Det handler blandt andet om kultur, om at dyrke det smukke, at tage afstand til det flade, depressive og afpillede, og det lykkedes med bogen og sproget. Han er vitterlig, velskrivende og selvom jeg på ingen måde er litteraturanmelder eller storforbruger af bøger, så fik jeg læst bogen i tre bidder.

Mads Holger skriver, så man skal holde tungen lige i munden – og af og til inde i munden. Hans mission om at dyrke det smukke og romantiske – og noget nyt – har han formået i selskab med et par medsammensvorne. Klub Jet var ikke set før, og hvis man synes, det er latterligt, er det mig bekendt valgfrit at tage med. Vi kommer med på turene, og det handler ikke kun om lutter lagkage – der er både silikonebryster, ulykkelige mennesker og sære eksistenser. Men missionen om at skabe noget nyt i smukke rammer lykkedes.

Summa summarum har jeg grint, tænkt og moret mig kosteligt. Måske fordi jeg kender Mads Holgers lune, som han er mindre kendt for efter min opfattelse. Han hænger ingen ud i bogen, hvilket forekommer at være et meget bevidst valg, for det er kun pænt og nobelt. Der udpensles heller ingen voldsomme seksuelle seancer, men han hæfter mig til tider af, når der går religiøse referencer, modernitetskritik eller matematiske formler i den.

Jeg tager hatten af for Mads Holgers bog, Bladguld. Jeg blev underholdt. Godt og grundigt. Han bryder sig ikke om tungsind, madpakker og evighedsstudenter, og det forstår jeg godt. Det der med at dyrke det smukke og romantiske fungerer fint for mig – om end jeg måske ikke dyrker det på helt samme måde som Mads Holger.

Og således tager coveret sig ud. Foto: Jens Stoltze