Observationer fra en charterferie

At rejse er at leve. At rejse på charterferie er… en oplevelse for sig. Jeg er netop hjemvendt fra Kap Verde og har kasseret mit all inclusive armbånd. Med i bagagen hjem var en stribe erindringer, som jeg gerne vil dele. Og vi begynder i flyet…

Vi er lettet for flere timer siden, men et lille stop på “Granca” (Gran Canaria) skal der til, for vi skal have ekstra brændstof i tanken. Men hov – vi må ikke forlade flyet, og det skaber lidt kaos. Og angst. En foran siddende herre tilkalder flypersonalet, og en venlig steward kommer til. Manden er rasende. Og ganske bekymret. Om stewarden ikke er klar over, at det brændstof, der skal hældes på er særdeles let antændeligt? Sysh-sysh og rolig nu er svaret. Og den rejsende har jo ret. Omend man ikke må gå på flytoilet eller sidde med spændt sikkerhedsbælte, så er turen nok en saga blot, hvis der går fut i flyet. Men vi kommer heldigvis fint videre.

Stewarden er i øvrigt vældig flink og har en herlig, glad mimik, som kunne være taget lige ud af en musical. Dog uden jazz hands. Og alle stewarder har børnetække. Bare ikke vores. En dreng på to år er gået for langt, og stewarden løfter ham op som det mest naturlige i verden, hvilket ikke bliver modtaget særligt vel af den to-årige.

Hurra! Endelig er vi fremme på resortet. Og se lige engang, hvor der er luksuriøs velkomst med lokal, gul juice og lilla armbånd, som giver adgang til både bar og buffet. Numme-num. En glad dame fra Jylland udbryder ekstatisk: “Nå, mon de er klar til sådan en omgang terrorister – øhh turister – som os? Ha ha!”. Det er de.

Pool life. Pool lifes…
Det kan være svært med det engelske, men vi kender alle svømmepølen. Her kan man både plaske og dase, og jeg er skal ingenlunde se mig fri for talrige ture i baljen. Jeg skorter lidt rundt, og finder “gryden”, som er et et rekreativt område, der byder på masser af bobler i vandet. Et boblebad med andre ord. Her sidder en yngre dame og nyder solen i ansigtet og i den grad også boblerne for neden. Siddeposituren er af en sådan art, at det ikke lige er lænden, der masseres, men nærmere lidt længere nede. Og fremme.

Men hov. Det handler jo ikke bare om at pjaske. Jeg slår mig ned på min solstol og læser en bog. Faktisk flere. Lidt væk ligger en gruppe på fire fra Tyskland. Flere synes skræmt af disse, der har tatoveringer og hageskæg i fletning. Måske er de rockere, men i så fald tror jeg, de kører Yamaha Virago. Men de er både flinke og smilende. Lidt til højre sidder en anden dame. Hun har fået coiffuren farvet knaldsort. Det ligner lidt farven på en billes skjold – du ved sådan lidt chancerende over i det grønne. Hun er iklædt en sort top, der er pyntet på en sådan vis, at tilblivelsen nemt kunne være relateret til et nys ned i en kasse med glitterstads under fremstillingen. Den er virkelig pyntet.

Når man solbader, er det i disse dage vigtigt, at man får smurt solbeskyttelse på kroppen. Og her hjælpes man ad. Eller… På den anden side af poolen ligger en ældre dame på maven og læser. Hendes mand har lært lektien desangående solenes stråler, hvorfor han gerne vil smøres ind af konen. Hun bliver irriteret, da han spørger særdeles venligt. Virkelig irriteret. Hun skal i hvert fald ikke rejse sig, hvor det næste jeg ser, er den ældre mand (tæt på 70 år), der lægger sig ned på alle fire, hvorfra konen lige kan magte at klaske lidt creme på hans ryg. Uden at rejse sig fra sit leje i øvrigt.

Imens sidder Abel og Noah i skyggen. De er der med deres forældre, og er rigtig godt opdraget. De siger ja tak, støjer ikke og spiller i øvrigt skak med deres mor. Deres spil forstyrres en lille til stor smule af et trykluftbor, som er på overarbejde i forbindelse med en omlægning af nogle fliser. De oprindelige lå nu eller fint, men jeg tror, at det hele – og de nye fliser – skal være terrakottafarvet. Ved en bruser ved poolens kant, holder en pool-løve vagt. Han er iklædt badetrusser med leopardprint, en teint der vidner om brug af faktor 2 i olieform, mens en lille popnitte af guld (minimum 8 karat) i den ene brystvorte kaster talrige glimt over nærområdet.

Buffeten er åben
Uden mad og drikke, duer turisten – eller terroristen – ikke. Og maden står som oftest i buffetens tegn. Og ved frokosttid er is-baren særdeles populær. Overfor mig sidder Godtegrisen. Hun er omtrent otte år, fra Sverige og glad for is. Virkelig glad. Efter talrige portioner, får jeg lyst til afprøve min tese om, at et vrid på næsen vil føre til, at en syndflod af is vil rende ud af ørerne på hende. Men jeg undlader. Alt smager af intet. Og aldrig har jeg spist så mange løg. Skråt bag mig sidder Myggens storebror. Myggen var en regnskabsmand, jeg engang arbejde sammen med, og ham her kunne nemt være hans bror: Metalbrille med let røgfarvet glas, som i øvrigt matcher konens. Lange benklæder og en ternet skjorte. Det eneste, der afslører, at han har ladet kredit og debit blive hjemme, er det lilla armbånd og sandalerne.

Når det er henved aften, trækker folk i de flotte tøj. Særligt boleroen er i høj kurs på resortet. Eller “shortiganen”, som jeg kalder den. Det er sådan en fiks form for cardigan, der alligevel ikke er en cardigan – den er kortere og dækker ikke armene helt. Og så er den sjældent lige så lang. Til gengæld fås den både i pangfarver og i hæklede udgaver. En kvinde fra Østeuropa får mange til at dreje hovedet. Hun er gået all in og har iklædt sig svært farvestrålende klæder og similismykker “en masse” samt et par sko med geléhæl. De er i hvert fald svære at gå i.

Morgenmaden må ej heller glemmes. Her er både pandekager, æg, brød, spejlæg og alt det, du kan drømme om. Alt smager af intet. Og aldrig har jeg spist så mange løg. I øvrigt findes der “smør”, der fejlagtigt ligner smøreost. Tilbage med den klat igen. Fire dåser smørepålæg står på vid gab og ligner noget, jeg ikke kommer nærmere ind på her. En teenager sidder ved bordet ved siden af. Han er på ferie med sine forældre. Og han er glad for brød. Fugledrengen har bragt en kurv med hvidt brød til bordet, og her udhuler han brødet med en gaffel og lader skorpen forblive tilbage. Intet pålæg. Ingen smørelse. Kun hvidt hvidt brød.

Tid til en drinks
Det er populært at hænge ud i baren. Både før og efter middagen. Her kan man se solen gå ned over vandet. Og drikke lige, hvad man lyster. Rosé, hvid- og rødvin flyder frit fra hanen – den er god nok – og du kan også vælge eksotiske sager såsom Piña Colada. Og man samtaler gerne. Jeg møder “nan and tran”. Faktisk hedder bedstemoren Ann og barnebarnet Matthew. Eller Ellinor. Matthew er nemlig transseksuel, og han har netop valgt sit pigenavn. Det er første gang – på turen – han har iklædt sig lidt mere feminine gevandter, som ved første møde består af en polkaprikket bikini, som kan anes gennem toppen med broderier og de halvlange mandeknickers. Der er også kommet kunstige negle på, mens en nyindkøbt dametaske står lidt aparte til en Vans sko i størrelse 45. Ellinor er i øvrigt snart 21 år, 190 høj og ret stor.

De er meget åbne og meget søde. “Can you believe it? They cut nan’s throat open three times, and she’s bloody still alive?!”, lyder det. Hun er sej, Nan. Hun bakker Matthew skråstreg Ellinor fuldt op. Jeg fortæller, at jeg indsamler pudseløjerlige anekdoter om turen, og jeg må endelig skrive om dem. Ellinor er i øvrigt lidt ude af den, fordi hun har sin månedlige periode. Jeg forstår. Til dels.

Lidt væk sidder et ungt par. De ferierer med den enes forældre, og den unge mand er meget glad for sin kæreste. Med fjerlette strøg aer han hende på ryggen og strejfer talrige gange hendes tatoverede vinger på ryggen. Vingerne passer proportionsmæssigt ikke så godt til hende – men de ville sidde sublimt på en Barbiedukke. Hun reagerer i øvrigt ikke på, at den unge mand kurtiserer hende. Måske han skulle bruge lidt flere kræfter, tænker jeg.

Entertainments…
Man har valgt at lade aftenerne stå i underholdningens tegn. Før man entrerer underholdningsområdet, kan man tage et herligt styrtebad og sæbe sig ind i indholdet fra de fine små breve, der i hvert fald rummer fem til ti milliliter sæbe. En aften har man valgt at satse på X-Factor – her kan man melde sig til at optræde, og dommerne findes også blandt publikum. Efter fem-syv minutters optræden forlader jeg området, men straks derefter hører jeg nummeret “Mambo number 5”, og jeg kan nemt forestille mig, at en guide eller gæst synger igennem og trutter fiktivt i en plasttrompet. Et stykke vej fra scenen er underholdningen også i top, og man kan vinde både T-shirts og kasketter i et bingospil. Fremmødet er ikke imponerende, men det burde til gengæld gøre vinderchancerne enorme. Vi tager lige to numre…

Det var sådan set ord og observationer. Turen hjem gik fint, bagagen kom til tiden, og jeg skaller stort set ikke længere.

Rejs med til Facebook her