Home Kort - men godt Feel-good stafetten med Keith Thomas Lohse

Feel-good stafetten med Keith Thomas Lohse

by Nicolai Klingenberg

Halløj med Keith Thomas Lohse

Manden vi her skal møde, har jeg fulgt i årevis. Jeg har kun truffet ham en gang til en begravelse, hvor vi ikke talte sammen. Men vi sad nærmest lårene af hinanden. Her skal det dog handle om feel-good, og jeg tilstår i øvrigt gerne, at jeg ofte har følt mig herligt og positivt ramt på følelsesmanchetterne, når jeg læst en skreven opdatering fra Keith Thomas Lohse. Men nu til interviewet.

Keith – hvad er det bedste, der foregår i din tilværelse for tiden?
– Isolerede vægge, tætte tag, varme radiatorer og så rigeligt med køkkenrulle. Ved godt, det med køkkenrullen kan misforståes, men … smaragdgrønne 11-taller under næsen ER bare kun charmerende på børn. Eller ER de overhovedet?

keith thomas lohse

Keith med et stykke tobak

Og hvad er det gode liv for dig?
– Hver dag åbner jeg, ligesom alle andre, to gaver: mine øjne, det r godt, det er jeg glad for. Men også, at jeg er blevet så gammel efterhånden, at jeg godt tror, jeg kan tilbringe resten af mit liv i akavet, næsten pinefuld tavshed sammen med mig selv. Det lyder måske simplere, end det faktisk er. Men der var engang, hvor jeg følte mig som, ikke en Achilles-hæl, men … én stor Achilles-krop. Fra isse til fodsål, dødeligt sårbar over det hele. Det går meget bedre med dét nu.

Hvad har du sidst spenderet i omegnen af en tusindlap på?
– NU bliver det romantisk og fjollet: en mobil elektrisk radiator man kan rulle rundt med, således at varmen aldrig er mere end max en meter væk fra der hvor jeg sidder. Jeg køber også meget nyt tøj, fordi mig og min bror ikke har nogen vaskemaskine. Det er decideret idiotisk.

Hvilket nyligt minde af festlig karakter står særlig tydeligt?
– Mine venner Daniel og Ibens bryllup, hvor jeg på grund af influenza endte med at kaste op offentligt, ved 23-tiden. Daniels 15-årige datter og hendes cool nådesløse veninder stod og sang “kold før 12”, imens jeg ørlede for tusindvis af kroner virkelig god mad og vin op.

Kunne du være venlig at vise os et Youtube klip, som du har moret dig kosteligt over talrige gange?
– Lige for tiden, er det snart sagt ALT med Donald Trump. Jeg ser det med lige dele barnlig fryd og kulsort bundløs rædsel. Han unddrager sig enhver form for forståelse, og jeg tager mig tit i, gys, at savne George Bush – som jeg indtil nu TROEDE var den absolutte præsidentielle bundskraber.

Hvad vil du gerne have mere af i tilværelsen?
– Afslappethed. Engagement. Indignerethed. Men ikke den der moderne krænkelses-parate indignerethed, vi ser så meget af nu.

Vi er bittesmå støvfnug, som danser et par kosmiske sekunder i sollyset, og så er vi væk igen. Alt vi har, har vi lånt.

Alle, der nogensinde har boet i din lejlighed siden 1880, eller hvornår den nu er fra, har været ligeså glade og trygge i den, som du er nu. Kys dine unger, bol din kone, smil til nedslidte mennesker med sure hønserøvsmunde på gaden.

Og hvad skal vi have mindre af i tilværelsen for at få det endnu bedre?
– Dumhed, fornærethed, angst og vrede. Alle de fænomener er i familie med hinanden, de er vel nærmest på en måde hinandens forudsætning. Alle burde have Post-its på deres køleskabe, der siger “undgå de her ting idag!”. Det er en forræderisk, knoldet linegang, og der er masser af faldgruber undervejs, men man KAN godt undgå at falde i.

Hvordan står det i øvrigt til med kærligheden?
– På det personlige plan er jeg heldig at omgås mennesker, jeg elsker, og som jeg TROR elsker mig tilbage. På det mere sådan specifikke romantiske plan, ikke så godt.

Men jeg gad mig heller ikke selv. Jeg er ret doven, egoistisk, rodet – og så har jeg grimme tænder. Men jeg tror helt hundrede på idéen.

Kunne du diske op med et herligt tip, der med lethed kan gøre hverdagen endnu mere flot?
– Jeg tror alting ville blive meget flottere, hvis vi ægte huskede på, at INGEN af os nogensinde er mere end ét eneste fejlagtigt hjerteslag fra at dø – og så lever sådan. Godhed og ondskab er jo ikke andet end ord, handlinger derimod … det er dem, vi vil blive bedømt på. De færreste husker jo Hitler for lækre autobahns og pålidelige togforbindelser – eller hans store kærlighed til dyr. Åh nej, jeg trak Hitler-kortet … 

Lad os se et foto fra din telefon, som hørmer af feel good, og fortæl os lidt om det.
– Jeg er så heldig at bo på en båd og sommetider være tidligt nok oppe til at bevidne, hvordan naturen hensynsløst maler med alle sine pensler på det store lærred. Det OG morgenkaffen er al den drama et menneske har brug for.

sol

Fra fotoapparatet, som også kan ringe

Hvad bør enhver person huske på, hvis tilværelsen måtte vise sig fra en grå side?
– At … altså … at folk som regel kun bliver forældre, fordi det FØLTES som en virkelig god idé at blive det, DA de blev det. Det kan godt være, de så fortryder det resten af deres liv, men … hvis de kan prøve at huske, hvor eksalterede og grebne og hidsigt inde i øjeblikket, de var, da de blev det … Huske, at tilværelsen hele tiden dispenserer den slags små øjeblikke af stor poesi og vildskab, at det altid bliver sommer igen, at også DETTE, hvad det end er, vil forgå – så går det nok. Eller, det gør det jo ikke, vi skal alle dø, lige meget hvad.

Men imellem vugge og grav ER der trods alt viiirkeligt meget liv, der skal leves – uanset hvor gamle vi bliver – og om vi skider i skoven eller på et overdådigt lokum af guld.

Slutteligt – hvor kan man få jævnlige doser af dig?
– I skedehullet. Nåeh, du mente det ikke på DEN måde … tihi-fnis. Jeg spyr min koleriske galde på Facebook og Instagram og så på Radio24Syvs nocturnale marathon af et program, Nattevagten. Det kører nat efter nat, hver eneste nat året rundt, og vi er 5 forskellige værter til at løfte det. Du må gerne tænke på det, som en slags landsdækkende lokalradio – og alle er velkomne til at deltage – også dig.

Keith Thomas Lohse instagram

Fra Instagram

Hvem er Keith Thomas Lohse?
– Jeg prøver på at være sorgløs, ubekymret og munter. Men jeg frygter, nogen sov på vagten engang, og at jeg SKULLE have været en abort. Men jeg prøver, Gud skal vide jeg prøver.

Se de tidligere deltagere i Feel-good stafetten på My-Pleasure.dk her

F A C E B O O K

You may also like

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk